Ulla Neubauer er en af Svane Rejser's rejseledere
Ulla Neubauer
Rejseleder
Ulla er en meget erfaren rejseleder, som har rejst med grupper i flere år og mange steder i verden.
Hvad er dine top 5 rejseoplevelser?
- Nil-cruise i Egypten – blot at drive med strømmen gennem det historiske land. Hvert stop undervejs byder på nye historiske oplevelser.
- Costa Ricas nationalparker langs vestkysten. Her gemmer der sig dyr, jeg aldrig troede evolutionen kunne tilvejebringe – og stranden ved Mario Antonio Nationalpark er en skjult perle.
- Rusland – både cruise på floderne og den transsibiriske jernbane. Natur og oplevelser kommer flyvende forbi, mens man nyder livet ombord. Og så er variationerne i besøgene langs ruten fantastisk. Fra de prangende metropoler til de bittesmå landsbyer – beliggende helt øde ude i en skov.
- Kina – Specielt Beijing med sin tusindårige historie midt i centrum.
- Interrail lige efter gymnasiet. En spontan tur i tog gennem Europa. Intet var planlagt hjemmefra, så hver morgen stod man op til nye eventyr og var ikke bundet af en tidsplan.
En sjov rejseoplevelse
På et krydstogt langs Grønlands vestkyst lagde vi til i en lille bygd midt i ingenting. Her boede Anne, der var bygdens ældste beboer – og så serverede hun kaffe for dronningen, da hun var på besøg nogle år tidligere. Byens kirkegård lå på toppen af en nærliggende klippe, og man kunne kun komme derop via nogle mere eller mindre faldefærdige trapper. Da jeg stod og så lidt skeptisk på trapperne, hankede Anne op i mig, og arm i arm fik vi forceret trapperne. Hun kunne meddele, at hun havde gjort det samme med dronningen, og straks følte jeg mig liiiidt mere royal.
Fortæl os om et kulturmøde
I Beijing havde jeg en lokalguide – Lille måne ridder – der til dagligt gik under det mere mundrette navn Kurt. Kurt havde fået en kæreste, der var meget interesseret i, hvad det var for nogle underlige skabninger, som Kurt fortalte hende om, når han om aftenen berettede om hint og hændt i løbet af arbejdsdagen og havde nævnt for hende, at jeg lavede musicals i Danmark. Kæresten inviterede mig derfor med til en korkoncert, som hun skulle deltage i, og via Kurt blev jeg udstyret med en adresse, som jeg blot skulle vise i taxaen. Fremme ved koncertsalen, der kunne rumme 2500 tilskuere, blev jeg gelejdet ned på 1. række, og her viste det sig, at jeg var den eneste udlænding i hele forsamlingen og derfor havde fået hæderspladsen som korets æresgæst. Efter koncerten kom alle sangerne ned til mig for at få kritik af deres optræden, og de brød nærmest sammen i glædestårer, da jeg fortalte at det var noget af det mest fantastiske jeg havde hørt.
Hvor rejser du oftest hen?
Jeg rejser verden rundt. Mit mål er at nå alle lande, inden jeg går på pension, men da det måske er lidt for ambitiøst, så er delmålet at komme op over 100 lande. Når jeg ikke er rejseleder på rundrejser i Caribien, Rusland eller Asien, så er det citybreaks i Europa eller et smut til det græske øhav, der får mig til at pakke kufferten. Men jeg rejser generelt derhen, hvor flyet bringer mig. Uanset om det er arbejde eller privat, så forsøger jeg at opleve mest muligt af verden.
Hvem rejser du oftest sammen med?
Qua mit job som rejseleder har jeg oftest gæster med, når jeg rejser. Privat er jeg enten alene afsted eller tager veninden med under armen, når turen går ud på nye oplevelser.
Hvilke anbefalinger har du?
“Don’t tell me how educated you are, tell me how much you traveled.” Profeten Mohammed
Frem for at anbefale nogle lande fremfor andre vil jeg i stedet komme med nogle få rejseanbefalinger:
- Læg alt det tøj, du har planlagt at tage med, frem på sengen. Læg nu halvdelen af det tilbage i skabet og pak resten ned til turen.
- Pak ALTID en lille lommelygte, et sy-sæt og et engangsregnslag.
- Husk at alle kulturer – heldigvis – ikke er ens. Tag forskellighederne som en oplevelse, så møder du mange nye venner.