Dagsprogram
Dag 1 Ankomst Atlanta
I ankommer til Atlanta international lufthavn i staten Georgia, hvor I henter udlejningsbilen når I er kommet igennem immigrationen. Herefter kører I til jeres hotel, hvor I har en enkelt overnatning. Georgia eller ”The Peach State” og Atlanta byder jer velkommen med den venlige sydstatscharme og byens mange gode restauranter og små butikker.
Overnatning: Atlanta
Dag 2 Atlanta – Nashville 400 km.
I dag begynder køreturen for alvor, og tager jer først til Nashville – countrymusikkens hovedstad.
Turen tager små 5 timer, så I har en halv dag til at opleve en række af attraktioner som Nashville har at byde på. I kan f.eks. tage en tur i Country Music Hall of Fame eller se Grand Ole Opry, Opryland U.S.A. og det kendte Printer’s Alley, hvor I blandt andet finder barer med live-musik. Nashville er også hjemsted for den eneste kopi af det græske Parthenon, som står i fuld størrelse. Er man interesseret i den slags, så er det bestemt et besøg vi vil anbefale.
Overnatning: Nashville
Dag 3 Nashville – Memphis 345 km.
I forlader countrymusikkens hovedstad og kører til blues-byen Memphis. Byen kombinerer charmen fra det gamle syden med det pulserende tempo i en moderne metropol. Tag en tur til midtbyen med den berømte Beale Street, efterfulgt af et besøg til Elvis Presleys paladsagtige hjem, Graceland. Er man musik interesseret byder det lille Sun Studios på et indblik i nogle af de største indspilninger fra blandt andet Johnny Cash, og I kan stå på selv samme sted som de store musikere.
Overnatning: Memphis
Dag 4 Memphis – Vicksburg 410 km.
Fra Memphis går turen sydover langs Mississippi-floden til I ankommer til Vicksburg. Den mest interessante attraktion i Vicksburg er National Military Park. Det 7,3 km2 store område viser de fantastiske fort og skyttegrave og artilleri-positioner genskaber forholdene under belejringen af Vicksburg i 1863 under den amerikanske borgerkrig. Byen byder på mange historiske bygninger og er et spændende stop på rejsen.
Overnatning: Vicksburg
Dag 5 Vicksburg – Natchez 140 km.
I dag går turen videre sydpå til Natchez via Trace Parkway, som har udviklet sig fra et indiansk spor til en postrute og til pionerernes hovedvej. I kører til Natchez, den ældste by i staten Mississippi, hvor mødet mellem det nye og gamle giver byen masser af charme. Der er mulighed for at besøge nogle af de mange plantager og hjem i Natchez området, f.eks. Burn, Dunleith, Melrose, Monmouth eller Longwood. Longwood er angiveligt det største ottekantede hus i USA. Konstruktionen blev påbegyndt omkring 1858, men blev aldrig færdiggjort.
Overnatning: Natchez
Dag 6 Natchez – New Orleans 285 km.
Mississippi bliver i dag lagt bag jer og I kører mod Louisiana og New Orleans. På vejen til New Orleans kan I overveje et stop i hovedstaden Baton Rouge, der ligger ved Mississippi floden. Baton Rouge byder på mange historiske bygninger og har et hav af gode restauranter. Fortsæt til New Orleans, en moderne by med rigtig sjæl. Besøg blandt andet ”Vieux Carre”, også kendt som det franske kvarter (French Quarter). Bydelen har smalle gader, en dejlig atmosfære, vidunderlige gamle bygninger, smukke gårde og et utal af gode musiksteder. New Orleans er kendt som en af de bedste kulinariske byer i USA, og de mange fremragende restauranter byder på et utal af de lækreste retter.
Overnatning: New Orleans
Dag 7 New Orleans
En hel dag i New Orleans, betyder at I f.eks. har mulighed for at komme bag scenen for magien af festivalen ’Mardi Gras’. I ser lidt af de enorme forberedelser, der går forud for det årlige optog. De flotte dragter og enorme figurer der kræver lang tids forarbejde.
I har resten af dagen til at udforske New Orleans. Besøg Jackson Square, Royal Street, Bourbon Street og de mange museer. Byen er berømt for dens flodbåde, svingende jazz, kreolske køkken samt en tilsyneladende endeløs parade af festivaler. Vi anbefaler, at I nyder en middag på en af byens mange lokale kreolske restauranter.
Overnatning: New Orleans
Dag 8 New Orleans – Florida Panhandle 390 km.
Rejsen fortsætter til den sukkerhvide strand ved Fort Walton Beach i Florida. I kører langs bugten ud til den Mexicanske golf, hvor de mange strande og små fiskerbyer ligger side om side.
I Fort Walton Beach bugner med mange restauranter langs vandet der alle byder på lækker seafood.
Overnatning: Florida Panhandle
Dag 9 Florida Panhandle – Tallahassee 280 km.
I dag går turen til Tallahassee, der er hovedstaden i staten Florida. I byen er der et stort IMAX teater, et Planetarium og flere interessante museer. Tallahassee er på mange måder det ”anderledes Florida”, da byen ligger inde i landet og der ikke er strand. Det gør dog på ingen måde byen mindre interessant da byen byder på mange muligheder. Om aftenen får I et svært valg mellem en lang række spændende restauranter, hvad enten det er amerikansk soul food eller om det er fancy restauranter, så har Tallahassee det hele.
Overnatning: Tallahassee
Dag 10 Tallahassee – Savannah 480 km.
Jeres tur går i dag tilbage til Georgia og byen Savannah, hvor man oplever den gæstfrihed, Sydstaterne i mange år har været kendt for. Byen har et hyggeligt historisk centrum, hvor brostensgader og gamle bygninger fra kolonitiden er flot velbevaret. Når mørket falder på kan I tage på en af de meget populære spøgelsesture. Turen går til de mest hjemsøgte steder i Savannah. Historier, eventyr og underholdning – En uforglemmelig tur! Om aftenen finder I også butikker og gode restauranter i det renoverede Waterfront område.
Overnatning: Savannah
Dag 11 Savannah – Charleston 190 km.
Dagen starter med en kort køretur til Charleston. På vejen bør I gøre stop i Beaufort, der har mere end hundrede huse fra før revolutionen. Oplevelserne i Sydstaterne fortsætter i Charleston. Den bedste måde at se byen på, er i hestevogn, hvor I får den bedste udsigt til arkitekturen og de mange historiske bygninger. Minder fra Borgerkrigen kan ses på ’The Battery’. Lidt uden for byen ligger Magnolia Plantation and Gardens, der også er et besøg værd.
Overnatning: Charleston
Dag 12 Charleston – Atlanta 510 km.
Den sidste dag med kørsel tager jer fra Georgias kyst tilbage til Atlanta, hvor det hele begyndte.
I Atlanta anbefaler vi Martin Luther King Jr. National Historic Site. Det er en meget interessant og rørende udstilling. I Atlanta kan vi endvidere anbefale Coca Cola museet, det store Georgia Aquarium og CNN.
Overnatning: Atlanta
Dag 13 Afrejse Atlanta
I er kommet til sidste dag i USA og Sydstaterne, men er nu mange minder rigere. Hvis jeres fly først afgår om aftenen, kan I eventuelt nå at se nogle af de seværdigheder, I ikke nåede dagen før.
Bilen afleveres i lufthavnen, inden i rejser hjem.
Dag 14 Hjemkomst
I lander i Danmark.
Der tages forbehold for ændringer i programmet kan forekomme.