Dagsprogram
Dag 1 Afrejse fra Danmark
Vi mødes i Københavns Lufthavn og flyver til Vietnam via Doha. På flyet er vi så vidt muligt placeret i samme område af flyet, så vi har mulighed for at bruge flyrejsen til at snakke lidt sammen og lære hinanden bedre at kende. Vi skifter fly i Doha ved midnat og sover derfor på en del af den sidste strækning, inden vi ankommer til Vietnams hovedstad Hanoi først på eftermiddagen.
Overnatning: Ombord på fly
Måltider: Forplejning ombord på fly
Dag 2 Ankomst til Vietnam – check-in på hotel i Hanoi – kort byrundtur i cykel-taxi – trad. vietnamesisk vanddukkeshow
Vi lander i hovedstaden Hanoi, hvor vi tjekker ind på vores hotel og herefter har mulighed for at slappe lidt af efter den lange flyvetur. Vi bor dejlig centralt og kan derfor gå til det meste. Når vi er ordentlig installeret på vores hotel, mødes vi allesammen for at tage på en lille byrundtur med cykeltaxi rundt i Hanoi for at vi kan blive introduceret til Vietnam og det vietnamesiske folk på den helt rigtige måde. Trafikken i Hanoi virker umiddelbart kaotisk, men det er er orden i virvaret på en måde, som det kan være svært for en europæer at gennemskue, så vi er i absolut sikre hænder, når vi kaster os ud i trafikken i Hanoi.
Vi afslutter dagen med et traditionelt vanddukke-show på ægte vietnamesisk maner.
Resten af dagen og aftenen er til egen disposition.
Overnatning: Hotel i Hanoi
Dag 3 Hanoi – Byrundtur – Ho Chi Minh-komplekset – Etnologisk Museum
Vi begynder dagen tidligt, når guiden henter os og tager os med ud at se Ho Chi Minh-komplekset og hans mausoleum samt Vietnams ældste universitet, der kan dateres tilbage til år 1070. Efter en dejlig frokost besøger vi Det Etnologiske Museum, der er et af de bedste museer i Vietnam. Her får vi et indblik i Vietnams 54 forskellige etniske grupper.
Resten af dagen og aftenen er til fri disposition
Overnatning: Hotel i Hanoi
Måltider: Morgenmad og lokal frokost
Dag 4 Hanoi – Hao Lu – bådtur på Tam Coc – Bich Dong-pagoden
I dag starter vi dagen med at køre i et par timer i bus igennem det smukke landskab udenfor Hanoi på vores vej til den tidligere hovedstad og historiske by Hoa Lu. På vejen kommer vi til at se noget helt andet, end vi har set i den travle storby. Her er folk på vej til markedet med deres cykler og knallerter helt overlæsset med varer – og så er der alligevel også lige blevet plads til familiens mindste på bagsædet eller på styret.
Når vi når frem til Hoa Lu er der en spændende rundtur i det gamle kejser-kompleks, som kan dateres helt tilbage til omkring 1000-tallet. Her er paladser, pagoder, gravsteder og pavilloner i forskellige størrelser alt efter, hvad de oprindeligt blev bygget til. En spændende og lærerig oplevelse!
Om eftermiddagen tager vi på en 2-timers bådtur i en såkaldt sampan, der er den lange aflange båd med plads til flere mennesker, som man måske kender fra film eller lignende. Vi sejler på Tam Coc, som er en dejlig tur med pragtfulde natur-scenarier, så her har vi rige muligheder for at tage billeder til albummet. Den franske film IndoChine er blandt andet optaget heromkring. Vi kører tilbage til Hanoi sidst på eftermiddagen.
Aftenen er til fri disposition.
Overnatning: Hotel i Hanoi
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 5 Hanoi – transport til Halong-bugten – cruise med overnatning i egen kahyt inkl. mad
I dag henter guiden os tidligt fra morgenstunden for at køre os ud til kysten og Halong-bugten. Det er en køretur på omkring 3,5 timer. På vejen dertil ser vi smukke landskaber, små landsbyer og natur, som vi oplever fra bussen. Vel ankommet til kysten skal vi opleve Halong-bugten, der er på UNESCO’s Verdensarvsliste – og selv blandt de mange fantastiske steder på den liste, skiller den sig ud, fordi det er et fantastisk panorama, som vi med garanti ikke har set lige andre steder. Det er verdens største område med en bestemt type kalksten, der mange steder majestætisk rejser sig lodret op fra havet.
Lige så snart vi er kommet ombord, byder skibets kaptajn os velkommen sammen med sin besætning, får vi starter turen ud i bugten på den traditionelle junke. Efter afgang kan vi slappe af på skibets dæk, nyde den fine udsigt og drikke en drink, mens vi stille nærmer os de smukke klipper. Efter en dejlig frokost med vietnamesiske specialiteter bruger vi evt. eftermiddagen på at besøge nogle af de tusind år gamle kalkstensgrotter. For dem der har lyst, er der her muligheder for at sejle med havkajak og bade, hvis vejret er til det, fra den superlækre strand Ti Top, som er kendt for sit klare vand og fintkornede hvide sand. Når vi er tilbage på båden og sejler videre ud i bugten, serverer besætningen en kølig drink ved solnedgang inden middagen, som er en masse gode ting fra havet. Drikkevarer kan købes ombord under hele opholdet.
Bemærk at al mad ombord er fisk og/eller skaldyr. Kontakt os hvis du har allergier.
Overnatning: Enkeltkahyt med bad og toilet
Måltider: Morgenmad, frokost og middag
Dag 6 Halong-bugten – cruise i bugten med besøg ved fiskerlandsbyer – bus til Hanoi – nattog til Hue
Vågn op til lyden af bølger, der skvulper imod båden og nyd en rolig morgen på dækket. Måske hører du til en af dem, der nyder en god kop the eller kaffe, mens du ser solopgangen, eller måske drømmer du om at dyrke yoga eller Tai Chi på dækket (på egen hånd). I dag kommer vi forbi en af de kendte grotter i midten af bugten. Vi lægger til ved fastlandet og kører tilbage til Hanoi, hvor vi ankommer sen eftermiddag. Her kan vi på egen hånd gå ud at spise aftensmad og pakke lidt ekstra snacks til vores kommende togtur.
Nu kører vi mod togstationen, hvor vi skal prøve et af de autentiske vietnamesiske nattoge. Vi sover i 4-sengs kupéer og deler derfor rejseoplevelsen med hinanden. Det er en sjov og anderledes måde at opleve landet på, og strækningen tager os fra nord og sydover til byen Hue.
Overnatning: Seng i 4-personers kupé
Måltider: Morgenmad og tidlig frokost
Dag 7 Hue – rundtur i Citadellet og det tidligere kejserpalads – fritid resten af eftermiddagen
Vel ankommet til Hue henter guiden os og kører til vores hotel i byen, hvor vi checker ind. Herefter spiser vi morgenmad på hotellet. I dag viser vores guide os byen på en rundtur, hvor vi besøger byens berømte palads og de lokale markeder. Her ser vi blandt andet forskellige produkter fra byen, der er produceret af de lokale indbyggere. Måske vi endda finder ét eller flere gode tilbud på markedet. Eftermiddagen er fri til at gå på opdagelse i byen.
Overnatning: Hotel i Hue
Måltider: Morgenmad
Dag 8 Hue – Byrundtur i det gamle Hue om formiddagen – Transport til Hoi An via Da Nang og Marble Mountain
Efter morgenmaden begiver vi os til den gamle kejserlige by i Hue, hvor vi blandt andet ser det royale gravsted for den tidligere gamle kejser King Ming An. Derpå ser vi det lokale marked Dong Ba, hvor vi kan se, hvad de lokale bønder og håndværkere har at sælge her. Det er en morsom, anderledes og farverig oplevelse at gå rundt her, og måske vi også finder et godt tilbud, som vi kan tage med os videre på turen.
Vi kører videre sydpå mod den anden smukke tidligere kejserby Hoi An. På vejen dertil stopper vi ved de berømte Marble Mountains. Hvert af de fem bjerge er opkaldt efter de fem naturelementer, metal, vand, træ, ild og jord. Der findes utallige buddhistiske klostre i bjergene, hvilket gør det til et smukt stop på vejen, hvor der i klart vejr er en panoramaudsigt ned til Halong-bugten og byen Da Nang. Vi ankommer til Hoi An og checker ind på vores hotel, der ligger tæt ved kysten og stranden.
Resten af dagen og aftenen har vi på egen hånd.
Overnatning: Hotel i Hoi An
Måltider: Morgenmad
Dag 9 Hoi An – byrundtur i det gamle Hoi An – eftermiddagen på egen hånd
Om morgenen henter vores lokale guide os efter morgenmaden, hvorefter guiden viser os en tur rundt igennem de smalle gader i denne gamle og traditionelle by. Vi ser blandt andet den 400 år gamle japanske bro, som de lokale stadig bruger flittigt, templet Puhuc Kien, og selvfølgelig besøger vi også det farverige lokale marked. Vi går gennem de smalle gader, hvor vi tydeligt ser spor af de mange kulturer, der har præget bygningerne gennem årene. Her er både kinesiske, japanske, franske og andre europæiske arkitektoniske stilarter.
Efter byrundturen siger vi farvel til vores guide, og går nu på opdagelse i byen på egen hånd. Måske besøger vi gaden med de mange skræddere eller drikker en kølig øl eller sodavand ved hovedfloden. Vi kan også tage tilbage til hotellet og nyde nogle timer på stranden, hvis vi har mere lyst til det. Vi er selvfølgelig helt fri til at gøre, som vi har lyst til.
Overnatning: Hotel i Hoi An
Måltider: Morgenmad
Dag 10 Fly til Ho Chi Minh City om morgenen – byrundtur – besøg til krigsmuseet – Notre Dame-katedralen, m.m.
Efter en dejlig morgenmad i Hoi An tager vi nu til lufthavnen i Danang og flyver sydpå til Vietnams største by Ho Cho Minh City – tidligere kendt som Saigon. Her ankommer vi og checker ind på vores hotel, inden vi kører ud med vores lokale guide og chauffør, der viser os storbyens populære steder i de næste timer.
Vi lægger ud med at besøge Krigsmuseet, der vidner om den hårde tid i 60erne og 70erne med krig i Vietnam. Besøget kan være et barsk syn for nogle, men det er en oplevelse, der hjælper os med til fulde at forstå landets historie og den tid, som Vietnam har været igennem dengang, fx hvordan krigsparterne lagde et enormt antal miner ud i landskabet, som bønder og andre stadig døjer med den dag i dag, giftstoffet Agent Orange som amerikanerne brugte imod Viet Cong for at ødelægge den jungle, som VC’erne skjulte sig i og mange andre virkninger af krigene i regionen. Videre på vores tur besøger vi Genforeningspaladset, der tidligere var hjem for præsidenten af Sydvietnam. Vi lægger vejen forbi Notre Dame-katedralen og det gamle historiske postkontor, hvor vi også får et indblik i det nye og moderne Vietnam. Vi er tilbage på hotellet sidst på eftermiddagen.
Overnatning: Hotel i Ho Chi Minh City
Måltider: Morgenmad
Dag 11 Ho Chi Minh City – Transport til Can Tho i Mekong-deltaet og sejltur her – cykeludflugt til omkringliggende landsbyer – Can Tho
Til morgen kører vi til Cai Be i syd, som er et flydende marked, vi sejler igennem. Herfra lægger vi det travle marked bag os og bevæger os dybere ind i landskabet ad smalle kanaler. Derefter krydser vi Mekong-floden, der er een af de længste floder i verden, hvor vi ender formiddagen i et lokalt hus på øen An Binh, hvor de lokale beboere har gjort en frokost klar til os.
Efter frokost er der tid til at slappe af her med en kop te og spadsere lidt rundt i de fredfyldte omgivelser. Her er en lokal landsby, hvor vi blandt andet ser de lokale håndværkere arbejde med at lave rispapir m.m. Til dem, der har lyst, er der også mulighed for at tage på en lille cykeltur omkring landsbyen for at kigge nærmere på, hvordan livet leves her. I landsbyen er der blandt andet en lille skole, kirke, pagode og selvfølgelig flere traditionelt byggede huse. Vi ser også, hvordan de lokale indbyggere laver smukke keramik-potter og andet. Vi slutter denne sejltur ude på landet i Vinh Long City, hvorfra vi kører til Can Tho, hvor vi tilbringer natten.
Resten af aftenen er til fri disposition.
Overnatning: Hotel i Can Tho
Måltider: Morgenmad
Dag 12 Can Tho – Mekong-deltaet – det flydende marked Cai Rang – lokale workshops – Transport tilbage til Ho Chi Minh City
I dag er blandt andet sat af til et absolut must, når du er i Mekong-deltaet, nemlig et besøg på de farverige, flydende markeder i Cai Rang. På turen kommer vi gennem smuk natur, hvor vi nyder udsigten. Vi står tidligt op med solen og sejler langs de mange både på markedet, der er fyldt til randen med diverse frugter og varer, som de handlende sælger direkte fra båden. En fantastisk fascinerende og meget anderledes oplevelse, hvor der er mest travlt fra solopgang og til cirka klokken 6 om morgenen. På vejen videre til vores hotel i Ho Chi Minh City kører vi igennem det ene pragtfulde landskab efter det andet og på vejen stopper vi og spiser frokost, inden vi er fremme ved vores hotel sidst på eftermiddagen.
Overnatning: Hotel i Ho Chi Minh City
Måltider: Morgenmad
Dag 14 Ho Chi Minh City – transport til Mui Ne – eftermiddagen på egen hånd
Vi spiser morgenmad og kører derefter imod kystbyen Mui Ne, hvor vi kan slappe helt af ved lækker strand efter at have haft et travlt program i dagene op til opholdet her.
Overnatning: Hotel i Mui Ne
Måltider: Morgenmad
Dag 15 Mui Ne – Dagen er på egen hånd
På rundrejsen oplever vi meget, og derfor er dagen idag til fri disposition. Måske slapper vi af på stranden med en god bog eller besøger de små butikker i byen. Vi gør dagen til vores egen og nyder, at der ingen planer er for idag.
Overnatning: Hotel i Mui Ne
Måltider: Morgenmad
Dag 16 Mui Ne – Transport tilbage til Ho Chi Minh City – Transport til lufthavnen – Afrejse fra Vietnam
Vi kan lige klemme de sidste oplevelser ud af Mui Ne og evt. nå en svømmetur, inden vi mødes ved hotellet og henter vores bagage, hvorefter vi bliver kørt til lufthavnen ved Ho Chi Minh City. Vi flyver først på aftenen, hvor vi begynder vores lange flyvetur hjem til Danmark. Mætte af indtryk kan vi slappe af på flyet og lade de mange oplevelser bundfælde sig.
Overnatning: Ombord på fly
Måltider: Morgenmad og forplejning ombord på flyet
Dag 17 Ankomst til Danmark
Vi ankommer til Danmark med et hav af indtryk og fantastiske billeder af en skøn tid i Vietnam. Du har helt sikkert fået nye venner og bekendtskaber i løbet af rejsen, som du måske en anden gang får mulighed for at dele endnu en rejse med.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet.