Dejlig ferie i Cuba
Hej Gry.
Så er vi hjemme igen efter en dejlig ferie i Cuba. Tak fordi du hjalp os med rejsen, som vi generelt har været tilfreds med.
Vi har dog et par enkelte kommentarer:
Hostal Casa Azul i Havana var vi meget tilfredse med, vi blev godt modtaget og deres tagterrasse, hvor vi spiste morgenmad,var fantastisk.
Vi synes også byrundturen var god.
Hotel Los Jazmines udenfor Viñales lå fantastisk – sikke en udsigt. Vi havde troet, at vi kunne gå indtil Viñales by – det kunne vi ikke, det ville vi gerne have vidst i forvejen. Vi var på to udflugter – en vandretur og en cykeltur – på begge ture fik vi vist, hvordan man laver cigarer og vi kørte forbi det klippemaleri, der er i dalen. Vi talte om, at de var meget ens, vi havde nok troet, at den ene tur var i et andet område.
Bussen fra Viñales: Mundi tours fortalte, at vi skulle være klar kl. 6.30. På hotellet fortalte de, at bussen altid startede i Viñales by kl. 7.00 og at vores hotel var sidste sted, hvor de samlede passagerer op. Vi blev hentet kl. 7.45, så vi vil foreslå, at I fremover siger, at man skal være klar kl. 7.00, så kan man også nå at få morgenmad.
Transport til Playa Larga fungerede godt og casa var det bedste på hele turen – værelset var lille, men Jesūs var så venlig og imødekommende og så serverede han lækker hummer for os. Han og hans familie har en stor stjerne hos os. Vi var glade for, at casa ikke lå helt ned til vandet, da vi nød at følge med i livet ude på gaden – det var der ikke på samme måde nede på stranden. Udflugten i Playa Laga var også fin.
Cienfuegos: Dejligt hostel
Trinidad: Dejligt casa – Humberto var rigtig flink, og vi havde et godt ophold der. Vi var på udflugt i bjergene – en rigtig god udflugt, men vi fik først mad til aller sidst kl. 15.00. Vi var meget sultne, havde vi vidst det på forhånd, ville vi have mad med selv.
Hotel Central i Santa Clara var meget luksuriøst, det var lækkert.
Guanabo var et godt sted, det var lige i vores ånd. Stemningen på vores hostel var lidt mærkelig.
Som sagt – vi har haft en fantastisk ferie og kunne godt være blevet længere tid, så hvem ved – måske vender vi tilbage.
De bedste hilsener
Helle og Esben