Bo privat i Cuba på casa particulares
Er det bare en kliche, når rejsebureauer siger, at du kan bo “autentisk” i Cuba?
Hvordan finder man som rejsende de private indkvarteringer også kaldet casa particulares?
Kan man bo privat overalt i Cuba eller er det primært i Havana?
Når man bor privat i Cuba er det så midt inde i cubanernes hjem eller i et anneks ved siden af hjemmet?
Kan man få morgenmad, når man bor i et casa particulares?
Spørgsmålene er mange, når man som rejsende overvejer at bo privat i Cuba. Vi mener, at det er en fantastisk måde at bo på og svarer her på mange af spørgsmålene.
Du ser tit vendingen, hvis du regelmæssigt læser salgs-annoncer for rejser på nettet eller i aviser og blade: “du kommer til at bo autentisk i ældre, men charmerende hotel”.
At “bo autentisk” er vel nærmest blevet rejsebranchens ækvivalent til ejendomsmæglernes “havudsigt” – og det er svært at bebrejde dem, der føler, at vendingen er lidt slidt.
Men så er der jo ikke desto mindre de tilfælde, hvor vendingen virkelig kommer til sin ret og er en velplaceret og fuldt ud dækkende beskrivelse – og præcis sådan forholder det sig med de private indkvarteringer, du oplever som gæst i Cuba.
I den caribiske østat finder du autentiske private indkvarteringer med både sjæl og ægte gæstfrihed. De svarer stort set til det, som vi i Europa kalder en Bed & Breakfast. I Cuba kalder de dem for casa particulares – statsgodkendte private indkvarteringer, som du finder overalt i Cuba. Og de kan – og skal – på ingen måde sammenlignes med den mere traditionelle hoteloplevelse.
Standarden for casa particulares varierer meget, så du oplever måske at komme til at bo sammen med den cubanske værtsfamilie, hvor du måske endda får et værelse midt i boligen, eller du får et anneks. Der er også en mulighed for, at din værtsfamilie giver dig et værelse i egen tilbygning til deres bolig, eller måske får du et helt lille hus med en lille have til.
Diversiteten i de private indkvarteringer er lige så forskellig som Cuba selv. Men én ting er altid ens: I alle tilfælde bor du tæt sammen med cubanere, du lærer dem godt at kende, og du får et unikt indblik i deres hverdag.
Cubanere er et meget socialt anlagt folkefærd, så hvis du viser lidt imødekommenhed og interesse for dem og deres hverdag, ender det oftest med, at værtsfolkene eller deres børn, onkler eller naboer sidder sammen med jer og drikker en rom, mens de livligt gestikulerer og fortæller om Cuba, livet her og deres drømme for fremtiden.
Mange besøgende knytter venskaber med deres værtsfamilier, og bor du i casa particulares, får du en oplevelse, som sætter et varigt aftryk i din hukommelse.
At bo i casa particulares er et tilvalg.
Nogen gæster vil måske smile over indretningen, som bestemt ikke følger med tiden alle steder, men der er pænt og rent overalt, og der er privat toilet og bad alle steder.
Værtsfamilien sørger oftest for en god og enkel morgenmad, og visse steder kan du endda forhandle dig til et godt aftenmåltid, hjælp til leje af cykler eller få vasket dit tøj.
Er du så heldig at komme til at bo i et casa particular, hvor du kan spise en middag om aftenen, så kommer du næsten helt sikkert til at opleve det autentiske cubanske køkken med landets klassiske retter på middagsbordet.
Der er forskel på casa particulares i forhold til, om de ligger i byen eller på landet. I Havana er mange casa particulares indrettet i de store gamle herskabslejligheder, der ligger rundt omkring i byen, og som stammer fra en fordums tid.
Det er sjovt at bo i de gamle, smukke lejligheder, som med lethed kunne have været en location til en film fra 50’erne.
På landet er de fleste casa particulares små huse, og der er som oftest fritgående høns og måske en hane, der vækker dig om morgenen – der er evt. også en lille forhave til huset.
Hos Svane Rejser samarbejder vi med en bred vifte af casa particulares. Vi kender de fleste af værtsfamilierne i vores fortrukne casa particulares – ja, vi har endda vores næsten helt egen casa i fællesskab med vores trofaste samarbejdspartner i Cuba. Den er indrettet i en stor lejlighed, som ligger lige på El Malecon, Havanas berømte og ikoniske strandpromenade.
Når vi rejsekonsulenter hos Svane Rejser rejser til Cuba for at researche og knytte nye venskaber og handelsforbindelser – og det sker flere gange om året – bor vi også altid selv i casa particulares for netop at mærke den cubanske varme, charme og ægthed påny.
Så tøv endelig ikke, når du rejser til Cuba, men gør som os: Bo i casa particulares – det er en oplevelse, som vi anbefaler varmt.
Udsigt fra casa particular i Havana
Trepersoners værelse på et casa particular
Stilen varierer meget på de private indkvarteringer i Cuba
Fælles opholdsrum i et casa particular
Læs også:
De bedste tips til en oplevelsesrig mellemlanding i Toronto
Skriv kommentar