Dagsprogram
Dag 1 – Afrejse København – Ankomst til Havana
I rejser til Cuba fra Danmark. Ved ankomsten til Havanas internationale lufthavn henter vi jer og kører jer ind til et godt beliggende Casa i Havana, hvor I bor de næste fire nætter.
I Havana har tiden stået stille. Det gamle Havana bugner af antikke bygninger med balkoner, mosaikker, frodige gårdhaver, mangfoldighed og leben i gaderne. Fem århundreders arkitektoniske traditioner, brostensbelagte gader, svajende palmer i en tropisk brise og et spændende bymiljø, gør hovedstaden til et uimodståeligt rejsemål.
Cuba og især Havana er tegnet af befolkningen. Det er cubanerne, som gør Cuba og Havana til noget helt specielt. Her finder I caribisk musik, rytmer, sensualitet og en helt ukuelig livsglæde og gæstfrihed, selvom cubanerne har haft svære betingelser igennem årene.
Et besøg i Havana er et besøg i fordums tid. Sæt dig på en bænk og lad dig henføre af livet i Havana. Byens charme og gamle storhed smitter helt automatisk.
Indbyggerne i Havana er kendt for deres store opfindsomhed. Her er garager, som reparerer din cykel eller bil med en snor, et stykke tyggegummi og lidt utraditionel tankegang. Der er næsten intet, som cubanerne ikke løser med lidt fantasi og stor foretagsomhed.
Havana byder desuden på en hel pallet af museer såsom Museo De La Revolucion, Museo National De Bellas Artes – cubansk kunst, eller Plaza de la Catedral, der oser af kolonitidsromantik foran den prægtige barokdomkirke, hvor selveste Columbus er begravet.
Havana byder også på rig kultur i den mere muntre ende såsom La Floridita, en original kultbar, der også er kendt som Hemingway’s stambar, hvor det siges, at hans genfærd går igen i form af en statue i lokalet.
Overnatning: Casa particular i Havana
Dag 2 – Informationsmøde og Rundtur
I spiser morgenmad og gør jer klar til at blive hentet på jeres casa kl. 9 om morgenen til en byrundtur i Havana. I kører i gamle autentiske amerikanerbiler på rundtur i Havana. I vil blive samlet op ved jeres casa, og på turen ser I mange af de historiske og kulturelle bygninger og pladser. I kommer blandt andet forbi udsigten over havet fra den berømte strandpromenade Malecon, Vedado-området, Christoffer Columbus’ kirkegård og revolutionspladsen.
Efter denne autentiske tur, tager I på en 3-timers byrundtur på gåben i den historiske midte af byen. Dette område er på UNESCO’s Verdensarvliste. Turen går forbi de fire vigtigste pladser: Plaza de Armas, Plaza de la Catedral, Plaza de San Francisco og Plaza Vieja. På turen er frokost inkluderet på Bordeguita del Medio med en Mojito-cocktail som velkomst magen til den forfatteren Ernest Hemingway nød, dengang han ofte hang ud i baren.
Efter frokosten er resten af dagen til fri disposition, og I finder selv tilbage til jeres casa, når I har lyst til det.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 3 – 4 – Havana – dagen er på egen hånd
Denne dag er til fri disposition, men I kan tjekke vores udflugtskatalog for Havana og se hvad, der sker.
Her er fx muligheder for salsa-lektioner, Show Tropicana om aftenen, Hemingway-dag eller en tur omkring bugten på cykel.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad
Dag 5 – Havana – Viñales
I checker ud fra hotellet og kører nu imod en ny spændende cubansk by. I går til det hotel, hvor vi kommer og samler jer op og kører imod Viñales.
Vær opmærksom på at transport fra casa til opsamlingshotel og ankomstpunkt i Viñales til jeres casa i denne by ikke er inkluderet, men afstanden er normalt indenfor gåafstand, og ellers er det både nemt og billigt at tage en taxa.
På vejen gør vi et kort stop ved Las Barrigonas, og vi ser også den betagende bjergkæde Rosario. Vi besøger en ægte cubansk cigar-fabrik og ser, hvordan de lokale laver de legendariske cubanske cigarer. Efter besøget på fabrikken er næste stop Viñales-dalen, hvor vi stopper ved udsigtspunktet Los Jazmines, hvorfra der er et helt enestående udsyn over den naturskønne dal – så det er bare om at få kameraet frem her!
Efter at have nydt den smukke udsigt kører vi videre til en gård, der dyrker tobak til cigarerne. Sidste fotostop på turen er ved Dos Hermanas-dalen, hvor det storslåede vægmaleri Mural de la Prehistoria befinder sig. Det sidste besøg er Cueva del Indio, en gammel indiansk grotte, hvor der løber en underjordisk flod, som vi sejler en tur på, hvis der ikke er for lang kø. Vi ser også en økologisk farm på toppen af en bakke 1.5 km over byen Viñales. På vejen tilbage mod Viñales nyder vi den smukke udsigt over dalen endnu engang.
Vi spiser en cubansk frokost på en lokal restaurant i Viñales.
Overnatning: Casa particular i Viñales
Måltider: Morgenmad og aftensmad
Dag 6 – Viñales
I dag henter vi jer på jeres casa kl. 9.00 til en halvdags vandretur på Sendero de los Acuaticos. Det er en vandretur på i alt ca. 4 km. til en kilde, som ifølge den lokale overlevering har en helbredende virkning. Taxi er inkluderet til stedet, hvis det er ønsket. På turen kommer I gennem skovklædte bakker samt grønne dale og hilser på de lokale bønder. En afslappet og tilbagelænet måde at få en fornemmelse for, hvordan de lokale lever livet her i dette mindre lokale område.
Efter 3 timer er I tilbage i jeres casa og har resten af dagen og aftenen på egen hånd.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad og snack
Dag 7 – Viñales – Cienfuegos
Efter morgenmaden henter vi jer på jeres casa, og dagens transfer imod Cienfuegos starter – en tur på cirka 6 timer inklusive een times pause undervejs. Vel ankommet hertil indlogerer I jer i jeres casa og har resten af dagen og aftenen på egen hånd til at opdage denne smukke gamle koloniby, der fremtræder som tidligere tider.
I bør blandt andet se den smukke katedral, den lokale kunst og bare generelt beundre de gamle bygninger i byen, som I ser bedst på en stille spadseretur rundt i byen
Overnatning: Casa particular i Cienfuegos
Måltider: Morgenmad
Dag 8 – Cienfuegos – Trinidad ca. 80 km
Morgenmad og check-ud fra hotellet. Vi starter køreturen fra Cienfuegos til endnu en gammel koloniby, Trinidad. Efter ankomsten har I resten af dagen og aftenen til fri disposition.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad
Dag 9 – Trinidad
Oplev et sandt bjergeventyr som passager i autentiske terrængående lastbiler eller jeeps til Guanayara Park, hvor I kan gå langs stier til et vandfald og se naturlige pools.
Der er afgang til Topes de Collantes med en terrængående russisk lastbil. I stopper først ved en udkigspost, hvor I har et imponerende panoramisk syn over byen og det Caribiske Hav.
Herefter besøger I Casa del Café, hvor I lærer om kaffen. Efterfølgende går I gennem tropisk skov og mindre kaffeplantager, før I ankommer til Casa de la Gallega til en velkomstdrink. Herefter vandrer I ca. 3 km ned ad stien Centinelas del Río Melodioso sammen med en lokal ekspert i cubansk flora og fauna.
I ser det smukke vandfald Salto del Rocio, hvor der er tid til at svømme en tur i den naturlige pool El Venado.
Turen slutter med let frokost. Varighed ca. 7 timer.
Når I er tilbage igen, har I resten af dagen og aftenen til fri disposition. I kan fx tage en byrundtur i den UNESCO-fredede by. Trinidad er en utrolig charmerende by med brostensbelagte gader mellem de maurisk-inspirerede huse med røde teglsten og kulørte gitre for vinduerne.
Byen er fuld af historie, og her er masser af se på, når I spadserer rundt eller blot sidder på en café med en kop kaffe eller en cocktail og nyder livet, som det sker omkring jer.
Overnatning: Casa particular i Trinidad
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 10 – Trinidad – Varadero ca. 270 km
Transport fra Viazul Bus Station i Trinidad til Viazul Bus Station i Varadero.
Køreturen tager ca. 6 timer inkl. stop undervejs.
Overnatning: All-inclusive i Varadero
Måltider: Morgenmad – All-inclusive
Dag 11-12 – Varadero
I har dagen på egen hånd her i Varadero. Efter nogle kulturelle dage vælger de fleste at slappe af ved den smukke caribiske strand med palmer, smukt sand og et hav, der changerer i alle nuancer af azurblåt og turkisgrønt, mens I bliver kølet ned af en mild caribisk brise. Men her er naturligvis også gode muligheder for at tilkøbe udflugter.
Se vores udflugtskatalog for Varadero.
Overnatning: All-inclusive i Varadero
Måltider: Morgenmad
Dag 13 – Varadaro – Havana
Vi kører tilbage til Havana, hvor I vil have resten af dagen til at se, hvad end i måtte mangle at se eller, nyde de sidste solstråler og suge det sidste ud af Cuba. I vil have en Casa tilgængelig, indtil I skal mod lufthavnen. OBS, flyet afgår klokken 8:15, hvilket er derfor, vi har planlagt en ekstra dag i Havana.
Overnatning: Casa particular i Havana
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 14 – Havana – Hjemrejse – Mellemlanding i Toronto
En dejlig ferie i Cuba er slut. Efter nogle dage ved stranden henter vores repræsentant jer i dag ved jeres hotel, og kører jer til Havana Lufthavn, hvorfra I flyver hjem. Der vil være nogle timer med mulighed for, at komme ud at opleve Toronto på vejen hjem – inden I tager flyet der tager jer til Danmark. Her har vi et bud på, hvad man kan få med af oplevelser: Toronto som mellemlanding
Overnatning: På flyet
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 15 – Ankomst til Danmark
I ankommer Danmark efter at have mellemlandet.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet undervejs.
Hoteller på rundrejsen:
Havana: Casa particular (privat indkvartering)
Viñales: Casa particular (privat indkvartering)
Cienfuegos: Casa particular (privat indkvartering)
Trinidad: Casa particular (privat indkvartering)
Varadero: Godt strandhotel i Varadero med all-inclusive