Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark – Ankomst til Havana
I rejser til Cuba og ankommer sidst på eftermiddagen i Havana efter en mellemlanding undervejs. I henter jeres bagage og ordner alle indrejse-formaliteterne, hvorefter vores repræsentant møder jer i lufthavnen og kører jer til jeres private indkvartering i Havana.
Overnatning: Casa particular i Havana
Dag 2 Havana
De næste to dage er sat af til oplevelser i Havana, hvor I kan tage på opdagelse i byen. Oprindeligt er Havana en gammel handelsby, men byen blev hovedstad i den spanske koloni Cuba i 1607. På daværende tidspunkt var Havana den vigtigste havneby i den Nye Verden. Siden har Cuba kortvarigt været invaderet af Storbritannien og USA indtil revolutionen i 1959 satte en stopper for den amerikanske strøm af turister og forretningsfolk til øen.
I dag er Havana en storby med næsten 2 millioner indbyggere, men i den gamle del af Havana hensættes man til en svunden tid, og det en oplevelse at gå rundt i byens gader. Vi har sat et varieret Havana-program sammen til jer. I deltager i vores byrundtur i Havana inklusiv kørsel i en af de gamle amerikanerbiler, der præger bybilledet overalt. Byrundturen er guidet af en engelsktalende rejseleder, og tager jer blandt andet rundt til de fire vigtigste og smukke pladser i Havana: Plaza de Armas, Plaza de la Catedral, Plaza de S. Francisco og Plaza Vieja. Undervejs fortæller guiden løbende om Cubas spændende historie.
Rundturen i åben amerikanerbil begynder i Havanas gamle bydel og bringer jer godt omkring i Havana by. I ser den kendte strandpromenade, El Malecon, Colon-kirkegården og Revolutionspladsen. På vejen kører I også igennem det moderne Havana med blandt andet universitetet og Hotel Havana Libre. Turen tilbage går ad 5. avenue, før I er tilbage ved udgangspunktet.
Til slut spiser I frokost i Havanas historiske bymidte på Bodeguita del Medio, der var en af forfatteren Ernest Hemingways yndlingsrestauranter. Her indtog han sine elskede mojitos. Der er fast menu, og til hovedret kan I vælge mellem svinekød, kylling eller fisk. Turen slutter ved restauranten, så I frit kan udforske Havana på egen hånd resten af dagen og aftenen efter dette.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 3 Havana
Dagen er på egen hånd, hvor I evt. ser nærmere på de steder, I kom forbi i går. Måske besøger I Revolutionsmuseet og lærer lidt om landet, I skal rejse rundt i og hvilken betydning revolutionen har haft for Cuba og cubanerne. For en lidt anderledes oplevelse, kan I også besøge det flotte palæ Habana 1791 i det gamle Havana, hvor det er muligt at få lavet sin egen parfume i en butik med et laboratorium, der ligner noget fra gammel tid.
Når I bruger en dag i Havana på egen hånd, får I virkelig fornemmelsen af stemningen i denne gamle koloniby, som er præget af smukke antikke bygninger, blomsterrige gårdhaver og mennesker, der bevæger sig på kryds og tværs af det hele, imens snakken går livligt. Havana er en by i et smukt forfald, som er en del af charmen ved denne storby. Her er gang i gaden, for når det er varmt, er det mere naturligt at være udenfor på gaden end indenfor. Slå jer ned et sted med en forfriskning og se på det hele og forestil jer, hvordan livet levedes her for 50, 100 eller 200 år siden. Her er masser at kigge på, så I kommer ikke til at kede jer.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 4 Havana – Trinidad
I dag kører I med bussen fra Havana til Trinidad, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste grundet sin skønhed og særlige charme med brostensbelagte gader mellem de maurisk inspirerede huses kulørte vinduesgitre og de røde teglsten. I løbet af dagene i Trinidad er der rig mulighed for at nyde denne smukke bys utroligt charmerende og unikke stemning.
Vi skal helt tilbage til 1514 for at finde året for Trinidad’s grundlæggelse. Byen var een af Cubas første bosættelser og i dag finder I her velholdte bygninger fra det 17., 18. og 19. århundrede. Trinidad regnes da også for en af de bedst bevarede koloniale byer i verden. Den spanske conquistador Hernan Cortés sejlede fra Trinidad, da han sammen med sine mænd begav sig imod Mexico, hvor hans mål var at udvide det daværende spanske imperium i den Nye Verden ved at erobre nyt land.
Der er stort set ingen biler i midten af byen, hvilket er rigtigt rart, når man slentrer rundt i gaderne. Husk også at lægge mærke til, hvor I kan få et kig ind i de fine små gårdhaver, hvor der typisk er både små springvand og eksotiske planter og meget andet. Trinidad er simpelthen en spændende kulturhistorisk by med utallige smukke bygninger, og cubanerne forsømmer da heller ingen lejlighed til at tale om dette smukke sted. Her er masser af muligheder for at gå rundt i byen, sætte jer ned og slappe af eller gå på opdagelse i bjergene eller slappe af på den dejlige strand lige i nærheden. Byen er en af Cubas sande perler, og her kan I opleve det hele i ro og mag, efter I har tjekket ind på jeres casa.
Efter I har hvilet jer lidt, anbefaler vi en spadseretur rundt i byen, der ikke er større end, at den er til at overskue. Her er snævre og pittoreske gader, der mange steder er brolagt med gamle uregelmæssige brosten. Sæt jer evt. ned på byens centrale torv, Plaza Mayor, som er byens midtpunkt både om dagen og om aftenen, hvor der er liv og fest, når de lokale ruller sig ud i gadebilledet med virtuose salsatrin. I kan også besøge baren La Canchachara, der er opkaldt efter en lokal cocktail, der består af rom, honning, citronsaft og isterninger.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 5 Trinidad
I har dagen på egen hånd til at kigge jer endnu mere om i Trinidad. Hvis I vil udenfor byen lidt, kan I også køre ud til Sukkermøllernes Dal, Valle de Los Ingenios, hvor slaverne i Cuba tidligere arbejdede med sukkerrør. Her kan I kravle op i Manaca Iznaga-tårnet og nyde den flotte udsigt over dalen. I gamle dage brugte plantageejerne tårnet til at overvåge deres slaver. Her kan I også nyde endnu en cocktail.
Her findes også naturparken Topes de Collantes, også kendt som El Parque en Cubano, som I kommer til ad snoede bjergveje til det frodige naturområde.
Undervejs oplever I den flotte udsigt over Trinidad og det Caribiske Hav.
På den guidede tur lærer I om flora og fauna, og I vandrer ad små stier og bader i områdets klare naturpools.
I kan også tage en tur til stranden, som ligger tæt på byen og er rigtigt lækker.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 6 Trinidad – Cayo Santa Maria
Efter en spændende uge rundt i Cuba er det blevet tid til at nyde en af de smukke hvide sandstrande, som Cuba er så kendt for. I kører i dag til Cayo Santa Maria fra Trinidad.
I skal bo på Hotel Golden Tulip Aguas Claras, der ligger direkte ved stranden. Det er et 4-stjernet all inclusive resort, som en del af jeres ophold.
Overnatning: 4-stjernede Hotel Golden Tulip Aguas Claras eller lignende – mulighed for opgradering
Måltider: All inclusive
Dag 7 – 9 Cayo Santa Maria
Første hele dag med afslapning i Cayo Santa Maria. Hvis I på et tidspunkt vil noget andet end at ligge på stranden og slikke sol, er her muligheder for forskellige udflugter.
Spørg i receptionen på jeres hotel om, hvad der kan lade sig gøre.
Overnatning: 4-stjernede Hotel Golden Tulip Aguas Claras eller lignende
Måltider: All-inclusive
Dag 10 Cayo Santa Maria – Havana
Efter nogle dejlige dage i solen ved stranden, kører I tilbage imod Havana, hvor I kan nå at nyde en sidste aften, inden I flyver hjem næste dag.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 11 Havana – hjemrejse
Vi kører jer til lufthavnen, og I begynder jeres hjemrejse tilbage mod Danmark.
Overnatning: Ombord på flyet
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 12 Ankomst til Danmark
Efter en mellemlanding undervejs ankommer I til Danmark.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet undervejs.
Casas particulares – Bo privat
Casas particulares er den cubanske udgave af bed & breakfast. Ved at bo privat får I et helt unikt indblik i de cubanske familiers livsstil, familiemønstre og indretning samtidig med, at I kommer helt tæt på cubanerne.
I et casa er et eller flere af værelserne ofte indrettet, så de kan lejes ud til turister. Casa’erne er nøje udvalgt af vores lokale samarbejdspartner og alle har eget toilet og bad.
Som regel er en af stuerne indrettet som en ”mini restaurant”, hvor der serveres morgenmad. Frokost og aftensmad kan også bestilles i casa’erne – og ofte er maden her bedre end den, I får på restauranterne ifølge vores mange rejsende og ikke mindst os selv. Din lokale ”familie” hjælper jer gerne med det meste – et lokalt telefonopkald, transport, bestilling af udflugter, hvor I finder jeres souvenirs eller fx en hæveautomat.
Alle casas er godkendt af den cubanske stat, og det sikrer, at I får gode oplevelser hver gang. Vi anbefaler jer varmt at bo i casa og få en fantastisk oplevelse på ægte cubansk!
Bemærk: Når I bestiller rejsen, oplyser vi ikke præcist, hvilket casa particulares, I skal bo i, da de først bliver fordelt tæt på afrejsedatoen.