Dagsprogram
Dag 1: Afrejse til Cuba og transport til vores hotel i Havana
Vi rejser til Cuba fra enten København eller Billund og lander i Havana henad aftenen. Vores rejseleder henter os i Jose Marti internationale lufthavn og kører os til Hotel Sevilla Habana i Havana. Hvis vi har energi til det efter flyrejsen, kan vi gå ud og spise en sen middag i den spændende by.
Overnatning: Hotel Sevilla Habana by MELIÁ
Dag 2: Heldagstur til Viñales-dalen
Efter tidlig morgenmad på hotellet begiver vi os på en spændende tur til Viñales-dalen, hvor vi skal nyde det fredfyldte, overnaturligt smukke landskab med de billedskønne Mogotesbjerge i baggrnden. Her dyrkes bladene til de berømte cigarer og mange af de skønne eksotiske frugter.
Vi bruger dagen på at lære den fantastiske natur i Viñales-dalen nærmere at kende og skal også besøge Cueva del Indio, en gammel indiansk grotte, hvor der løber en underjordisk flod, som vi sejler en tur på. Vi besøger et lokalt økologisk landbrug og lærer om de medicinske planter de dyrker og de bæredygtige metoder, der bruges i området og vi besøger en lokal tobaksfarmer, hvor vi får et indblik i en cubansk tobaksbondes liv og produktion af tobaksplanter. Her viser bonden, hvordan han ruller sin helt egen beholdning af de berømte cubanske cigarer, og vi får også en rundvisning på tobaksfabrikken, hvor bondens høst bliver raffineret.

Overnatning: Hotel Sevilla Habana by MELIÁ
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 3: Byrundtur i Havana med kørsel i amerikanerbiler og besøg på tobaksfabrik mm.
I dag skal vi ud at opleve Havana. Vi bliver hentet om morgen til en pragtfuld panoramisk byrundtur i en af de gamle ikoniske amerikanerbiler, så vi rigtigt kan nyde den cubanske kultur. Chaufføren fortæller os, hvad vi oplever på turen som primært går gennem det moderne Havana og vi får en fantastisk udsigt til den lange havnepromenade El Malecon, og ser blandt andet Revolutionspladsen, universitetet i Havana samt den storslåede Colón-kirkegård. Efter køreturen besøger vi en tobaksfabrik i Havana og begiver os derefter på en spændende gåtur gennem den gamle bydel og de fire koloniale grundlæggelsestorve: Plaza de Armas, Plaza de San Francisco, Plaza Vieja og Plaza de la Catedral.
Vi spiser frokost på La Bodeguita del Medio og nyder en Mojito med hinanden sammen med vores frokost. Eftermiddagen har vi på egen hånd og her kan vi gå på opdagelse i byen eller slappe af på en hyggelig cafe til tonerne af cubansk salsa musik. Aftensmaden nyder vi individuelt eller sammen, som vi har lyst til.
Overnatning: Hotel Sevilla Habana by MELIÁ
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 4: Havana – dagen er til fri disposition
I dag er det tid til, at vi på egen hånd oplever livet i Havana og der er et hav af forskellige muligheder, som vores rejseleder gerne gennemgår og hjælper med at booke op eller anvise til. Havana summer af liv og sjove og imødekommende cubanere. Besøg de små gader og spis en god frokost med en forfriskende mojito eller læg vejen forbi rommuseet og lær om romproduktionen og få en smagsprøve med på vejen. Eller måske har du lyst til en shopping-tur eller til at tage en tur med en af de røde hop-on/hop-off-busser, der kører i Havana eller måske har du mere lyst til en sejltur eller til at besøge stranden, som ligger lidt øst for Havana. Der vil blive foreslået forskellige aktiviteter og tilkøbsture, som vi sammen eller hver for sig kan begive os ud på – f.eks. udflugt i Hemingways fodspor. Om aften kan vi spise en god middag sammen og måske udforske nattelivet i Havana med levende salsamusik på en hyggelig bar.
Overnatning: Hotel Sevilla Habana by MELIÁ
Måltider: Morgenmad
Dag 5: Afrejse fra Havana mod Trinidad – besøg i Cienfuegos undervejs
Vi forlader Havana tidligt om morgenen efter morgenmad på hotellet og kører mod den smukke by Trinidad. På vejen hertil stopper vi i Cienfuegos, hvor vi skal på guided byrundtur og udforske den hyggelige og charmerende by, der også kaldes for Sydens perle (“Pearl of the Sounth”) af cubanerne selv. Byen blev i sin tid grundlagt af franske emigrater, hvilket ses i arkitekturen og de brede boulevarder og grønne parker. Cienfuegos kom på UNESCOs verdensarvsliste i 2005. Vi spiser frokost (inkl. drink) på Club Cienfuegos inden vi fortsætter mod Trinidad.
Efter ca. 1 times tid ankommer vi til den smukke velbevarede kolonialby Trinidad, hvor vi skal prøve at bo på den cubanske version af et bed and breakfast – kaldet for casa particulares. Vi skal bo privat på et cubansk casa particulares i 3 nætter i Trinidad. Når vi er godt indkvarteret, lader vi Trinidad danne rammen for mange gode timers slentren omkring i byen, hvor vi kan lade os fascinere af de smukke, gamle farvestrålende bygninger og opleve de brostensbelagte gader i det bilfri centrum. Trinidad siges at være Latinamerikas højborg for arkitektur i den traditionelle spanske kolonistil. Med hjælp fra UNESCO er mange af de gamle bygninger nu renoveret, og hele området er i dag erklæret for verdenskulturarv. Vi finder en hyggelig restaurant eller fortovscafé hen mod aften for de af jer, der har lyst til at spise middag sammen.
Overnatning: Casa particular i Trinidad del Mar
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 6: Byrundtur i Trinidad med museumsbesøg, salsaundervisning mm.
Efter morgenmad på vores private casa tager vi sammen på en guided byrundtur i Trinidad for at opleve den tidligere koloniby og lære mere om byens spændende historie. Vi går gennem hovedgaderne og de koloniale torve, herunder Plaza Mayor og Plaza del Jigue og vi lægger vejen forbi nogle af de mange spillesteder og små markeder, der findes overalt i byen. Vi besøger også et af de lokale museer.
Efter rundturen er det tid til frokost (inkl. drink) på den hyggelige lokale “El Dorado Restaurant“, så vi kan få lidt i maverne inden vi senere på dagen skal prøve kræfter med at udarbejde cubanske drinks på et cubansk cocktail-kursus. Her får vi undervisning så vi blandt andet kan lave den kendte Mojito. Derefter er det nemlig tid til 1 times salsaundervisning. Alle kan være med, lige gyldigt om man har prøvet den latinamerikanske danseart før eller ej.
Efter en begivenhedsrig dag, har vi valgt at lade aftenen være til fri disposition.
Overnatning: Casa particular i Trinidad del Mar
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 7: Trinidad – dagen er til fri disposition
Dagen er til fri afbenyttelse. Nyd de mange spændende og hyggelige gader og markeder som findes i Trinidad – eller besøg de mange gallerier og kunsthåndværksbutikker og sug den autentiske caribiske atmosfære til dig. Vores rejseleder hjælper gerne med at arrangere individuelle ture f.eks. til “Topes de Collantes“, der er de skønne bjerge, som omgiver Trinidad. I kan også leje en cykel, eller tage en afslappende sejltur i en katamaran eller en vandretur i den tropiske skov “Trinitopes“. Mulighederne er mange og det er helt op til dig, hvad du har lyst til at foretage dig denne her dag i Trinidad.
Om aftenen kan vi finde en hyggelig restaurant og nyde en middag sammen og finde små hyggelige spillesteder, hvor vi kan nyde den rytmiske cubanske musik og kølige drinks.
Overnatning: Casa particular i Trinidad del Mar
Måltider: Morgenmad
Dag 8: Afrejse fra Trinidad mod Varadero – besøg i Santa Clara undervejs
Vi tager afsked med vores private indkvartering i Trinidad og kører mod Varadero. Vi har valgt at gøre dagen til en udflugtsdag, da der er så meget at opleve på vidunderlige Cuba, så vi lægger ud med at besøge Sukkermøllernes dal, hvor spanierne i sin tid dyrkede sukkerrør med hjælp fra afrikanske slaver og vi gør holdt ved Manaca Iznaga tårnet, der troner over sukkerrørs plantagerne. Herefter kører vi mod Santa Clara, der ligger cirka halvvejs mod Varadero. I Santa Clara skal vi på en panoramisk byrundtur og bl.a. se Che Guevaras mindesmærke og mausoleum på Revolution Square, hvor der brænder en evig flamme til ære for den cubanske frihedskæmper.
Vi gør stop ved den lokale restaurant “Los Caneyes“, hvor vi spiser frokost (inkl. drink) inden vi kører mod vores sidste destination på rejsen. I løbet af eftermiddagen ankommer vi til Varadero, der er kåret som en af verdens bedste strande. Her tjekker vi ind på vores 4-stjernede hotel og kan nyde resten af dagen i de smukkeste omgivelser.
Overnatning: ****Hotel Barcelo Solymar i Varadero
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 9: Varadero – frie dage til at nyde solen og stranden
De kommende dage er til egen disposition og du kan frit nyde at opholde dig på en af verdens smukkeste strande alene eller i godt selskab med andre fra rejsegruppen. Du kan også tage på en katamaran-tur omkring øerne nord for Varadero eller leje snorklingsudstyr og udforske det smukke Caribiske koralrev. Varadero er en 20 km. lang landtange og er Cubas ældste ferieby. De første 5 km. består af Varadero by, som rummer små turistmarkeder, mindre butikker og restauranter. Stranden er helt fantastisk og løber langs hele tangen.
Vi skal bo på det 4-stjernede all inclusive-hotel Barcelo Solymar i Varadero, så alle måltider samt drikkevarer er inkluderet i prisen. Hotellet har et hyggeligt pool-område og tilbyder flere gratis aktiviteter i løbet af dagen.
Overnatning: ****Hotel Barcelo Solymar i Varadero
Måltider: All-inclusive
Dag 10: Varadero – frie dage til at nyde solen og stranden
Dagene til fri afbenyttelse. Er I morgen-mennesker, anbefaler vi en tur på stranden tidligt om morgenen. Her kan man nyde synet af pelikaner, der dykker efter deres morgenmad. Er I ikke til at dase hele dagen ved poolen eller på stranden, er det måske noget for jer at tage en vandretur rundt i Varadero by eller tage en tur med en katamaran til den såkaldte Hvide Ø eller måske en snorkeltur ud til Saturn-grotterne. Der er nok at foretage sig i Varadero.
Overnatning: ****Hotel Barcelo Solymar i Varadero
Måltider: All-inclusive
Dag 11: Varadero – frie dage til at nyde solen og stranden
Så er vi nået til sidste hele dag på vores hyggelige tur rundt i Cuba. Nyd solen, havet, den hyggelige by og de mange faciliteter på hotellet og køb eventuelt et par souveniers med hjem til venner og familie. Om aftenen på denne sidste hele dag mødes vi til en hyggelig afskedsmiddag på hotellet.
Overnatning: ****Hotel Barcelo Solymar i Varadero
Måltider: All-inclusive
Dag 12: Afrejse fra Varadero med privat transfer til Havana og afrejse mod Danmark
Så er vi nået til sidste dag på vores hyggelige tur rundt i Cuba. Vi har lige tid til en dukkert og de sidste indkøb, inden vi bliver hentet og kørt til Havanas lufthavn.
Overnatning: Ombord på flyet
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 13: Ankomst til Danmark
Vi flyver samlet til Paris, hvor vores veje skilles. En dejlig tur er slut, og vi vender hjem med kufferten fuld af gode oplevelser og nye venner og bekendtskaber.