Dagsprogram
Dag 1 Danmark – New York
Ankomst til New York. Når I har fået bagagen og har passeret både told og immigration, finder I ind til jeres hotel. Her bor I de første 2 nætter.
Velkommen til The Big Apple – en oplevelse I med sikkerhed aldrig vil glemme. New York er en verdensmetropol, byen er fuld af følelser, dynamik og mange forskellige nationaliteter. Her har I tid til at opleve de mange ikoniske seværdigheder, såsom Empire State Building, Ellis Island, Frihedsgudinden, Central Park, Washington Square Park, Rockefeller Center, Times Square, Bronx Zoo, musicals og teater på Broadway, Metropolitan Museum of Art og Guggenheim – for bare at nævne en håndfuld af de mest kendte steder, som venter jer. Mulighederne er uendelige og der er noget for alle i New York.
Overnatning: New York
Dag 2 New York
I har en hel dag i New York. Luksusbutikkerne på 5th Avenue og Madison Avenue lokker, og på særlige tider af året kan man endvidere opleve New York Halloween Parade i Greenwich Village, Tribeca Film Festival og gratis koncerter i Central Park. Dagen er sat af til oplevelser på egen hånd og I kan derfor bruge dagen på afslapning og hygge i de mange forskellige parker eller tage på den store sightseeing tur. Manhattan er nem at komme rundt på og er ikke større, end at man kan besøge mange af seværdighederne til fods. Det er dog nødvendigt at tage subway eller taxa, når man skal fra det centrale Manhattan til Financial District, hvor bl.a. Wall Street, Ground Zero og færgen til Frihedsgudinden ligger.
Overnatning: New York
Dag 3 New York – Ichaca 450 km.
I dag skal i hente jeres lejebil, da I nu forlader New York og kører mod vest. Turen gennem det store landbrugsområde nordvest for New York, er meget smukt. I kommer gennem områder som Hudson Valley og Catskill Mountains. Sidstnævnte får I chancen for at komme i nærkontakt med, når I kører ad den naturskønne Highway 28 med flot kuperet terræn og store skovområder. Tag evt. en pause undervejs og nyd stilheden i den fantastiske natur. Dagens mål er byen Ithaca, hvor I skal overnatte.
Overnatning: Ichaca
Dag 4 Ichaca – Niagara Falls 280 km.
I dag fortsætter turen videre vestpå, mod det betagende vandfald Niagara Falls. Turen går via Finger Lakes-regionen. Finger Lakes er en række aflange søer, som udgør et af New York States bedste vindistrikter med mange lokale vingårde. Dagens slutdestination er det spektakulære Niagara Falls. I tilbringer resten af dagen her. Vandfaldene opstår fordi Lake Erie’s vandspejl ligger lidt højere end Lake Ontario. Vandet løber derfor naturligt mod nordøst over i Lake Ontario og videre ud i Atlanterhavet. Søerne udgør den naturlige grænse mellem USA og Canada.
Langt de fleste turister, der besøger Niagara Falls, kommer sydfra. Derfor er den amerikanske side af grænsen det naturlige udgangspunkt for de fleste besøgende. Herfra kan I nyde vandfaldet American Falls med en bredde på 330 meter og et fald på 55 meter, samt det noget smallere vandfald Bridal Veil Falls, også med et fald på 55 meter. Ønsker I at komme nærmere på vandfaldene, kan I tage en sejltur med ’Maid of the Mist’, hvis vejret tillader det. Her iklæder alle sig regntøj, for så at blive sejlet helt tæt på de brusende vandmasser. Det er en sjov oplevelse for både børn og voksne.
På trods af udsigtstårne på den amerikanske side, bør I absolut også besøge den canadiske side. Fra den canadiske side af grænsen, er der stort set fri udsigt til det 750 meter brede Horseshoe Falls med et fald på 52 meter. Det er uproblematisk at krydse grænsen mellem USA og Canada i en lejet bil, men husk ALTID passet. I kan også vælge at parkere bilen på den amerikanske side og krydse grænsen til fods over broen og bruge resten af dagen på den canadiske side. Her findes spisesteder og mest af alt minder området her om et tivoli med deres mange farverige butikker og små forlystelser. Tilbage på den amerikanske side kan I også tage ned til vandfaldene efter mørkets frembrud. Her forvandles vandfaldene til et lysshow med adskillige farver.
Overnatning: Niagara Falls
Dag 5 Niagara Falls – Corning 240 km.
Har I ikke fået nok af Niagara Falls, kan formiddagen bruges på endnu en tur langs de fascinerende vandfald og omkringliggende stier, inden turen fortsætter mod Corning. I kan også vælge at tage en afstikker til Canada, da millionbyen Toronto kun ligger halvanden times kørsel fra Niagara Falls. Toronto har en del at byde på. Ellers kører I denne dag til Corning. Corning i New York State er kendt for verdens største glasmuseum, Corning Museum of Glass. Det omfatter en samling af historiske glas fra flere tusinde år.
Overnatning: Corning
Dag 6 Corning – Lancaster 325 km.
I kører i dag på smukke og naturskønne veje over Appalachian Mountains i Pennsylvania for at komme til dagens mål, byen Lancaster. Området er berømt for Amish folket, der lever deres liv som i det 17. århundredes Europa. Hovedparten af amish-folket kører stadig den dag i dag i hestevogn og I vil sikkert møde hestevogne, når I kommer til Lancaster. Amish-folket er dog ikke åbne over for turister, så hold igen med kameraet når I møder Amish-folk klædt i de traditionelle klæder. Enkelte gårde er åbne for turister, hvor I kan lære om Amish-kulturen og købe nogle af de lokale varer.
Overnatning: Lancaster
Dag 7 Lancaster – Washington D.C 220 km.
Vi anbefaler, at I starter med at suge den lokale atmosfære til jer, inden turen fortsætter mod USA’s hovedstad Washington D.C. der står for ’District of Columbia’. For at byen Washington ikke skulle ligge i en bestemt stat, oprettede man for retfærdighedens skyld et helt nyt distrikt. Køreturen hertil tager under 2 timer, så I har hele eftermiddagen til at nyde den grønne hovedstad. Med sine brede boulevarder og mange grønne parker er Washington en lys og luftig by. Faktisk er Washingtons boulevarder årsag til, at Washington er en af USA’s mest cykelvenlige byer. Det er derfor oplagt at leje cykler under et ophold i Washington.
I kan dog ikke komme på besøg på byens to mest berømte adresser: Det Hvide Hus på 1600 Pennsylvania Avenue NW og Pentagons enorme femkantede kontorbygning, der har holdt dørene næsten hermetisk lukkede for turister siden terrorangrebene den 11. september 2001. Heldigvis har Washington D.C. så meget andet at byde på. I skal se Lincoln Memorial, Jefferson Memorial, Washington Monumentet, Capitol, Union Station og Arlington kirkegården. Ingen andre amerikanske byer har så mange museer af så høj standard, som i Washington og mange er dem har endda gratis adgang. Vi anbefaler Air & Space Museum, Holocaust museet og Native American museet. Vi anbefaler også et besøg i bydelen Georgetown – her finder I mange gode restauranter og hyggelige barer.
Overnatning: Washington D.C
Dag 8 Washington D.C
I har nu en hel dag til at besøge de mange seværdigheder i denne unikke storby eller blot slappe af i en af byens mange parker. I stedet for at cykle eller køre, er ’DC Ducks’ et godt alternativ: På denne sightseeingtur kører/sejler I en tur med et amfibie-køretøj fra 1942. Turen varer knap 1 time og 45 min. En time på land og ca. 45 minutter til vands.
Overnatning: Washington D.C
Dag 9 Washington D.C – Philadelphia – Hjemrejse
Efter nogle indtryksfulde dage i Washington D.C. fortsætter turen tilbage mod New York og jeres hjemrejse. På vejen kan I stoppe i Philadelphia. Her kan I se Liberty Bell og Independence Hall, hvor uafhængighedserklæringen blev underskrevet. Efter dette besøg fortsætter turen mod udgangspunktet – New York eller tilbage til Washington afhængigt af, hvor I flyver hjem fra. Når bilen er afleveret i lufthavnen er det tid til at begynde hjemrejsen.
Dag 10 Hjemkomst
I lander hjemme i Danmark.