Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark
Afrejse fra Danmark imod Denpasar på Bali. I mellemlander een gang undervejs.
Dag 2 Ankomst til Denpasar på Bali – Transfer til Ubud
Ved ankomsten til lufthavnen venter der en repræsentant for vores agent på Bali, som vil hjælpe jer ud af lufthavnen og bagefter kører jer til jeres hotel i byen Ubud. Her checker I ind på jeres hotel og har nu tid på egen hånd til at slappe af.
Overnatning: Artini Resort eller lign.
Dag 3 Ubud – Dag på egen hånd m. mulighed for udflugter
I kan bruge dagen på at komme jer over evt. jetlag på grund af den store tidsforskel og den lange flyrejse. I har masser af tid til bare at slappe af omkring hotellets swimmingpool og læse en god bog eller få en drink eller en kop kaffe. I kan også udforske området omkring hotellet, hvis I har lyst til det. Hvis I overhovedet ikke er trætte i dag, og I måske er mere i humør til at røre jer efter at have siddet ned i så lang tid, så er der to udflugter, som måske kunne interessere jer.
Halvdagstur med rafting ned ad en flod (tilkøbes)
Udflugten koster kr. 480,- pr. person ved bookning af mindst 2 personer. Skal bookes på forhånd.
I deltager som en del af en gruppe, og jeres guide deltager ikke. Der kommer en repræsentant fra rafting-firmaet til jeres hotel og henter jer. Lige i nærheden af Ubud er der en flod, hvor man kan opleve spændende og sikker riverrafting. I får grundige instruktioner og gennemgang af reglerne i forhold til sikkerhed og sejler derefter ned ad floden med en erfaren kaptajn ved roret. På vejen ser I nogle af de mest fantastisk smukke landskaber på Bali fra en helt anden vinkel end andre turister. Nogle gange flyder I stille og roligt forbi marker med bønder på, lokalt dyreliv og smukke scenarier. Men til tider er floden mere livlig og strømmen kraftigere. En sjov oplevelse, der får blodet til at rulle lidt raskere – men aldrig er farligt.
Inkluderet i prisen er en lille frokost på lokal restaurant og transport frem og tilbage til hotellet. Drikkepenge til chauffør og kaptajn på båden er ikke inkluderet.
Cykeltur på mountainbikes (tilkøbes)
Udflugten koster kr. 480,- pr. person ved bookning af mindst 2 personer. Skal bookes på forhånd.
I deltager som en del af en gruppe. Jeres egen guide er ikke med. I bliver hentet på jeres hotel, hvorefter I kører til Kintamani’s køligere bjergrige klima i denne region af Bali. I kører på helt nye cykler og med nyt sikkerhedsudstyr. Guiden på denne tur er vokset op i området og kender det godt samtidigt med, han kan fortælle om den balinesiske kultur og livsstil. Han ved også noget om sikkerhed på en mountainbike. I starter med at køre nedad fra landsbyen Pludu og ad støvede og sjældent brugte stier og veje, som fører igennem flere søvnige landsbyer.
I løbet af cykelturen stopper I selvfølgelig adskillige gange for at se nærmere på diverse templer og de frodige buske og træer, som omgiver jer. Her ser I, hvordan de lokales hverdagsliv former sig: En kvinde på vej til templet med en kurv på hovedet med offergaver til guderne i form af frugt og blomster, hyrder der passer på ænder og høns i det støvede gadebillede, unge drenge der skærer græs til at fodre deres køer med og gamle mænd, der hænger ud i vejkanten, mens de nipper til en kop kaffe og udveksler nyheder.
Når I når til enden af cykelturen, venter en kølig bil på jer, som kører jer til en lille frokostbuffet, som I nyder, inden I bliver kørt tilbage til jeres hotel. Dette er en sjov udflugt stoppet med action, kultur og historie og smukke landskaber.
Inkluderet i prisen er frokosten og transport frem og tilbage til hotellet. Drikkepenge til chauffør og cykelguide er ikke inkluderet.
Overnatning: Artini Resort eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 4 Ubud – Gunung Kawi – Tirta Empul – Kintamani
Guiden kommer og henter jer på jeres hotel om morgenen. I starter med at køre til templet Gunung Kawi, der er et berømt og agtet sted i Bali. Her ligger konger og dronninger begravet fra Bali’s fortid for længe, længe siden. De royale grave her er skåret ud af klippestenene og er fra det 11. århundrede. I skal ud at vandre lidt for at komme til gravene og templet, men det er ikke en anstrengende gåtur – og den er meget smuk. På et tidspunkt støder I ind i den hellige flod Pakrisans bredder. Her er fantastisk at stå midt i en grøn dal ved bredden af en flod, og når I kigger jer omkring, er I helt omgivet af den farverige og frugtbare natur og forskellige dyrelyde. Et rigtigt flot og imponerende syn. Eksperter mener, at gravene i sin tid er blevet rejst som et minde om de gamle balinesiske konger og dronninger fra en svunden æra omkring det 11. århundrede. Selve templet Gunung Kawi består af et kompleks af bygninger og er en usædvanlig samling af kamre og rum, som ligger omkring en gårdsplads. Det specielle her er at alle værelser og rum er skåret ud af klippesiden, og de blev brugt som bolig af de hellige præster, som var her for at passe på de kongelige grave.
Templet Tirta Empul er næste stop på vores rute og er endnu et af de mest kendte templer på Bali, som alle balinesere besøger med jævne mellemrum af religiøse grunde og for at vise respekt for guderne. Når de troende besøger Tirta Empul, bliver de åndeligt renset og håber også på at slippe af med forskellige fysiske sygdomme med et besøg her. Det sker ved at røre noget af det hellige vand ved templet. Nogle dypper sig helt i de hellige kilder, men de fleste balinesere, som besøger templet, nøjes dog bare med at vaske sig lidt i ansigtet, mens øjeblikket bliver foreviget med en selfie med familie og venner til stor fornøjelse for alle i selskabet.
Fra Tirta Empul kører I videre til Kintamani. Her er lagt tid ind i programmet til at spise frokost på en god lokal restaurant. I Kintamani ligger udsigtspunktet Penelokan, som på balinesisk betyder sted at kigge fra. Her er en imponerende udsigt over imod vulkanen Mount Batur og søen Batur. Mount Batur er faktisk en mindre vulkan, som ligger inde i et meget større krater, som er omkring 14 km i diameter.
Og inde i krateret ligger søen Batur omgivet af kraterets vægge på alle sider. Vulkanen er stadig aktiv i dag, men her er sikkert nok. I 1917 rumlede bjerget sidst og spyede sten, røg og gloende lava ud. Det husker gamle balinesere stadig, som har hørt historierne fra deres forældre og bedsteforældre – Det var det år, hvor verden rystede! Tusindvis af mennesker døde og mange hundrede hellige templer på øen blev jævnet med jorden.
Efter besøget i Penelokani kører I hjemad imod jeres hotel. Når I ankommer hertil, har I resten af eftermiddagen og aftenen på egen hånd.
Overnatning: Artini Resort eller lign.
Måltider: Morgenmad og frokost på lokal restaurant
Dag 5 Ubud – Ulun Danu Bratan-templet og søen Bratan – Transfer til Munduk
I dag flytter I hotel til det landlige Munduk. På vej dertil stopper I ved en lokal balinesisk landsby ved navn Marga, som ligger i regionen Tabanan, hvor I har mulighed for at se, hvordan bønderne her lever deres liv til hverdag – en meget autentisk oplevelse. I drikker en velkomstdrink med jeres værter, og kan spadsere rundt og se, hvad der interesserer jer. Her laver de lokale blandt andet urtemedicin, offergaver, og de producerer også kaffe og kokosolie. I kan også spadsere en tur ud i markerne, hvor de lokale bønder gerne viser jer, hvordan de dyrker rismarkerne. Her kan I også smage på en frisk kokosnød sammen med en lækker og autentisk balinesisk frokost.
Efter I har spist, kører I videre imod templet Ulun Danu Bratan. Templet ligger ved bredden af søen Bratan, som faktisk leverer drikkevand til store dele af Bali, så det er en stor sø. Ulun Danu Bratan-templet er et unikt eksempel på balinesisk tempelarkitektur, som kombinerer træk fra både Hinduismen og Buddhismen. Det er et ganske effektfuldt sted, man valgte at bygge templet i sin tid. Søen er i realiteten et gigantisk fortidigt vulkankrater dannet ved en underjordisk eksplosion tusindvis af år tilbage, og som altså nu er fyldt med vand. Rundt om søen vokser tæt grøn nåleskov på skråningerne ned imod søen og dens rolige kystlinje med spredte små altre, hvor de lokale ofrer til guderne.
Efter besøget her kører I imod jeres næste hotel i Munduk og har resten af eftermiddagen og aftenen til jer selv.
Munduk ligger ikke så langt fra Lovina og er en af mange halvsøvnige landsbyer, der her ligger højt oppe i den smukke bjergkæde, der deler Bali i to. Munduk er et perfekt udgangspunkt for korte og lette vandreture, hvor I får et rigtigt godt indtryk af naturens skønhed her i det nordlige Bali i omkring 1000 meters højde. Her er bare flot med masser af frodig skov, idylliske rismarker og smukke vandfald. Lokalsamfundet heroppe i Munduk går meget op i at bevare og beskytte det naturlige miljø.
Overnatning: Puri Lumbung Cottages eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 6 Munduk – Vandretur i rismarker – Besøg ved vandfald
Guiden kommer og henter jer efter morgenmaden. I dag skal I på en let vandretur, hvor I blandt andet kommer ud at se de imponerende rismarker anlagt i smukke grønne terrasser, som ligger omkring landsbyen Munduk. I går ud til et vandfald, hvor det er muligt at bade, hvis I har lyst til det. Efter vandfaldet går I tilbage til hotellet og har nu hele eftermiddagen og aftenen på egen hånd.
Overnatning: Puri Lumbung Cottages eller lign.
Måltider: Morgenmad og frokost på lokal restaurant
Dag 7 Munduk – Besøg i buddhistisk kloster – Banjar Hot Springs – Puru Agung Pulaki-templet – Transfer til Pemuteran
I dag kører I imod nordsiden af Bali. Guiden kommer og henter jer på jeres hotel efter morgenmaden og i løbet af dagen besøger I en række spændende seværdigheder. Første stop er et buddhist-kloster i Banjar, som ligger i det nordlige Bali. Her har boet munke siden det 6. århundrede, hvilket faktisk er utroligt at tænke på. Hinduerne på Bali er meget influeret af den buddhistiske religion. Klostret i Banjar har ikke så mange besøgende som så mange andre hellige steder på Bali, så her er roligt og fredeligt, og det er balsam for sjælen at spadsere rundt her blandt grøn natur, hellige skulpturer og et bassin med lotusblomster og med et lydtapet af skovens lyde. Man skal være stille, når man er her, da det stadig fungerer som kloster, og derfor er et helligt sted, hvor munkene bor, beder og arbejder. I 1970erne blev klostret slemt beskadiget i et jordskælv, men de bosiddende munke genopbyggede det hurtigt i årene efter.
Klostret er bygget i terrasser med en række bederum med gyldne buddha-statuer. Helt oppe på toppen af kloster-bygningerne ligger en såkaldt stupa, som er et monument formet som en halvkugle, klokke eller kegle, som buddhister bruger til at have deres hellige relikvier i. Fra klostret er der en fantastisk udsigt ud over bakkerne omkring Lovina.
I fortsætter til Banjar Hot Springs, som I når til efter at have vandret omkring en kilometer væk fra hovedvejen. Alle balinesere mener, at vandet her kan kurere sygdomme. Det tror I nok ikke på, men et besøg her byder også på en naturskønhed, som er hovedårsagen til besøget. Endnu et smukt, smukt sted på Bali!
Sidste stop på ruten imod Pemuteran er Puru Agung Pulaki-templet, som er fra det 16. århundrede. Det er specielt, idet templet er beboet af aber, som man regner for efterkommere af fortidens guder. En interessant oplevelse. Pulaki-templet ligger på en klippe op ad en bakke med udsigt over den nordvestlige kyst og den nærliggende strand.
Efter besøget her fortsætter I til jeres hotel i Pemuteran, hvor resten af eftermiddagen og aftenen er på egen hånd.
Overnatning: Adi Assri Beach Resort eller lign.
Måltider: Morgenmad og frokost på lokal restaurant
Dag 8 Pemuteran – Dag på egen hånd (mulighed for snorkling)
Dagen er til fri disposition, og I kan slappe af eller deltage i en udflugt. Det er også muligt denne dag at tilkøbe en udflugt, hvor I kommer ud at snorkle ved øen Menjangan, som er en af de bedste og smukkeste steder på Bali at snorkle (koster kr. 850,- pr. person ved mindst 2 personer). I tager afsted i en blandet gruppe og starter med at tage en båd fra en lille havn i nærheden af Pemuteran og over til øen. Her bliver I udstyret med snorkeludstyr og bruger dagen i det smukke vand med at kigge på farvestrålende fisk og koraller. I kører retur om eftermiddagen og har resten af dagen og eftermiddagen på egen hånd.
Inkluderet i prisen er transport frem og tilbage til hotellet, lokal guide, snorkeludstyr, entré, båd og en frokostboks og mineralvand.
Drikkepenge til chauffør og lokal guide er ikke inkluderet.
Overnatning: Adi Assri Beach Resort eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 9 Pemuteran – Dag på egen hånd
Dagen i dag er på egen hånd.
Overnatning: Adi Assri Beach Resort eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 10 Pemuteran – Pupuan – vandretur ved landsbyen Belimbing – Transfer til Sanur
I dag skifter I lokation fra Pemuteran til kystbyen Sanur i det sydlige Bali. På vejen kører I ad små veje igennem et fantastisk og smukt bjerglandskab med natur og rismarker. I har lejlighed til at stoppe undervejs og strække benene og gå nogle ture omkring de flotte rismarker, der ligger i landskabet i terrasser. På vejen kommer I også forbi landsbyen Belimbing, hvor det er muligt at se og høre om hvert led af produktionen af ris her hos de lokale bønder i et samfund, hvor tiden virker til at være gået i stå. Rundt omkring ser I små grå altre med ofringer til gudinden for ris på en baggrund af de smukke bjerge omkring landsbyen.
Fra Belimbing kører I videre til templet Tanah Lot, som ligger ved det Indiske Ocean, og er kendt vidt omkring blandt hinduer og buddhister. For flere hundrede år siden blev templet bygget til minde om dengang hinduismen spredte sig fra Java til Bali. Templet ligger på toppen af en sort klippe midt ude i havet og kan kun nås, når tidevandet trækker sig tilbage. Tanah Lot er ikke stort, men ser virkelig fantastisk ud, når det ligger der omgivet af havet på alle sider – og en del mystik. Templet er fuldt af giftige slanger, som efter sigende beskytter en række hellige altre.
Fra Tanah Lot kører I videre til jeres nye hotel i Sanur, hvor I checker ind sidst på eftermiddagen. Herfra har I resten af dagen og eftermiddagen til jer selv.
Overnatning: Parigata Beach Resort & Spa eller Tijili Benoa Hotel eller lign.
Måltider: Morgenmad og frokost på lokal restaurant
Dag 11 – 13 Sanur – Strandferie
De næste dage tre dage skal I bare nyde livet på jeres strandferie i Sanur, som er en skøn kystby, som mange turister besøger – og med god grund. Byen har en dejlig bred strand med små caféer og steder at købe mad og oppe i byen er der flere butikker. Her er nok at lave både om dagen og om aftenen, hvis I bliver trætte af at ligge i en strandstol og nyde byens afslappede vibe.
Overnatning: Parigata Beach Resort & Spa eller Tijili Benoa Hotel eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 14 Sanur – Afrejse fra Bali
I dag rejser I hjem fra Bali. I bliver hentet på jeres hotel i løbet af dagen og kørt til lufthavnen i Denpasar, hvorfra I flyver hjem til Danmark med en mellemlanding undervejs.
Overnatning: Ombord på flyet
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 15 Ankomst til Danmark
I ankommer til Danmark efter en dejlig ferie på Bali.
Der tages forbehold for ændringer i rejseprogram.
Inden du rejser til Bali
Når du skal rejse til Bali, skal du på afrejsedagen udfylde en online sundhedsformular (kaldet for ”SATUSEHAT Health Pass”, forkortet SSHP). Du skal fremvise den udfyldte formular ved ankomst til lufthavnen i Indonesien. Det tager kun få minutter at udfylde formularen, som du kan finde her.
Du skal også udfylde en elektronisk tolderklæring og fremvise den med en QR-kode i tolden når du ankommer til lufthavnen. Du må tidligst udfyldes formularen tre dage inden ankomst til Indonesien. Formularen finder du her: https://ecd.beacukai.go.id.
Der opkræves en turistskat (på ca. 70 kr.) ved indrejse til Bali. Den skal betales inden ankomst – det gør du her. Når du har betalt, vil du modtage en e-mail med et dokument, som du skal fremvise og som bliver scannet ved din ankomst i lufthavnen. Du kan også betale turistskatten på appen ”Love Bali”, som du finder i Apple App Store eller Google Play Store.