Hvad skal I pakke, når I rejser med små børn?
Rigtigt mange familier med små børn kan nogle gange være lidt forskrækkede over at rejse på ferie med deres små børn til udlandet. Måske I har det lidt på samme måde? Synes I, det er en udfordring at være lukket inde i et fly med jeres baby og 150 andre mennesker i flere timer – for hvad nu, hvis det netop er jeres lille guldklump, der vælger at være hysterisk og utrøstelig på hele flyrejsen, så alle andre i kabinen begynder at kaste onde blikke i retning af jeres lille familie.
Uanset om det er første eller femte gang, I rejser med børn, så er det altid med lidt sommerfugle i maven, at man som forældre begynder at planlægge en rejse med et lille barn – og herunder, hvad der er vigtigt eller knap så vigtigt at have med i bagagen, for at de mindste skal have det godt på rejsen.
Jeg er selv mor til en lille dreng, og min kæreste og jeg rejser meget med vores søn.
I denne blog prøver jeg at give nogle gode råd om, hvad I bør pakke i kufferten af basale ting – og hvad I bør medbringe i håndbagagen klar til brug under jeres rejse med børn. På den måde kommer I som familie godt igennem rejsen med små børn, og alle i familien er glade både før, under og efter rejsen. Oven i det vil jeres medpassagerer kigge anerkendende på jer, mens de indeni ønsker, at de var lige så cool forældre som jer.
Men helt kort er mit bedste råd til jer:
Ha is i maven! Hvis I er rolige og afslappede, så skal jeres børn også nok være det.
Og det er jo unægteligt nemmere at være afslappede, hvis I har forberedt jer ordentligt på rejsen i stedet for, at alt skal improviseres i det øjeblik, at tingene sker lidt hurtigt og et eventuelt uheld er ude.
Det er selvfølgelig klart at alle overvejelser omkring, hvad der skal med i rejsetasken til de mindste helt og aldeles afhænger af, hvilken slags ferie, familien skal ud på. Men uanset om ferien skal bruges i et sommerhus i Danmark, en campingferie i Spanien, et telt i Sverige eller en rundrejse på 2 uger i Cuba, så kan alt lade sig gøre, så længe det er planlagt ordentligt i forvejen og kuffert og rejsetaske er pakket klogt.
Mine gode råd i den her blog tager udgangspunkt i en ferie af 1 uges varighed – men den kan også være nyttig at læse, hvis I skal rejse i længere eller kortere tid med små børn.
Tøj
Jo yngre børn er des mindre fylder deres tøj i kufferten. Det er en god ide at pakke en kuffert med begge forældres tøj og en kuffert til alt børnetøjet. Pak eet sæt tøj per barn til hver dag, I er på ferie plus nattøj og undertøj. Husk også at få pakket alle de vigtige småting som skal med udover tøj, som fx sutteflasker, babydyne, bamser og lign.
OBS!
Har I børn i alderen 0 – 3 år, så sørg endelig for at pakke ekstra tøj til barnet udover eet sæt tøj hver dag, da børn i den alder hurtigt bliver snavsede, når de leger, og når de spiser.
En rejsetaske med legetøj og snacks
Det er vigtigt, at I som forældre er topfokuserede på, at flyveturen bliver så hyggelig og behagelig som mulig for barnet, der jo er taget ud af sine sædvanlige rutiner – og måske endda er lidt forskrækket over hele det store apparat, der omgiver det at skulle ud på en flyrejse.
For at hele ferien – og ikke mindst flyrejsen – skal forløbe bedst muligt, er det en god idé hele tiden at have en rejsetaske med alt det legetøj, som I ved jeres børn elsker. Køb også gerne noget helt nyt legetøj, som I først finder frem, når I er på flyet, så I på denne måde kan holde barnet beskæftiget på hele flyrejsen. Husk også farveblyanter, bøger til at tegne i, billedbøger eller andet, som barnet synes er spændende.
Under flyrejsen er det vigtigt at have forberedt nogle små lækre og mættende snacks, som I kan have lige ved hånden, og som I ved, at børnene helt sikkert kan lide.
Sørg også for at købe lidt ind til den søde tand. Når I flyver med små børn, er det IKKE tidspnktet, hvor I skal stoppe med at forkæle jeres barn.
En rygsæk eller to med alt det vigtige
Hav en rygsæk eller lignende parat under flyrejsen, hvor I har samlet alle vigtige dokumenter som fx alle pas, flybilletter, visa, diverse tilladelser og dokumentation, kreditkort, penge og lignende. Husk også at det er vigtigt, at du rejser med gyldigt pas til babyen og et andet dokument, der identificerer dit barn OG dig som forælder.
Hvis du rejser alene med en baby, kræver nogle lande, som fx Sydafrika, derudover, at du har en skriftlig tilladelse til at rejse alene med barnet, som er underskrevet af barnets anden forælder.
Det er også altid en god ide at have barnets fødselsattest eller lignende med, så I er sikre på at kunne bevise, at barnet er jeres. Hellere være på den sikre side!
Som nybagte forældre med småbørn, der stadigvæk ammer, så husk endelig også ekstra tøj til jer selv. Det er IKKE sjovt at sidde i et flysæde, og lige pludselig beslutter baby sig for at gylpe ud over én af jer eller jer begge – og I så ikke har mulighed for at få rent og tørt tøj på, fordi I ikke har pakket det ned i rejsetasken. Så kan det hurtigt blive en riiigtig lang flyvetur. Her snakker jeg virkelig af erfaring….
Klapvogn
Når I rejser med yngre børn, er det en nødvendighed at have en klapvogn med på rejsen, som I checker ind i lufthavnen sammen med jeres kufferter, så I har den med på resten af jeres ferie. En klapvogn er rar at have med, hvis I er ude at gå længere ture eller på halv- eller heldags-udflugter til seværdigheder, hvor de mindste pludselig kan blive trætte i deres små ben – eller blot søvnige generelt.
Har I børn i alderen 0 – 3 år, er det vigtigt at overholde de soverutiner, som er fastlagte hjemmefra. Når jeg selv og min kæreste rejser med vores lille dreng på 14 måneder, oplever vi tit, at han bare falder i søvn i barnevognen eller klapvognen, hvis han er med ude at se nogle seværdigheder på et tidspunkt, hvor han normalt ville sove til middag eller lignende.
Så gør jer selv den tjeneste at tage en klapvogn med på rejsen, så I ikke er ”låst fast” på hotellet midt på dagen under hele ferien, fordi de mindste skal sove til middag. De små skal nok hurtigt finde ud af, at det er lige så rart at sove ude i en klapvogn som indendørs i en seng.
Mange flyselskaber tillader, at I tager en klapvogn med uden at betale for det. Men reglerne er forskellige fra selskab til selskab, så lave lidt research på nettet, inden I rejser, så I er klar over reglerne.
Mad til baby
Når man rejser og flyver med en baby, er det naturligvis mest praktisk og nemmest, hvis barnets mor stadigvæk ammer. Men hvis hun ikke ammer, og i stedet giver barnet flaske, er det straks en anelse mere kompliceret og kræver, at der er en række ting, man som forældre skal være opmærksomme på:
Sutteflasker.
Medbring gerne mange flasker, hvoraf I lægger nogle i den bagage, som I checker ind ved afrejse og nogle i håndbagagen. Det er altid en god ide at have nok sutteflasker med, så I ikke er nødt til at gøre dem rene under flyveturen. Det gør bare alting mere besværligt, og derfor anbefaler jeg kraftigt at tage flere flasker med på rejsen.
Koldt og varmt vand.
Jeg har altid et stort termokrus med kogt vand og en flaske med kold vand med i min rejsetaske, som jeg har med som håndbagage, så jeg hurtigt kan lave en sutteflaske med den rette temperatur i flyet eller bilen eller et andet sted på turen.
Modermælkserstatning.
Medbring så meget modermælkserstatning at der er nok til hele flyrejsen inklusive eventuelle mellemlandinger og transporten videre til jeres hotel, efter I er landet. Der er ikke noget værre som forældre end at stå med en baby, der græder, fordi han eller hun er sulten samtidig med, at I går mere og mere i panik, fordi der ikke er mere mad, og I ikke ved, hvor I kan købe noget mere. Det er et mareridt!
Elkoger.
Tjek om der er en elkoger på det hotel eller andet, hvor I skal bo, så I er sikre på, at I kan koge vand, når I skal lave mad til babyen. Hvis ikke, så overvej at tage en mindre elkoger med i bagagen.
Pusletasken – hvad skal den indeholde
Til bleskift:
Bleer
Vådservietter
Underlag til bleskift
Bleposer
Zinksalve og andre vigtige creme
Flaske med håndsprit
Stofbleer
2 sæt ekstra tøj:
Bodyer
Bukser
Strømper
Trøjer
Varm trøje
Mad:
Varmt og koldt vand på flaske
Modermælkserstatning
Hagesmæk
Babymad på glas
Sutteflasker
Snacks til børn i alle aldre, fx frugtstang, Semper frugtmos, smoothie, kiks m.m.
Juicebrikker eller drikkedunk.
Plastiktallerken og service, hvis dit barn kan spise selv
Grød eller mos
Leg og hygge til de små
Som nævnt tidligere er det en god idé at købe lidt nyt legetøj, som kan fange jeres barns opmærksomhed i et langt stykke tid ad gangen. Det er også vigtigt, at I tager de basale legetøj og ting med i rejsetasken, som jeres barn i forvejen holder af og er tryg ved at have omkring sig, og som måske kan hjælpe med til at gøre turen tryg og hyggelig og ikke mindst hjælpe dem med at falde i søvn.
Sutter
Tæppe eller dyne hjemmefra
Bamse(r)
iPad med høretelefoner
Film eller serier downloadet hjemmefra og klar til visning på iPad. Husk at iPaden er ladet helt op hjemmefra og medbring evt. en powerbank. De fleste fly har i dag USB-stik ved sæderne, så der også er mulighed for at lade iPad eller lignende op undervejs.
Andre vigtige ting
Medicin.
Hvis jeres baby eller barn har brug for medicin, så husk at tage den med i håndbagagen, så I har adgang til den under flyrejsen, herunder almindelig smertestillende medicin som børne-panodil eller lign. Husk også smertestillende piller til de voksne.
Neglesaks
Tandbørste og tandpasta
Hårbørste
”Næsesuger” og saltvandsdråber.
Som forældre til små børn har I nogle gange brug for noget, der fjerner alt det slim og snot, der hober sig op i næsen, når de små er forkølede. Barnet bliver uroligt, hvis det bliver meget forkølet og ikke kan trække vejret uhindret, og det går ud over nattesøvnen for alle. Så derfor er det en god idé at have de ting med, hvis I, ligesom jeg, har et barn, der nemt bliver forkølet. Desuden er der altid en vis risiko for forkølelse, når I rejser til et andet land med et andet klima.
Diverse gode råd
Babylifte i flyet.
Hvis I har helt små børn, er det en god ide at se efter inden flyrejsen, om I gratis kan booke en babylift i flyet, så baby på den måde kan sove under flyveturen. Der er ofte rift om babyliftene, så I skal huske at bestille i god tid.
Hvor skal man sidde i flyet?
Jeg prøver altid at reservere pladser ude i siderækkerne lige ved nødudgangene og cirka midt i flyet. Her er mere benplads og derfor også mere plads til, at de små kan lege mellem stolerækkerne. Ofte er det også til de pladser, at der er mulighed for at leje babylifter til babyer.
Flyv om natten.
Hvis det er muligt, så er det bedste at lægge flyrejsen på et tidspunkt, hvor jeres baby alligevel plejer at sove. Dette gør med garanti hele rejsen meget mere behagelig for jer som forældre, men også for babyen.
Let trykket i dit barns øre.
Hvis barnets mor stadig ammer, er det en god ide, hvis hun ammer jeres baby under start og landing, da det kan hjælpe med at udligne trykket i barnets øre. Er dit barn ældre end det, anbefaler jeg at købe nogle rosiner, som barnet kan spise under start og landing. Det letter også trykket i ørerne.
Til sidst har jeg kun tilbage at ønske jer og jeres barn en rigtigt god ferierejse. Jeg håber, I kunne bruge alle eller nogle af mine råd til jer her i bloggen.
Held og lykke på rejsen!
Skriv kommentar