Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark – Ankomst Den Dominikanske Republik
I rejser fra Danmark om morgenen, og efter et stop i Paris flyver I videre til Caribien og lander i Den Dominikanske Republik. Efter I er kommet vel igennem indrejseproceduren og har fået jeres bagage, finder I jeres transfer og tager til jeres hotel. I hovedstaden Santo Domingo i Den Dominikanske Republik bor der omkring 3 millioner indbyggere, og det kan ses på trafikken og travlheden.
Hovedstaden Santo Domingo er Caribiens ældste by og den første europæiske by i Amerika. Den er altid et besøg værd. Her kan I udforske kolonial historie og kultur fra spaniernes tidlige år i “Den Nye Verden”. Den koloniale bydel i Santo Domingo er populær med sine fine, koloniale huse og autentiske caribisk stemning. Der er flere museer og kirker som er værd at bruge lidt tid på.
Nogle har sammenlignet Santo Domingo med Havana i Cuba, og flere film om Cuba er da også optaget her. Men man skal nok nedjustere forventningerne en smule, hvis man har besøgt Cuba først. Nok er her fint og smukt, men det er kun en ganske lille del af byen, som er historisk intakt. I Santo Domingo finder I et stort marked kaldet Mercado Modelo, hvor I kan finde alle de sjove souvenirs, I ønsker jer. Nogle er rigtig pæne og andre er det rene skrammel – men det er altid sjovt at prutte lidt om priserne. I øvrigt også et godt sted at mærke den lokale stemning. Det kan især anbefales at købe rom, kakao og kaffe med hjem. Det produceres lokalt og i fin kvalitet.
Overnatning: Hotel i Santo Domingo
Måltider: Morgenmad
Dag 2 – 3 Tid på egen hånd
Oplevelser på egen hånd i Santo Domingo og omegn.
Overnatning: Hotel i Santo Domingo
Måltider: Morgenmad
Dag 4 Santo Domingo – Las Terrenas
I dag kører I videre ud til Las Terrenas via frugtbare og grønne dale. I skyggen af de høje træer gror der kakaobønner, som tit ligger til tørre langs vejen. Her finder I også bananer, papaya og mango. Efter nogle timers transport når I frem til Las Terrenas på Samana-halvøen. Halvøen er et sandt paradis med uberørte strande, klare bække, klipper og et rigt fugleliv. De smalle, snoede veje bugter sig mellem grønne bakker og afslører den ene flotte udsigt over havet efter den anden. Samana har en del at byde på fra de smukke strande i Las Terrenas til vandfaldene midt på øen og til nationalparken Los Haities på den anden side af Samana-bugten. Samana er dog mest kendt for Cayo Levantado – også kaldet Bacardi-øen, som er en lækker paradisø ud for hovedbyen på Samana i syd. Mellem midten af januar og midten af marts valfarter alle landets turister til Samana-bugten for at se de store pukkelhvaler boltre sig. Det er uden tvivl det bedste sted i verden at opleve disse store dyr på nært hold.
Las Terrenas er en by, hvor den autentiske hverdag skinner igennem. Her er primært kun små shopping-gader, hyggelige restauranter med en lokal stemning og musikbarer, der genlyder af den karakteristiske caribiske musik. Livet i byen summer. På stranden føler man sig som i paradis med hvidt, finkornet sand og azurblåt vand, så langt øjet rækker. Sid med tæerne i sandet og nyd en lokal tilberedt hummer.
Overnatning: Hotel i Las Terrenas
Måltider: Morgenmad
Dag 5 – 6 Tid på egen hånd
Oplevelser på egen hånd i Las Terrenas og omegn.
Overnatning: Hotel i Las Terrenas
Måltider: Morgenmad
Dag 7 Las Terrenas – Punta Cana
I dag kører I rejsens længste tur, hvor I skal ud til de berømte strande i Punta Cana. “La Punta” betyder på spansk “spidsen” eller “punktet”, og “Cana” er en bestemt type palmetræ, som er udbredt i området. De fleste turister der ankommer til området tror, at når de ankommer til Punta Cana, så ankommer de til en by af dette navn. Hvad de ikke ved er, at “byen” er delt op i mange forskellige dele, som hver har sit eget navn. Således strækker “byen” sig ca. 60 kilometer langs den dominikanske østkyst og består af områderne Cabeza de Toro, Bávaro, Los Corales, El Cortecito, Arena Gorda, Macao og Uvero Alto.
For at gøre tingene lidt nemmere kalder de lokale hele området for Punta Cana i daglig tale – og mange af hotellerne inkluderer Punta Cana i deres navn – også selvom de rent faktisk ikke ligger i Punta Cana. De næste mange dage har I tiden på egen hånd til at opleve Den Dominikanske Republik. Brug dagene på afslapning ved de hvide sandstrande, afprøv nogle af de mange vandsportaktiviteter hotellet tilbyder eller se, hvilke udflugter I kan tage på. Besøg nogle af de mange parker i området, hvor I blandt andet kan zipline, bade i det klareste vand fra undergrunden i Hoyo Azul, eller I kan besøge Choco Museo og lære lidt om chokolade og dens historie.
Overnatning: Hotel i Punta Cana
Måltider: All inclusive
Dag 8 – 10 Punta Cana – Tid på egen hånd
Oplevelser på egen hånd i Punta Cana og omegn.
Overnatning: Hotel i Punta Cana
Måltider: All inclusive
Dag 11 Afrejse fra Den Dominikanske Republik
I dag går rejsen hjemad. Flyet går først sen eftermiddag/tidlig aften, så I kan stadig nå en tur på stranden eller shoppe de sidste souvenirs med hjem. Når afgangstiden nærmer sig, tager I ud til lufthavnen. Husk at være i god tid.
Overnatning: Ombord på flyet
Måltider: Forplejning ombord på flyet
Dag 12 Ankomst hjemme i Danmark
Efter en nats flyvning og stop i Paris, lander I hjemme i Danmark hen ad formiddagen/eftermiddagen.