Pia Holst
Pia Holst
Rejseassistent
Jeg er den glade, smilende og hjælpsomme rejseassistent hos Svane Rejser og deltager på de rejser, hvor der ikke er brug for en rejseleder men en rejseassistent. Til daglig er jeg ansat i finansbranchen og arbejder i en bank med at udvikle IT-systemer til forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering. Privat er jeg bosiddende i Malmø i Sverige siden 2001 og bor sammen med min 19-årige datter og vores lille hund. Jeg elsker at rejse og forsøger at tage lidt længere væk 2 – 3 gange om året plus nogle weekender i storbyer rundt om i Europa.
Hvad er dine top 5 rejseoplevelser?
Maldiverne er paradis på jorden. Jeg er gammel konkurrencesvømmer og elsker vand – og så kan man kun elske Maldiverne. Der er ro, det flotteste dyreliv ude i havet under vandoverfladen og de smukkeste solnedgange, jeg nogensinde har set. Prøvede her at dykke for første gang i mit liv – og det er absolut ikke sidste gang.
USA – og især Washington DC og Miami. Min fascination af USA startede, da jeg arbejdede som aupair lige uden for Washington DC på østkysten. Selv i dag opfatter jeg byen som mit andet hjem. Dengang tog jeg 2-3 gange om ugen ind til Washington DC og gik på opdagelse sammen med de børn, som jeg passede dengang. Jeg er så heldig, at jeg stadig har god kontakt med familien – og har efterhånden været tilbage til byen en del gange gennem årene.
Miami har en anden speciel plads i mit hjerte efter et besøg i 2014. Jeg synes, at atmosfæren, naturen og klimaet her er fantastisk.
Armenien. I 2019 tog jeg hertil for første gang og landet har ramt mig lige i mit rejsehjerte. Det er et lille land med stor gæstfrihed, hjertevarme og smuk natur. Det er ikke ofte, man er i en hovedstad, hvor alt det vigtige at se, er indenfor 10 minutter på gåben.
Sydafrika. Jeg var så heldig at opleve landet i 2009, hvor vi havde en uge på safari og en uge i Cape town. Sydafrika er et fantastisk smukt land med store kontraster. At opleve The Big Five i dyrenes naturlige omgivelser, det fantastiske vinland omkring Cape town og de store raceforskelle, der stadig lever idag, var en stor oplevelse.
Tyrkiet, De Kanariske øer, Grækenland – eller lande, hvor jeg har taget til for at nyde solen og varmen og bare har slappet af. Elsker den lokale mad og drikke og at prøve mig frem kulinarisk, når jeg rejser. Jeg ved jeg skulle holde mig til top 5, men jeg må også lige nævne Gdansk i Polen, som jeg rejser meget til med jobbet. Det er en smuk by med meget historie – og med flotte hvide strande ud til Østersøen i umiddelbar nærhed. Her er også utroligt billigt for en høj standard og mange gode oplevelser.
En sjov rejseoplevelse
På en af mine mange rejser til Washington DC skulle jeg vise byen for min datters veninde, der var der for første gang, så vi skulle prøve noget nyt. Derfor tog vi rundt på sightseeing på Segways. Vi startede ud i høj solskin i 35 graders varme, og i løbet af de 4 timer nåede vi at opleve solskin, styrtregn, lyn og hagl og sluttede af i solskin igen. At opleve Washington monument og Lincoln Memorial i styrtregn, hvor man kunne se solen bagved, var en oplevelse, jeg aldrig havde haft før.
Fortæl os om et kulturmøde
At være i USA under fejringen af den amerikanske uafhængighedsdag, 4th of July, er et oplagt valg, synes jeg. At opleve denne dag i Washington DC er helt speciel. Med stor parade på Pennsylvania Avenue mellem Capitol og Det Hvide Hus og alt, hvad der sker denne dag, handler om at hylde USA og landets historie. Som dansker er det selvfølgelig sjovt at se amerikanernes stolthed over deres historie på cirka 250 år, når vi selv har en noget længere historie.
Dagen slutter med det største og mest fantastiske fyrværkeri med Washington Monument i baggrunden. At mærke amerikanernes stolthed over USA er helt fantastisk, og der kan vi lære noget, da dagen er så meget mere end f.eks danskernes fejring af grundlovsdagen.
Hvor rejser du oftest hen?
USA eller lande, hvor solen skinner meget og der er varmt.
Hvem rejser du oftest sammen med?
Indtil videre har jeg oftest rejst med min datter, men da hun er så gammel nu, begynder jeg at rejse mere og mere alene. Jeg rejser også meget med mine forældre.
Hvilke anbefalinger har du?
Rejs til Washington DC og oplev en storby, der ikke føles som den kæmpeby, det faktisk er.
Rejs til Maldiverne og oplev mit paradis på jorden.
Rejs til Armenien og tab dit hjerte til det lille land. Og tag på guidede ture med lokale guider – så lærer du lidt ekstra om landet. Det gælder faktisk for alle lande, du rejser til.