Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark – Ankomst til Havana
I rejser til Cuba fra Danmark og ankommer sidst på dagen. Efter I har været igennem indrejse-procedurerne og fået jeres bagage, finder I jeres chauffør, der venter på jer i lufthavnen. Han kører jer til jeres casa particular i det centrale Havana, hvor I skal bo de første 2 nætter på jeres rejse til Cuba.
Vi tilbyder VIP-ankomst i lufthavnen, som gør ankomsten nemmere og oftest hurtigere.
Overnatning: Casa particular i Havana
Dag 2 Havana – tur i åben amerikanerbil – byrundtur til fods
I spiser morgenmad og deltager i et velkomstmøde med vores lokale repræsentant i Havana på Hotel Plaza. Efter mødet er det tid til en spændende byrundtur på en time i en af de gamle åbne amerikanerbiler, som Cuba er så kendt for. På jeres køretur rundt i byen, kommer I f.eks. forbi den berømte strandpromenade El Malecon, Kristoffer Columbus-kirkegården, Revolutions-pladsen, Havanas universitet, det gamle Havana Libre Hotel og den travle 5. avenue centralt i byen.
Efter vi er hoppet ud af amerikanerbilen er det tid til at strække benene lidt. Vi spadserer herefter rundt i den gamle bydel med en guide. Det historiske centrum af Havana er meget flot at gå igennem. Læg nakken tilbage og nyd bygningerne og stemningen. Så vil du hurtigt forstå, hvorfor Havana er med på UNESCO´s Verdensarvsliste over bevaringsværdige byer. I kommer blandt andet rundt til de fire mest kendte pladser, hvor mange af de lokale hænger ud til daglig: Plaza de Armas, Plaza de la Catedral, Plaza de S. Francisco og Plaza Vieja, der alle er omgivet af smukke, store og gamle koloni-bygningsværker.
Efter byrundturen til fods sætter I jer ind og spiser frokost den amerikanske forfatter Ernest Hemingway’s gamle stambar. Her må I sørge for at få en prøve på barens daiquiri, som var den kendte forfatters yndlingsdrink. Efter frokost kan I tage yderligere på opdagelse i byen. Se Capitolio-bygningen og snus til historien i denne by, der nærmest kan beskrives som et levende museum. I finder selv tilbage til jeres indkvartering, når I har lyst.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 3 Transfer Havana – Cienfuegos ca. 235 km
I dag går rejsen videre mod den koloniale by Cienfuegos, der er grundlagt af franskmændene tilbage i 1819. I dag er det een af de smukkeste og yngste byer i Cuba. Turen hertil tager ca. 4 timer.
Overnatning: Casa particular i Cienfuegos
Måltider: Morgenmad
Dag 4 Cienfuegos – Sydens perle
Brug hele dagen i dejlige Cienfuegos. Gå på oplevelse i byens centrum der bestemt er et besøg værd med sin forfaldne – og alligevel fornemme arkitektur. Byen er fyldt med smukke palæer, gågader, isbarer, hyggelige caféer og spændende restauranter.
Overnatning: Casa particular i Cienfuegos
Måltider: Morgenmad
Dag 5 Transfer Cienfuegos – Trinidad ca. 85 km
Efter morgenmad oplever I lidt mere af byen, inden I kører videre mod den UNESCO-fredede by Trinidad. Turen hertil tager ca. 2 timer. Trinidad er en utroligt charmerende by med brostensbelagte gader mellem de maurisk inspirerede huse med røde teglsten og kulørte gitre for vinduerne.
Byen regnes for en af verdens bedst bevarede koloniale byer.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 6 Trinidad
Efter morgenmaden er det tid til at se lidt nærmere på byen. Trinidad er grundlagt i 1514 og var en af de første bosættelser i Cuba. En spændende kulturhistorisk by med utallige smukke bygninger og velholdt arkitektur fra 1700- og 1800-tallet. Cubanerne forsømmer heller ikke nogen lejlighed til at tale om denne smukke by, der er Cubas tredjeældste by.
Også andre har opdaget byens skønhed. I 1988 erklærede UNESCO, at Trinidad og byens omegn har verdenshistorisk betydning på grund af sin fortid. Bymidten er næsten bilfri, så der er rig mulighed for spadsereture gennem de brostensbelagte gader, der byder på kig ind i de fineste små gårdhaver med springvand og alverdens eksotiske planter.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 7 Trinidad
I kan bruge dagen på at opleve lidt mere af regionen. Trinidad og omegn har nogle af Cubas bedste seværdigheder; skøn musik, smukke gamle huse, flotte strande tyve minutter udenfor byen og en frodig natur.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 8 Transfer Trinidad – Camagüey ca. 260 km
Rejsen går i dag videre mod Camagüey, som er en lang og smuk tur. Camagüey er landets tredjestørste by og er hovedstaden i Camagüey-provinsen. Byen er oprindeligt grundlagt ca. 1515 på den nordlige kyst og hed dengang Santa María del Puerto del Príncipe.
Men efter næsten konstante angreb fra pirater rykkede indbyggerne byen ind i landet i 1528. Den nye by blev bygget med en forvirrende byplan af snoede og smalle stræder og gader, der gjorde det lettere at forsvare den. Der er mange blindgyder og gaffelformede gader, der fører til kvadrater af forskellige størrelser. I juli 2008 kom den gamle bydel på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Overnatning: Casa particular i Camagüey
Måltider: Morgenmad
Dag 9 Transfer Camagüey – Santiago de Cuba ca. 340 km
Efter morgenmaden går rejsen til Cubas næststørste by Santiago de Cuba, som var landets hovedstad indtil det 17. århundrede, men alligevel overhovedet ikke kan sammenlignes med Havana. Her er en udpræget caribisk atmosfære, næsten ingen amerikansk indflydelse og en helt anden og langt mere tilbagelænet stemning. Byen ligger ved foden af Sierra Maestra-bjergene, hvilket betyder, at byen er fuld af stejle gader og smalle stræder. Byen er derudover kendt for det årlige karneval i juli.
Santiago de Cuba er hovedstaden i provinsen af samme navn.
Overnatning: Casa particular i Santiago de Cuba
Måltider: Morgenmad
Dag 10 Santiago de Cuba, den gamle hovedstad
Når I har spist dagens morgenmad, bør I spadsere en tur gennem den gamle by og opleve de mange interessante bygninger, der er blandt de ældste i landet. Byen byder også på mange museer og en yderst spændende kirkegård. Her er blandt andre Bacardi-brødrene, der grundlagde det kendte rom-mærke, og flere revolutionære ledere begravet. Santigao de Cuba er dog ikke kun historie. Byen har også et fascinerende musikliv, og mange cubanske musikformer er opstået her, som I også kommer til at opleve på jeres ophold her.
Overnatning: Casa particular i Santiago de Cuba
Måltider: Morgenmad
Dag 11 Transfer Santiago de Cuba – Baracoa ca. 240 km
Efter jeres ophold i den gamle hovedstad går turen til Baracoa. Denne maleriske by er ikke særligt turistet og er øens ældste koloniale by grundlagt i 1511. Her bor i dag omkring 50.000 mennesker. Tidligere sejlede man hertil, og I føler let, at I er i et uopdaget, tropisk paradis med de utallige palmer langs kysten.
Baracoa var den første spanske bosættelse. Den forblev dog isoleret, indtil der blev bygget en hovedvej til Guantánamo og Santiago de Cuba i 1960’erne. Byens mest karakteristiske kendetegn er det flade bjerg El Yunque.
Hverdagen er afslappet i denne del af Cuba – et af dagens højdepunkter er et spil domino i skyggen.
Overnatning: Casa particular i Baracoa
Måltider: Morgenmad
Dag 12 Transfer Baracoa – Holguin ca. 235 km
I dag skal I videre til paradisstrandene Costa Verde ved Holguin. Her har I to hele dage, hvor I nyder det Caribiske Hav og fordøjer de mange spændende indtryk, I har fået de sidste uger.
Overnatning: Dejligt all-inclusive strandhotel i Playa Costa Verde
Måltider: All-inclusive
Dag 13 – 14 Strandparadis i Holguin / Playa Costa Verde
Nyd dagene på stranden eller ved poolen. Tag på katamarantur, sejl i havkajak, tag på jeepsafari eller fisketur, besøg markeder og byen Holguin med musik og butikker. Gå en tur i spa’en. Eller sæt jer til rette i en solstol og nyd en god bog.
Overnatning: Dejligt all-inclusive strandhotel i Playa Costa Verde
Måltider: All-inclusive
Dag 15 Transfer Holguin – Santa Clara ca. 525 km
Efter morgenmaden går turen imod Santa Clara, som er en af rejsens længere køreture. I ankommer til historiske Santa Clara, byen hvor det sidste store slag i den cubanske revolution fandt sted i 1958. Slaget blev ledet af Ché Guevara, og derfor ligger hans mausoleum netop her – og det ser I naturligvis. Dog skal I være opmærksom på, at cubanerne netop nu er i gang med at restaurere mausoleum’et. Derfor kan adgangen indenfor nogle gange være lukket eller delvist lukket.
I ser også Tren Blindado, som er det togspor, hvor afgørelsen på revolutionen fandt sted.
Togskinnerne blev ødelagt med en bulldozer, som du ser på stedet.
Overnatning: Casa particular i Santa Clara
Måltider: Morgenmad
Dag 16 Transfer Santa Clara – Havana ca. 260 km
Efter overnatning i Santa Clara begiver I jer de cirka 260 km imod nord, hvorefter I er tilbage i hovedstaden Havana. Her har I en overnatning, inden I flyver hjem.
Dagene er til fri disposition til at udforske nogle af de ting, som I ikke nåede ved rejsens begyndelse.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 17 Afrejse fra Havana
Turen går i løbet af dagen til Havana lufthavn, hvorfra I flyver tilbage mod Danmark.
Overnatning: Ombord på flyet
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 18 Ankomst til Danmark
I lander hjemme i Danmark efter en spændende og oplevelsesrig rejse.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet undervejs.