Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark
Først på eftermiddagen mødes vi i Københavns Lufthavn. Sammen checker vi bagagen ind, inden vi fortsætter gennem security. Vi starter vores tur med at flyve til Dubai, hvor vi skifter til natflyet til Beijing.
Måltider: Forplejning ombord på flyet
Overnatning: Ombord på flyet

Dag 2 Beijing: Ankomst og velkomstmiddag
Midt på eftermiddagen lander vi i Beijing. Efter indrejseformaliteterne er overstået og vi har fået vores bagage, kører vi til hotellet i den centrale del af byen, hvor der bliver mulighed for at slappe lidt af, inden vi om aftenen samles vi til velkomstmiddag.
Måltider: Forplejning ombord på flyet og velkomstmiddag
Overnatning: Xiyuan Hotel eller lignende i Beijing
Dag 3 Beijing: Den Forbudte By og Hohai hutongerne
Dagen byder på et fascinerende møde med både det kejserlige Beijing og byens mere intime hverdagsliv. Vi starter i Den Forbudte By, hvorfra de kinesiske kejsere i næsten 500 år, under Ming og Qing dynastierne, har regeret riget fra den gyldne dragetrone.

Bag de karakteristiske røde mure og gyldne tage gemmer sig storslåede gårdspladser, ceremonielle haller og smukke paladser. Under besøget får vi et spændende indblik i livet ved kejserhoffet og de traditioner, der prægede en af verdens mægtigste civilisationer helt frem til 1924.
Efter besøget skifter vi tempo og bevæger os ind i et helt andet Beijing. I området omkring Houhai søen finder vi nogle af byens stemningsfulde hutonger – de gamle, smalle gader og gyder med traditionelle gårdhuse, som fortæller historien om livet i Beijing før de moderne højhuse og brede boulevarder kom til.

Vi stiger om bord i en rickshaw og lader os køre gennem de snævre gader, hvor vi oplever kvarteret fra første parket. Undervejs passerer vi små lokale butikker, gårdhuse og hyggelige gadehjørner, mens det moderne storbyliv blander sig med sporene af det gamle Beijing.
Kontrasten mellem Den Forbudte Bys kejserlige pragt og hutongernes levende hverdagsmiljø gør dagen til en særlig oplevelse og giver os to vidt forskellige perspektiver på Kinas fascinerende hovedstad.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag
Overnatning: Xiyuan Hotel eller lignende i Beijing
Dag 4 Beijing: Den Kinesiske Mur
Vi forlader Beijings pulserende storbyliv for en stund og sætter kurs mod bjergene nord for hovedstaden. Her ligger Juyongguan, et af de historisk vigtigste pas på Den Kinesiske Mur. Muren i det område vi besøger blev første gang befæstet med en mur omkring år 770 f.v.t. mens de bygninger der kan ses den dag i dag er fra Ming dynastiets begyndelse i 1368. Allerede på afstand får vi et imponerende syn af muren, der snor sig op og ned over de grønne bjergsider og følger landskabets naturlige konturer.
Fra de højere dele af muren belønnes vi med en storslået udsigt over bjergene og dalen nedenfor. Det er først, når vi står her, at man for alvor fornemmer, hvilket enormt arbejde der ligger bag dette legendariske forsvarsværk.
Efter oplevelserne på muren vender vi tilbage mod Beijing, hvor en helt anden verden venter ved det elegante Nye Sommerpalads. Paladset blev oprindeligt anlagt i 1750 under Qing-dynastiets største kejser Qianlong, som et storslået haveanlæg, men blev næsten ødelagt under den Anden Opiumskrig i 1860. Efter godt 25 år delvist i ruiner fik den magtfulde Enkekejserinde Cixi genopført sommerpaladset og i dag fremstår det med sine templer, pavilloner, broer og lange overdækkede korridorer som et af de fineste eksempler på klassisk kinesisk havekunst.
Efter besøget vender vi tilbage til centrum, hvor en velfortjent middag venter på os.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag
Overnatning: Xiyuan Hotel eller lignende i Beijing
Dag 5 Beijing – Xian: Det kejserlige universitet og historiske gader. Tog til Xian
Dagens første besøg er Det Kejserlige Akademi – Guozijian, grundlagt under Yuan-dynastiet i starten af 1300 tallet. Gennem flere århundreder var dette rigets højeste læreanstalt og et vigtigt centrum for studiet af de konfucianske klassikere. Uddannelse og lærdom spillede en helt central rolle i det kejserlige Kina, hvor ambitiøse mænd gennem krævende eksaminer kunne kvalificere sig til en karriere som embedsmand i den kejserlige administration.
Vi bevæger os gennem det smukke historiske anlæg med traditionelle haller, gamle cypresser og fredfyldte gårdrum. Guozijian ligger side om side med et Konfuciustempel, og tilsammen fortæller de historien om den respekt for lærdom, moral og dannelse, som gennem århundreder satte sit præg på det kinesiske samfund.
Herfra skifter vi de gamle haller ud med Beijings levende gadeliv og fortsætter til Nanluoguxiang. Den stemningsfulde gade ligger midt i et af hovedstadens gamle hutongområder og kan føre sin historie tilbage starten af 1300 tallet. Et netværk af smalle gyder og traditionelle gårdhuse breder sig på begge sider af den lange gade og giver os et glimt af den bystruktur, der engang prægede store dele af Beijing. På vores gåtur oplever vi mødet mellem gammelt og nyt. Historiske bygninger og traditionelle hutonger danner ramme om små butikker, caféer og lokale specialiteter, og der er god mulighed for blot at nyde stemningen og betragte livet omkring os.
Herefter er tiden kommet til at tage afsked med Beijing. Vi kører til banegården og går om bord på et af Kinas imponerende højhastighedstog. Med hastigheder på op mod 300 km/t bevæger vi os gennem det enorme land, mens storbyer, landbrugsområder og landskaber suser forbi uden for vinduerne.
Efter nogle behagelige timer ankommer vi til Xian, hvor et nyt kapitel af rejsen begynder. Xi’an hører til blandt Kinas ældste og historisk vigtigste byer og var gennem flere dynastier centrum for et mægtigt kejserrige og en af den kinesiske civilisations store vugger.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag
Overnatning: Holiday Inn Xian Hightech Zone eller lignende i Xian
Dag 6 Xian: Bymuren og Teracotta hæren
Vi begynder ved Xians gamle bymur, der, som den eneste i Kina stadig omkranser byens historiske centrum i fuld længde. Den nuværende mur blev opført i begyndelsen af Ming-dynastiet i slutningen af 1300-tallet og strækker sig næsten 14 kilometer rundt om den gamle by. De massive mure, porte og vagttårne vidner om datidens imponerende forsvarsværker og giver os et levende billede af den gamle kejserby. Fra toppen af muren åbner der sig et spændende panorama over Xi’an. Inden for murene ligger den gamle by med templer, traditionelle bygninger og snævre gader, mens den moderne storby breder sig udenfor. Her mødes fortid og nutid på ganske få meter.
Herefter besøger vi et lokalt terrakottaværksted, hvor vi får et interessant indblik i håndværket og de teknikker, der er inspireret af fremstillingen af den oprindelige teracottahær, der blev skabt til Qin Shi Huangdi, som i 221 f.Kr. samlede de stridende kongeriger og blev Kinas første kejser. Som en del af sit enorme gravkompleks lod han en underjordisk hær fremstille, der skulle beskytte ham i livet efter døden.
I de store haller møder vi rækker af soldater, officerer, heste og rester af stridsvogne i naturlig størrelse. Figurerne fascinerer med deres detaljerigdom – frisurer, beklædning, rang og ansigtstræk varierer og giver hver kriger sit eget udtryk. Oprindeligt var soldaterne bemalede i stærke farver, og bar rigtige våben.
Hæren lå skjult under jorden i mere end 2.000 år, indtil lokale bønder i 1974 stødte på hovedet fra en terrakottasoldat, da de gravede en brønd. Fundet blev begyndelsen på omfattende arkæologiske udgravninger og afsløringen af et af det 20. århundredes største arkæologiske fund.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag
Overnatning: Holiday Inn Xian Hightech Zone eller lignende i Xian
Dag 7 Xian – Guilin: Den gamle bazar, Vildgåspagoden og fly til Guilin
Vi besøger den gamle bazar, hvor smalle gader og gyder snor sig mellem små butikker, værksteder og utallige madboder og hvor duften af krydderier, nybagt brød, grillede specialiteter og søde sager blander sig med lyden af handlende og forbipasserende. Gennem århundreder slog udenlandske handelsfolk og deres efterkommere sig ned i Xian der, som den østlige endestation på Silkevejen, var et naturligt mødested mellem øst og vest. I dag er kvarteret fortsat centrum for byens Hui moniritet, og på vores vandring gennem bazaren oplever vi en spændende blanding af blandt andet kinesiske og muslimske traditioner.
Fra bazarens livlige menneskemylder skifter stemningen, når vi kommer til Den Lille Vildgåspagode, der rejser sig elegant mellem gamle træer og grønne haver. Pagoden blev opført i begyndelsen af 700-tallet under Tang-dynastiet hvor Xian var kejserlig hovedstad og en af verdens største byer. Pagoden blev opført i tilknytning til Jianfu-templet og var tæt forbundet med buddhismens udbredelse i Kina. Munke vendte hjem fra lange rejser til Indien med buddhistiske skrifter og tekster, som her blev studeret og oversat til kinesisk.
Tæt på pagoden ligger Xian Museum, hvor vi dykker længere ned i byens mere end 3.000 år lange historie. Museets samlinger fører os gennem de dynastier, der gennem tiden gjorde Xi’an til centrum for kejserriget. Særligt interessant er fortællingen om Chang’an, som byen hed under Tang-dynastiet. Byen var en storslået metropol, hvor købmænd, diplomater, munke og rejsende fra store dele af Asien mødtes.
Efter dagens oplevelser tager vi afsked med Xian og flyver vi sydpå til Guilin hvor landskabet og stemningen skifter markant. Her venter det subtropiske Sydkina med grønne rismarker og de karakteristiske kalkstensbjerge, der rejser sig dramatisk fra landskabet.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag (ombord på flyet)
Overnatning: Bravo Hotel eller lignende i Guilin
Dag 8 Guilin – Yangshuo: Sejlads på Li floden og fritid i Yangshuo
I dag venter en stor naturoplevelser, når vi forlader Guilin og går om bord på båden, der skal føre os ad Li-floden til Yangshuo. Vi sejler gennem et landskab, som næsten synes skabt til et klassisk kinesisk maleri – med tågeindhyllede bjergtoppe, grønne marker, bambus langs flodbredderne og små landsbyer, der dukker frem mellem bjergene.
Allerede kort efter afsejlingen begynder Guilins berømte karstlandskab at folde sig ud omkring os. De særprægede kalkstensbjerge er gennem millioner af år blevet formet af vand og erosion, og resultatet er et landskab af stejle tinder og fantasifulde formationer, der rejser sig næsten lodret fra den frodige floddal.
Li-flodens bjerge har gennem århundreder været en uudtømmelig inspirationskilde for kinesiske digtere og kunstnere. De stejle tinder, floden og tågen er motiver, man genkender fra traditionelle kinesiske tuschmalerier – men her oplever vi landskabet i virkeligheden.
Efter ca. 4 timers sejlads nærmer vi os Yangshuo. Byen ligger næsten som en lille ø af liv midt mellem de stejle kalkstenstinder. Kontrasten til Xi’ans monumentale kejserhistorie er stor. Her er det naturen, der spiller hovedrollen. Efter ankomsten og indtjekning på hotellet har vi resten af dagen til fri disposition og kan opleve byen i vores eget tempo.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag
Overnatning: Junhe Lijing Hotel eller lignende i Yangshuo
Dag 9 Yangshuo – Guilin – Shanghai: Fubo Hill, Rørfløjtegrotten og fly til Shanghai
Efter morgenmaden tager vi afsked med Yangshuo og kører tilbage mod Guilin. hvor vi besøger Fubo Hill, der rejser sig markant ved bredden af Li-floden midt i byen. Bjerget er ikke blandt områdets højeste, men dets placering gør det til et af Guilins kendte vartegn. Bjerget gemmer på gamle inskriptioner og buddhistiske udskæringer, som vidner om stedets lange historie. De, der har lyst, kan tage de godt 300 trappetrin til toppen, hvor anstrengelserne belønnes med en vidunderlig udsigt over Guilin, Li-floden og de karakteristiske karstbjerge.
Vi fortsætter til den berømte Rørfløjtegrotte, en fascinerende drypstenshule, der ligger i udkanten af Guilin. Grotten har fået sit navn efter de siv, der vokser ved indgangen, og som traditionelt blev brugt til at fremstille fløjter. Når vi træder ind i grottens kølige mørke, åbner der sig en forunderlig underjordisk verden, hvor vandet, gennem årtusinder, langsomt har formet kalk til stalaktitter, stalagmitter, søjler og fantasifulde formationer.
Efter besøget forlader vi det grønne og bjergfyldte Sydkina, kører til lufthavnen. og flyver vi til Shanghai, hvor en helt anden side af Kina venter.
Ved ankomsten kører vi til vores hotel og tjekker ind. Vi nu ankommet i en af verdens store metropoler. En by med futuristiske skyskrabere, historiske kvarterer og et pulserende storbyliv.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag (ombord på flyet)
Overnatning: Jianguo Hotel eller lignende i Shanghai
Dag 10 Shanghai: Shanghai Museum og Zhujiajiao Water Town
Dagen i dag byder på en spændende kontrast mellem Shanghais rige kulturhistorie og det stille liv langs kanalerne i en af områdets gamle vandbyer.
Vi begynder med et besøg på Shanghai Museum, der rummer en af Kinas fornemste samlinger af kinesisk kunst og kulturhistorie. Særligt samlingen af gamle kinesiske bronzer regnes blandt museets højdepunkter. Genstandene fortæller ikke blot om skiftende kunstneriske idealer, men også om kejsermagt, religion, handel og dagligliv gennem århundreder.
Herefter forlader vi Shanghais moderne storby og kører mod Zhujiajiao, en gammel vandby vest for centrum. Skyskrabere og brede boulevarder afløses af smalle gyder, hvidkalkede huse med mørke tegltage, gamle stenbroer og kanaler, hvor små både glider stille gennem vandet. Zhujiajiaos historie strækker sig omkring 1.700 år tilbage, og byen blomstrede gennem århundreder som handelssted takket være sin placering ved de mange vandveje. Kanalerne fungerede som datidens gader, og langs bredderne voksede købmandshuse, butikker, templer og markeder frem. På en gåtur gennem byen krydser vi nogle af de karakteristiske stenbroer og bevæger os gennem de smalle gader langs vandet.
Efter besøget vender vi tilbage til Shanghai. Fra den gamle vandbys snævre kanaler og historiske huse til den moderne metropols lys, liv og imponerende skyline. Kontrasten kunne næsten ikke være større, og netop mødet mellem det gamle og det nye er en af de store fascinationskræfter ved Shanghai.
Måltider: Morgenmad, frokost og middag
Overnatning: Jianguo Hotel eller lignende i Shanghai
Dag 11 Shanghai: The Bund, Yuyuan garden og Oriental Pearl Tv-tårnet
Vi starter dagen med en gåtur langs The Bund, Shanghais berømte promenade ved Huangpu-floden. På den ene side ligger en perlerække af monumentale bygninger fra begyndelsen af 1900-tallet, hvor banker, handelshuse og konsulater engang havde til huse. Facaderne fortæller historien om den tid, hvor Shanghai voksede frem som en af Asiens vigtigste internationale handelsbyer. På den modsatte side af floden rejser Pudongs futuristiske skyline sig med glas, stål og nogle af Kinas højeste skyskrabere.
Herfra fortsætter vi til “Haven for fred og velvære” eller i daglig tale Yuyuan. Vi bevæger os gennem et mylder af smalle gader og gårdmiljøer omgivet af bygninger i traditionel kinesisk stil. Små butikker frister med te, silke, kunsthåndværk, souvenirs og lokale specialiteter, og overalt summer området af liv. Midt i det farverige kvarter gemmer sig en fredfyldt oase: Yuyuan haven. Den klassiske kinesiske have blev anlagt under Ming-dynastiet i 1500-tallet og er et smukt eksempel på traditionel kinesisk havekunst. Bag murene venter snoede stier, elegante pavilloner, damme med karper, gamle træer, kunstfærdige klippeformationer og zigzagbroer. Intet i haven synes tilfældigt placeret. Vand, sten, planter og arkitektur er nøje komponeret, og gennem porte og dekorative vinduer åbenbarer haven hele tiden nye perspektiver. Det er en lille verden i sig selv – og en slående kontrast til millionbyens puls lige uden for murene.
Senere krydser vi Huangpu-floden til Pudong, hvor Shanghais moderne skyline venter. Her besøger vi det karakteristiske Oriental Pearl TV Tower, der med sine store kugleformede ”perler” har været et af Shanghais mest genkendelige vartegn siden 1990’erne. Vi tager elevatoren op i tårnet og betragter Shanghai fra oven. Langt under os bugter Huangpu-floden sig gennem byen, og vi får et imponerende perspektiv over Pudongs skyskrabere og The Bunds historiske facader på den modsatte bred.
Måltider: Morgenmad og frokost
Overnatning: Jianguo Hotel eller lignende i Shanghai
Dag 12 Shanghai: Dagen til fri disposition, afskedsmiddag og hjemrejse
Rejsens sidste dag er til fri disposition i Shanghai, og dermed er der god tid til at opleve storbyen. Måske frister en sidste gåtur langs The Bund, lidt shopping på Nanjing Road eller et besøg i et af byens spændende kvarterer. VI kan også slå os ned på en café og blot betragte storbylivet. Shanghai er en by fuld af kontraster, og dagen giver mulighed for at vende tilbage til et yndlingssted eller gå på opdagelse mellem historiske huse, små lokale gader, elegante butikker eller Pudongs futuristiske skyskrabere. Der er altid noget nyt at få øje på.
Om aftenen samles vi til rejsens afskedsmiddag. Over et godt måltid kan vi se tilbage på en rejse gennem et Kina fyldt med store kontraster fra kejserlige paladser og gamle bymure til Terrakottahærens tavse krigere, Li-flodens grønne karstbjerge og Shanghais imponerende skyline.
Efter middagen er tiden kommet til at tage den sidste afsked med Kina. Vi kører til lufthavnen og påbegynder hjemrejsen mod Danmark med bagagen fuld af minder og oplevelser fra en rejse gennem nogle af Kinas mest fascinerende historiske, kulturelle og naturskønne egne.
Måltider: Morgenmad og afskedsmiddag, samt forplejning ombord på flyet
Overnatning: Ombord på flyet
Dag 13 Ankomst til Danmark
Efter en natflyvning mod Dubai, hvor vi mellemlander fortsætter vi videre mod Danmark.
Først på eftermiddagen lander vi i København, og en oplevelsesrig rundrejse gennem Kina er nået til sin afslutning.
Vi tager afsked med hinanden med bagagen fuld af minder.
Måltider: Forplejning ombord på flyet
Der tages forbehold for ændringer i programmet og dagsrækkefølgen.




