Dagsprogram
Dag 1 Danmark – Havana
I flyver fra Danmark til Havana, hvor I ankommer sidst på dagen. Når I har ordnet indrejse-procedurerne og hentet jeres bagage, finder I jeres chauffør i ankomsthallen. Chaufføren kører jer til jeres indkvartering i Havanas gamle bydel. Her bor I de første 3 nætter.
Overnatning: Casa particular i Havana
Dag 2 Havana
Efter morgenmad er der et informationsmøde med vores cubanske repræsentant, som gennemgår jeres rejsedokumenter med jer, og kommer med gode tips og tricks til rejsen rundt i Cuba. Efter mødet går I på opdagelse i Havana, en tidslomme midt i Caribien. I oplever byen bedst ved først og fremmest at slentre rundt i gaderne i det gamle Havana, hvor mange indtryk venter jer. Kig op og se hvordan de fine bygninger forandrer sig fra blok til blok med frodige blomster på altanerne og farverige facader.
Besøg nogle af Havanas mange pladser og sug indtrykkene til dig.
Når I bliver sultne, kan I evt. spise frokost på den kendte restaurant Bodeguita del Medio. Ikke for madens skyld men for at se, hvordan berømtheder har prydet væggene med deres autografer. I kan også nøjes med at slukke tørsten i en daiquíri, der var forfatteren Ernest Hemingways foretrukne drink, når han var på Cuba. Herefter kan I forsætte resten af dagen med at udforske byen og evt. finde en af byens gode restauranter. Husk at bestille bord – det kræver nemlig ofte reservation.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 3 Havana
I dag er der ikke planlagt nogle aktiviteter, så I har rig mulighed for at udforske mere af Havana. Tag med en af byens Hop on-Hop Off-busser og oplev områderne Vedado, Centro Havana og Miramar. I trafikken blander farverige amerikanerbiler sig med hestevogne og små gule Coco-taxaer. Bussen tager jer forbi Revolutionspladsen og langs strandpromenaden ”El Malecon” og ned af 5th Avenida, hvor gamle og vigtige bygninger pryder billedet. Havana har også mange spændende museer. Et af dem er Revolutionsmuseet, hvor I kan lære om revolutionen tilbage i slutningen af 50’erne.
Hvis I er kunstinteresserede, er det et must at besøge Museo Nacional de Bellas Artes de Cuba, som er det cubanske nationalmuseum, og som altid har store udstillinger om Cubas kultur og historie. Havana har mere end rigelig at byde på. Besøg rommuseet, gå ned af gågaden Obispo og spadser langs Maleconen med en is i hånden. I kan besøge Ernest Hemingways stambar Floridita, og besøge byens mange pladser.
Om aftenen kan I vælge at se et af de berømte shows i Havana (ikke inkluderet), fx Cabaret Parisien show med middag. Kontakt os for mulighederne.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 4 Havana – Viñales
Efter en tidlig morgenmad kommer en turistbus og henter jer på hotellet, hvorefter turen går gennem den smukke grønne Pinar del Rio-provins til den lille by Viñales. I ankommer tidlig eftermiddag. Resten dagen kan I bruge på at udforske lidt af byen, og hvis I ikke har bestilt en tur hjemmefra, kan I forhøre jer lidt om mulighederne for, hvad I kan lave i morgen. Under jeres ophold i Viñales skal I bo i et casa particular, der er den cubanske version af en bed & breakfast. Det er private cubanske familie, der driver dem overalt i Cuba, og det er en af de bedste måder at opleve landet på – og dertil lidt mere hyggeligt end hotellerne.
Overnatning: Casa particular i Viñales
Måltider: Morgenmad
Dag 5 Viñales
Vi anbefaler, I står tidligt op og tager op til Los Jazmines-hotellet, hvor der er et udkigspunkt over Viñalesdalen. At se solopgangen herfra er næsten et must, da der ofte er tåge i dalen, og i samspil med den opgående sols stråler, er I sikre på et virkelig smukt syn. Herefter kan I tage tilbage til jeres casa og spise morgenmad inden dagens eventyr.
Naturen i Viñales indbyder til at tage ud og udforske den. I kan bl.a. tage på cykeltur med guide og se de tobaksmarkerne, som området er så kendt for.
Det er også muligt at besøge en tobaksbonde, hvor I ser, hvordan de lokale ruller de berømte cubanske cigarer.
Kontakt os for aktivitetsmulighederne i Viñales-dalen.
Overnatning: Casa particular i Viñales
Måltider: Morgenmad
Dag 6 Viñales – Cienfuegos
Efter en meget tidlig morgenmad på jeres casa, tager I mod Plaza Viñales, hvor turistbussen henter jer. Herfra kører I mod hyggelige og charmerende Cienfuegos. Undervejs stopper bussen et par gange, og I ankommer midt på dagen, så I har resten af eftermiddagen og aftenen til at gå på opdagelse i byen. Cienfuegos omtales ofte som Sydens Perle med sine fine arkitektur, der primært bærer præg af de franske immigranter, som grundlagde byen i 1819. Fine palæer og franskinspirerede bygninger ses overalt i centrum.
Gå en tur langs byens hovedgade San Fernando, hvor der ligger butikker og caféer. Slut af ved Parque José Martí og se den fine teaterbygning Teatro Tomás Terry, der er et nationalt monument. Ved parken ligger også andre imponerende bygninger som Ferrer Palace og Palacio de Gobierno.
Efterfølgende kan I købe en is på hovedgaden og begive jer ned af strandpromenaden Paseo el Prado og se Cienfuegos-bugten.
Overnatning: Casa particular i Cienfuegos
Måltider: Morgenmad
Dag 7 Cienfuegos – Trinidad
I spiser morgenmad i jeres indkvartering, og I kan stadig nå at se lidt af byen, inden turistbussen henter jer ved Hotel Union. Kom gerne i god tid, så I når at se det fine hotel indefra. I kører østpå med bussen og ankommer til Trinidad ved 16-tiden. Her skal I bo de næste 3 nætter i den historiske by, og hvor alle dagene er til fri disposition.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 8 Trinidad
Efter morgenmad i jeres indkvartering, kan I gå en tur i den charmerende by. Gør det gerne om formiddagen eller eftermiddagen, når solen ikke står på sit højeste og det er for varmt. At slentre rundt på de brostensbelagte gader i Trinidad er et must. Mange huse har rigtig fine gårdhaver med eksotiske planter så tag gerne et kig. Byen blev grundlagt i 1514 og er en af de første 7 byer i Cuba. Trinidad er på UNESCO’s Verdensarvsliste, og byen er for mange rejsende et af turens højdepunkter.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 9 Trinidad
Dagen er til fri disposition. Trænger I til en dukkert i det Caribiske Hav, kan I nemt tage en taxa ud til Ancon-stranden, som ligger lidt uden for byen. Køreturen tager ca. 15 minutter og bringer jer fra de brostensbelagte gader til kridhvide sandstrande og turkisblåt hav. Lidt uden for Trinidad kan I også vandre i tropisk skov, hvor I kan bade i naturlige pools. Sukkermøllernes Dal er også et populært udflugtsmål, hvor I kan lære om sukkerplantagernes historie og nyde udsigten fra Ignazio-tårnet.
Kontakt os for at høre nærmere om udflugtsmulighederne.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 10 Trinidad – Havana
I løbet af dagen bliver I hentet i Trinidad af turistbussen, som kører jer tilbage til Havana. Her har I sidste nat, inden rejsen fortsætter til Mexico. Gense nogle af jeres yndlingssteder i byen, besøg det I ikke nåede første gang, eller slut aftenen af med manér til tonerne af Buena Vista Social Club eller se et af byens flotte kabareter.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 11 Havana – Mérida
I dag siger I farvel til Cuba og flyver videre til Mexico, hvor nye oplevelser venter jer. I bliver kørt tilbage til Havana lufthavn, hvorfra I har en kort flyvetur til Méridan. Efter I har været igennem indrejseprocedurer og hentet jeres bagage, finder I jeres transfer til byen Mérida, hvor I skal være de næste 3 nætter.
Overnatning: Hotel i Mérida
Måltider: Morgenmad
Dag 12 Mérida
Mérida har flere gange været kåret som amerikansk kulturhovedstad, og det er til at forstå. Brug dagen på at udforske den hvide by til fods, besøg nogle af madmarkederne og smag de lokale råvarer, som chaya, rambutan og måske en habanero-chili. Det er også oplagt at købe noget autentisk kunsthåndværk med hjem. Her er rigeligt med muligheder for det, og I finder alt fra fine hængekøjer, mønstret keramik og levende smykker i form af kakerlakker med guld og stene.
Méridas arkitektur er også værd at tage et kig på, og den minder på nogle måder om Cienfuegos fine palæer. Et must er også at tage forbi Paseo Montejo, en stor boulevard der kan minde lidt om Champs-Élysées i Paris, og som har imponerende palæer beliggende side om side.
Overnatning: Hotel i Mérida
Måltider: Morgenmad
Dag 13 Mérida
I dag kan I tage på udflugt til de imponerende ruiner i Uxmal, der ofte kombineres med et stop ved Kabah, et ruinområde, der endnu ikke er færdigopgravet. Ruinerne ligger omkring 1 times kørsel syd for Mérida, og var engang en af de største byer på Yucatan-halvøen, hvor der boede omkring 20.000 maya-indinanere. Lige når I kommer ind i området, bliver I mødt af Magikerens Pyramide, der tårner sig 38 meter op i luften. I kan heller ikke andet end blive imponeret, når I står og beundrer hvad mennesket har kunne udrette uden maskiner.
Hvis I er mere til natur og dyreliv, er det også muligt at besøge bioreservatet ved Celestún, der ligger vest for byen. Her er der gode chancer for at spotte de prægtige flamingofugle, der lever her.
Overnatning: Hotel i Mérida
Måltider: Morgenmad
Dag 14 Mérida – Chichen Itza – Playa del Carmen
I dag siger I farvel til det mexicanske storbyliv og påbegynder rejsen ud mod det Caribiske Hav. I bliver hentet om morgenen og kører først til ruinbyen Chichen Itza. Her oplever i et af verdens syv nye vidundere og en meget vigtig by under mayaindianernes tid både politisk, økonomisk og religiøst. Tag en runde blandt de mange ruiner, der ligger spredt på et større område. Her ser I blandt andet en af de mest velbevarede boldbaner, som mayaerne brugte til seriøse kampe, hvor taberen skulle af med hovedet.
I kan også købe lokalt kunsthåndværk af områdets sælgere. Det er en bred blanding af tøj, sten- og glasfigurer, smykker og træudskæringer.
Efterfølgende spiser I frokost i nærheden, inden køreturen går mod jeres hotel i Playa del Carmen. Sen eftermiddag eller tidlig på aftenen ankommer I til jeres hotel i Playa del Carmen, hvor I skal bo på den sidste del af rejsen.
Overnatning: Hotel i Playa del Carmen
Måltider: Morgenmad
Dag 15 Playa del Carmen
Efter en spændende rundrejse, er I nu nået til strandparadiset Riviera Maya, som kyststrækningen kaldes. Her er der hvide strande, palmetræer og krystalklart hav så langt øjet rækker. Brug fx den første dag på byens lange strand med en forfriskende drink i hånden og pudderblødt sand mellem tæerne.
Overnatning: Hotel i Playa del Carmen
Måltider: Morgenmad
Dag 16 Playa del Carmen
Hvis I har lyst til at se flere mayaruiner, anbefaler vi varmt, at I tager en tur til Tulum-ruinerne. Med sin beliggenhed højt på en klippe og direkte ud til det turkise hav, kan I ikke andet end at blive betaget. Dengang mayaindianerne boede her, var det en vigtig handelsby, og en af de få mayabyer, som havde en mur bygget om sig, da det også var en befæstet by.
Tag tidligt afsted og se det, før der kommer for mange turister, og det bliver rigtigt varmt op ad dagen. Brug efterfølgende resten af dagen ved stranden i Tulum, der måske bedst kan beskrives som et fristed for yoga-dyrkere og luksus-backpackere. Her finder I også mange lækre spisesteder og fine butikker.
Overnatning: Hotel i Playa del Carmen
Måltider: Morgenmad
Dag 17 Playa del Carmen
Overfor kystbyen Playa del Carmen ligger øen Cozumel. Det er her mange krydstogtskibe lægger til, men her er også rig mulighed for at få nogle gode dykker- og snorkeleventyr ved verdens næststørste rev, Mesoamerican Barrier Reef. Her er sublim dykning, der er noget af den fineste i verden. I kan også leje cykler og udforske øen på egen hånd og måske finde en lokal restaurant lidt væk fra turisterne.
Tilbage på fastlandet langs med kysten ligger der også flere oplevelsesparker, hvor I nemt kan tilbringe en hel dag. Alt efter hvilken park I er til, kan I både zip-line, snorkle, se dyr, bade i underjordiske floder og opleve flotte grotter.
Overnatning: Hotel i Playa del Carmen
Måltider: Morgenmad
Dag 18 Playa del Carmen
I dag er den sidste hele dag i Mexico. Har I endnu ikke afprøvet det krystalklare vand i en af de mange cenoter (ferskvandshuller), som området byder på, er det om at få det gjort.
Vi anbefaler fx Dos Ojos, Cenote Azul og Choo-Ha. Vil I se flere ruiner, kan I besøge Coba-ruinerne, hvor man blandt andet kan cykle rundt imellem ruiner og skovlignende terræn.
Overnatning: Hotel i Playa del Carmen
Måltider: Morgenmad
Dag 19 Hjemrejse fra Cancun
Dagen er den sidste på rejsen og alt efter, hvad tid I skal hjem, kan I nå en sidste svømmetur eller få købt de sidste souvenirs.
Overnatning: Ombord på flyet
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 20 Ankomst i Danmark
Efter mellemlanding lander I hjemme i Danmark rig på spændende oplevelser.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet undervejs.