Dagsprogram
Dag 1 (søndag) Afg. København kl. 18.00
I checker ind på jeres krydstogtskib MSC Meraviglia i løbet af eftermiddagen og i god tid inden afgangen fra Københavns Havn kl. 18.00. Sørg for at være ombord mindst to timer før skibets planlagte afgangstidspunkt. Bemærk at I altid kan ringe til skibet, hvis I bliver forsinket. Det korrekte telefonnummer står på jeres billet.
Vi anbefaler også, at I pakker en lille håndbagage med det mest nødvendige til de første par timer ombord, da det kan tage lidt tid, før besætningen bringer jeres bagage op til jeres kahyt.
Efter I er kommet i stand i jeres kahyt, er der masser af tid om aftenen til at udforske skibets mange restauranter og barer og finde en hyggelig krog, hvor I kan sidde og hygge, mens I kan betragte sejladsen ud ad et vindue eller på dækket, hvis vejret er til det.
Dag 2 (mandag) Til søs
I tilbringer hele denne dag til søs, hvor I har masser af tid til nyde skibet og jeres kahyt.
Dag 3 (tirsdag) Helsinki, Finland
Helsinki er Finlands levende og urbane hovedstad, der ligger ved den Finske Bugt ud til Østersøen, og som er landets førende søfartsby. Det er en unik og mangfoldig by, hvor det traditionelt eksotiske fra de slaviske lande møder den moderne skandinaviske livsstil. Helsinki er en ungdommelig og afslappet by, hvor det kosmopolitiske livssyn lever i harmoni med naturen. Byen er verdens næstnordligste hovedstad. Her er masser af ting at se.
Temppeliaukio-kirken fra 1969 er hugget ud af granitten i det naturlige finske grundfjeld og er en af de mest populære turistattraktioner i Helsinki. De indvendige mure er skabt ud af klippen, hvilket giver en fremragende akustik, som gør den velegnet til koncerter, som både lokale og turister har mulighed for at opleve. Måske I er heldige, at der er musik i kirken, når I besøger den.
Fæstningen Suomenlinna er et stort syn, når I besøger Helsinki. Den ligger på en gruppe klippefyldte øer i skærgården ud for Helsinki. Fæstningen består af et uregelmæssigt netværk af bastioner. Sveaborg blev bygget under svensk styre i midten af 1700-tallet som en maritim fæstning for flådebasen. Under russerne blev fæstningen udvidet mod havet og på fastlandet. Den er i dag på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Og så skal der også være lidt til det useriøse ben: Hvis I aldrig før har spist rensdyr og drukket øl i en traktor, så har I muligheden for det på Helsinkis traktorpub Zetor. Her er det meningen, at turister i sandhed kan opleve, hvordan det er at være finsk. Stedet er indrettet med rå beton, træstubbe som sæder og renoverede 1950’er Zetor-traktorer.
Pubben ligger lige over for centrale-stationen og igennem en passage.
Dag 4 (onsdag) St. Petersborg, Rusland
Sankt Petersborg, der tidligere hed Petrograd og Leningrad, ligger i det nordvestlige Rusland ved mundingen af floden Neva og ud til den Finske Bugt. Sankt Petersborg er Ruslands næststørste by med hele 5 millioner indbyggere og regnes i dag for at være en af verdens smukkeste byer med sine mange fantastiske bygningsværker, broer og flotte kanaler. Derudover har byen også en imponerende historie, hvilket alene tre forskellige navneperioder vidner om.
Her skal I selvfølgelig se det verdensberømte Vinterpalads, hvor en af de forhenværende zarer i sin tid boede. Her ligger også Eremitagemuseet, der indeholder en af verdens største kunstsamlinger. Se også Opstandelseskirken (eller Blodskirken) med sin smukke facade og farverige spir og Peterhof Paladset. Endnu et utroligt smukt palads med et stor springvand og et tilhørende havekompleks. Paladset bliver også kaldt for det Russiske Versailles.
Dag 5 (torsdag) Tallinn, Estland
I det nordlige Estland finder I landets hovedstad Tallinn. Her får I med det samme en middelalder-vibe, når I træder i land med byens centrum’s gamle velbevarede gader og bygningsværker fra middelalderen, der i 1997 kom med på UNESCO’s Verdensarvsliste. Her er gamle kirker, bymure, og pladser med et livligt handelsliv, hvor restauranter, cafeer og butikker ligger side om side og beværter byens mange besøgende.
Den gamle bydel er et must og helt uundgåelig at komme udenom i Tallinn. Se blandt andet Viru Gate, som er en del af den gamle bydel, hvor byens handelsmænd i sin tid levede og arbejdede. I dag er det Tallinns mest populære shoppinggade og den mest livlige del af byen. I hjertet af Tallinn ligger den smukke rådhusplads omgivet af gamle huse og små restauranter.
Hvis I har tid, kan I få jer et godt og flot udsyn over byen fra Toompea-bakken, der ligger bag den gamle bydel. På bakken ligger også Toompea-slottet, som er en gammel dansk borg grundlagt helt tilbage i 1229.
Dag 6 (fredag) Til søs
I sejler hele dagen til Kiel.
Dag 7 (lørdag) Kiel eller Warnemünde, Tyskland
Det varierer på det her krydstogt om skibet lægger til i Kiel eller Warnemünde
Kiel
Om morgenen lægger skibet til kajs i Kiel i det nordlige Tyskland ud til Østersøen. Byen er kendt for sin havn, hvor skibsbygning er en stor industri og dele af den tyske flåde holder til. Derudover har havnen også været vært for sejlads to gange under de Olympiske Lege i henholdsvis 1936 og 1972. Store dele af Kiel blev kraftigt bombarderet under 2. Verdenskrig, hvilket har resulteret i at de fleste af byens bygningsværker er opført i moderne arkitektur.
Hvert år den sidste uge i juni afholdes et af verdens største kapsejlads i Kiel, Kieler Woche, og byen forvandles til en stor folkefest i en hel uge.
Her er også Laboe Naval Memorial, som er et 72 meter højt tårn til ære for faldne soldater af alle nationaliteter under 1. og 2. Verdenskrig. Og byens Nikolaikirche er én af de ældste bygningsværker her, der daterer tilbage til det 13. århundrede.
Warnemünde
Byen ligger ved byen Rostock ud til Østersøen i det nordlige Tyskland. Den er en kendt badeby med en 3 km lang sandstrand med fremragende bademuligheder og hyggelig ferieatmosfære. Her er kanaler, cafeer, restauranter og gamle fiskerbåde, der ligger til kaj i kanalerne. Her er også tid til at besøge den større by Rostock, der ligger 10 min væk med tog. Her kan I blandt andet besøge Rostock’s zoologiske have eller den morsomme forlystelsespark Karls Erlebnis Dorf.
Dag 8 (søndag) Ank. København kl. 09.00
I sejler hele natten og ankommer til København om morgenen, hvor der er tid til at spise morgenmad, inden I checker ud fra krydstogtskibet.
Der tages forbehold for ændringer i rejseprogram på grund af vind og vejr og tilgængelighed af endelige kajpladser og ankerpladser.