Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark og ankomst til Mexico – Transfer til Puerto Morelos
Afrejsetidspunkt fra Danmark afhænger af hvilket flyselskab, I ønsker at rejse med. I lander i lufthavnen i Cancun. Efter I har været igennem indrejse-procedurer og fået jeres bagage venter jeres ankomsttransfer på jer, som kører jer til strandbyen Puerto Morelos omkring 35 km. syd for Cancun. Her checker I ind på jeres hotel og kan nu slappe af her i nogle dage, inden rejsen går videre til Isla de Holbox.
Overnatning: Hacienda Morelos Hotel eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 2 Puerto Morelos
Puerto Morelos er delt i to dele, hvor den ene del ligger omkring hovedvejen og den anden ligger ved stranden nogle få kilometer væk. I byen ved havet er der mulighed for at gå ud at spise på flere restauranter og her er også små butikker ved torvet med lidt shopping. Hvis I har lyst til at gå ud om aftenen og blive længe ude, så er der ikke så mange muligheder for det i Puerto Morelos. Så er det nærmere Playa del Carmen eller Cancun, I skal tage til.
I løbet af dagen kan I vælge bare at slappe af på stranden eller ved poolen på hotellet. Men hvis I har lyst til nogle aktiviteter, så er her masser af muligheder for snorkling eller dykning, da der er et fantastisk farverigt dyreliv under havets overflade på nogle af de mange koralrev udfor kysten. Vælger I at køre ind i landet er der mulighed for at besøge flere af de såkaldte cenotes, som er undervandsgrotter med superklart vand. De ligger overalt på Yacatan-halvøen. Der er naturligvis også mulighed for at købe en udflugt med guide til nogle af halvøens mange maya-tempelbyer, som f.eks. Chichen Itza eller Tulum. Her er masser at lave og kun fantasien sætter grænser.
Overnatning: Hacienda Morelos Hotel eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 3 Puerto Morelos – Transfer til Isla de Holbox
I bliver hentet af bussen ved jeres hotel, hvorefter I kører i cirka 2 timer til den lille by Chiquilá. Her hopper I ombord på en lille færge og efter en lille sejltur på små 20 minutter, ankommer I til den smukke ø Isla de Holbox. Herefter kører I videre til jeres hotel i en af øens berømte golfbil-taxaer. I checker ind på jeres hotel og kan bruge resten af dagen til at udforske den lille idylliske ø.
Overnatning: Holbox Dreams Beachfront Hotel eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 4 – 8 Isla de Holbox
Dagene på Isla de Holbox er helt på egen hånd. Øen er ikke stor, og I vil hurtigt finde ud af, at det er et lille fredfyldt øparadis, der emmer af charme og tid til afslapning. Der er ikke mange biler på øen, og folk kører mest rundt i golfvogne. Vi råder jer også til at leje en golfvogn for at komme rundt på øens sandveje på behagelig vis. Uden biler er her masser af legende børn og dyr, der nyder tilværelsen i det rolige samfund i den lille by eller ved stranden og havet.
For de fugleinteresserede er Isla de Holbox også et sandt paradis med sit naturreservat, og I kan være heldige at støde på pink flamingoer foruden de mange pelikaner, der bor på øen.
Hvis I er her i hvalhaj-sæsonen (juni-september), kan I tage ud og svømme med disse havets fredfyldte kæmper.
Overnatning: Holbox Dreams Beachfront Hotel eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 9 Isla de Holbox – Transfer til Puerto Morelos
Det er blevet tid til at sige farvel til jeres mexicanske øparadis. Vi afhenter jer i Chiquilá på fastlandet og kører jer til Puerto Morelos, hvor I kan slappe af resten af dagen.
Alt efter hvornår I skal flyve hjem, kan I også beslutte at tage en ekstra overnatning på Isla de Holbox og tage direkte herfra til Cancun, når I skal flyve hjem.
Overnatning: Hacienda Morelos Hotel eller lign.
Måltider: Morgenmad
Dag 10 Puerto Morelos – Transfer til Cancun – Hjemrejse fra Mexico
Vi henter jer ved jeres hotel og kører jer til lufthavnen i Cancun alt efter, hvornår jeres fly afgår fra lufthavnen her.
Overnatning: Ombord på flyet
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 11 Ankomst til Danmark
Ankomst til Danmark.