Fortryllende Yosemite Nationalpark
I sommer rejste jeg på et 6 ugers roadtrip rundt i Vest- og Midtvest USA, med ikke færre end 8 stater og 6 af landets mange nationalparker på listen. En helt fantastisk rejse, med den smukkeste natur. Her er min første beretning fra en amerikansk nationalpark.
Yosemite National Park
Min første besøg i en af de amerikanske nationalparker var Yosemite, en af dem jeg med garanti vender tilbage til. Vi kørte fra bjergrige Lake Tahoe og ud på flade, lange veje, hvor vi tilbragte mange timer, inden vi nåede Yosemite. Fra grænsen til nationalparken til selve indgangen er der en del tid i bilen, men man kører igennem imponerende landskaber. Du møder marker og huse, hvor du ikke kunne forestille dig, der overhovedet ville bo mennesker. Landskabet afløses af store klipper og snørklede veje. Et spor, to spor og en flod der snor sig.
Så snart du kommer ind i selve Yosemite Valley, tårner de ældgamle klippevægge sig op fra den flade dal hele vejen rundt. Her er store træer, og hist og her kan man skimte høje vandfald. Vi så turens første dyr, en flot hjort, stå i vejkanten og græsse, mens vi havde passeret den første bilkø. I højsæsonen hen over sommeren kan her være flere timers kø. Vi slap heldigvis med en halv times tid, men selv det at holde i kø var alligevel en flot oplevelse.
I Yosemite boede vi i opslåede telte med senge og strøm i Half Dome Village. Der ligger flere hoteller og campingsteder, men man skal gerne bestille over 6 måneder før ankomst, hvis man skal have noget godt at bo i over sommeren.
Teltene var bestemt også en oplevelse, anderledes men god, og her stødte vi første gang på ”bear lockers” og strenge politikker om, hvad man må efterlade i sin bil, dvs INTET. Alt man har af mad, snacks, cremer, papir og duftende ting skal ud af bilen og låses inde i bjørneskabene. Der er strenge bøder, hvis man ikke gør det, og en bjørn bryder ind i bilen. Reglerne er til for bjørnenes sikkerhed – men også din egen. De er utroligt kloge dyr, og dem vil man ikke have ind i en teltlejr.
Bedste tip: Undgå gerne juli og august måned og
book helst rejsen, så snart I kender rejsedatoerne.
Vi Vi havde 3 overnatninger i Yosemite Nationalpark, men man kan snildt bruge længere tid. Dagen efter vi ankom, stod vi tidligt op, spiste morgenmad og tog ellers vandreskoene på. Rygsækkene blev fyldt med rigeligt vand og snacks, og så stod den ellers på rejsens første hike.
Vi startede ud med de klassiske og forholdsvis lette hikes til Vernal og Bridal Falls. Det er også populære hikes, og der er mange, der går dem. Vi fandt dog en anden rute bagom, hvor der nærmest ingen mennesker var, men hvor målet var det samme: at opleve de brusende vandfald på tæt hold – meget tæt. Mist Trail var den rute, vi gik tilbage, og det var bestemt ikke bare vandstøv.
I højsæsonen bliver du virkelig våd af at gå tæt på vandfaldet og flere smed deres T-shirts. Det gik stejlt ned ad en smal sti med trapper og glatte sten. Det er ikke for sarte sjæle, men det er det hele værd. Nok ikke for en med højdeskræk, men und dig selv denne oplevelse. Og husk gerne en vandtæt rygsæk.
Tilbage efter hiken og frokost var planen at gå til Mirror Lake, som er en sø, der skulle være noget så smuk. Desværre var vi lidt for flade og endte ved poolen i 30 graders sol. Så har jeg det til gode til næste gang.
Bedste tip: Undervurder ikke godt fodtøj og varmen.
Gå af John Muir stien mod Vernal og Bridal Falls, der hvor de færreste går.
Anden tur med vandreskoene var den hårdeste, og flere gange følte vi for at give op. Vi havde researchet godt og grundigt hjemmefra, men da vi stod i Yosemite, var vi alligevel i tvivl og spurgte rundt omkring. Vi endte med at gå det trail som hedder Four Mile Trail. Bare det at finde starten på stien krævede lidt snilde, men hold da op, nogle fine omgivelser i bunden af dalen!
Vi var stået tidligt op, men næsten ikke tidligt nok. Rygsækkene var atter fyldt med vand og snacks. Denne gang med lidt mere, for turen var længere. Meget længere end vi regnede med. Ingen af os var dog forberedt på, hvad vi havde i vente. Turen op tog os omkring 4 timer. 4 timers stigning med hårnålesving, ujævnt terræn og sol. Heldigvis var der rigeligt med træer, som skyggede.
Vi mødte ikke mange på vej op ad samme tur som os, måske en 10-15 andre. Det var altså ikke her, man skulle have brug for hjælp. Det var en presset opstigning og ikke med så meget snak, for det er nemt at bide af hinanden med trætte ben og sved over det hele. En gang imellem blev vi dog mindet om, hvorfor vi gjorde det. Kiggede vi ud over kanten, kom vi højere og højere op, og blev hver gang belønnet med en ny smuk og betagende udsigt, der var alle anstrengelserne værd.
Det er svært at forestille sig det, før man egentlig står og kigger på det. Billeder kan ikke helt retfærdiggøre naturen, som den er lige for næsen af en. Vi blev hele tiden mødt af det fulde syn af Yosemite Valley. Da vi nåede toppen, blev belønningen endnu større.
Der var mange mennesker, da det viste sig, man kunne køre derop og få samme syn. Vi blev dog hurtigt enige om, at de ”dovne” mennesker ikke følte helt den samme glæde som vi, når vi stod og kiggede ud over Half Dome (og det kommer fra nogle, der ikke er vant til at hike). Til gengæld ville vi så frygtelig gerne tilbage med nogle af de mennesker, der havde kørt, for udsigten til den lange tur ned var ikke helt sjov. Det lod sig ikke gøre, og efter en god pause, frokost og is (der var nemlig en kiosk) tog vi vandreskoene på igen og drog ned af.
Vi mødte stadig mennesker på vej op, hvem vi alle havde ondt af – efter kl. 12 var der nemlig ingen skygge og den barske hede fyldte hele stien. Det tog os omkring 3 timer at gå ned, og det var næsten lige så hårdt som turen op. Vores ben var trætte, stien gruset og vi ville bare gerne ned. Jeg kan roligt sige, vi var tidligt i seng, udmattede efter en hård dag, der trods alt var det hele værd.
Bedste tip: Stå tidligt op, rigtig tidligt, du vil ikke fortryde det.
Læs også:
Rejseblog om USAs vestkyst
