16 dages enestående cykeltur på Cuba
Hej
Netop hjemvendt fra 16 dages cykeltur på Cuba – vil vi gerne fremhæve følgende:
Vores guide: Alberto Garcia har været helt fantastisk. Han forstår virkelig, hvad danske turister rigtig gerne vil have, når vi er på tur.
Således inviterede han os til at se hans families hjem, hvor vi fik kaffe og frugt og en rundvisning i “haven”. Her forstod vi virkelig, hvor meget en cubaner kan være selvforsynende, men også hvor dyrt det er at skulle købe sig til de nødvendige ting.
I Trinidad arrangerede han en picnic på stranden, hvor han havde sørget for mad, drinks og musik samt et lille bål efter vi havde set den fantastiske solnedgang.
Vores chauffør på turen Carlo var altid klar med vores vand, påsætning af en kæde eller en hjælpende hånd.
Cyklerne var rigtig fine og med mange gear – bedre end vi havde forventet.
Herligt at kunne komme ud af bussen og bruge kroppen og mærke Cuba.
At bo privat er også en oplevelse – og lige for os en særdeles positiv ting.
Mange hilsner
Tonny J og Hanne H