Fantastisk tur til skønne Cuba
Svane Rejser
Hej Michelle,
Her får du lidt feedback på vores Cuba-rejse – sender lidt billeder med også 😉
Vi kom hjem i fredags og efter en smule ”jetlag” kan vi nu tænke tilbage på en helt fantastisk tur til Cuba.
Før vi skulle afsted følte vi os godt klædt på af Svane Rejser med den information og gode råd vi havde fået, og vi må sige, at der har været styr på hele rejsen. De hoteller og udflugter vi havde bestilt hjemmefra levede alle op til vores forventninger og var som lovet og beskrevet.
Vi havde valgt at flyve fra Hamburg med en tidlig morgenafgang, så derfor indlogerede vi os på Leonardo Hotel Hamburg City Nord, som tilbyder overnatning med bilparkering og gratis taxi-transport til og fra (5 min) lufthavnen til en pris på Euro 149, som er billigere end at reservere parkering i lufthavnen – det kan stærkt anbefales.
Tidlig afgang fra Hamburg via Paris til Havanna med Air-France. Flyvetiden fra Paris til Havanna er på ca. 10 timer og kan gøre selv en garvet rejsende en smule betænksom, men rejsen og serviceniveauet var glimrende så rejsetiden forekom behagelig.
Ankomst til Havanna med stor spænding. Fra Flykabines kolde aircondition til Havannas ca. 40 C0 er der virkelig risiko for at man stresses af varmen i de lange køer foran emigrationskrankene. Vi havde hjemmefra fået et råd af Michelle (Svane Rejser) om at tilkøbe en ”VIP-ankomst”, og det var vi MEGET GLADE for – vi blev modtaget af en medarbejder straks i ankomsthallen og ført udenom de ”normale” lange køer til en speciel skranke hvor sikkerhedstjek mm. tog ca. 5 min!! Herefter blev vi ført til et VIP-rum hvor vi kunne nyde kolde drikke, alt imens der blev sørget for at vores bagage blev hentet ved transportbåndet. Det var alle pengene værd.
Så med Taxa fra Lufthavnen til Hotel Sevilla i det gamle Havanna. Tjek ind og veksling af lidt valuta så var vi klar til at inspicere værelse 521 – et historisk værelse, der gav følelsen af, at vi var tilbage i kolonitiden. Pænt og rent og alt fungerede så en behagelig og positiv start på eventyret.
Hotel Sevilla er et fantastisk dejligt hotel, der er en dejlig stemning og ro over hotellet. I den dejlige lobbybar serveres verdens bedste Mojito’s til lækker salsamusik dagen lang. I den store lobby og Hall kan man hver dag nyde virkelig god underholdning. Hotellet råder også over en dejlig svimmingpool, som var dejlig at komme hjem til efter en lang varm dag rundt i Havanna. Morgenbuffeten har alt hvad man kan ønske sig, og man lægger straks mærke til det store udbud af frisk frugt. Næste gang vi skal til Cuba – og det skal vi – vælger vi igen Hotel Sevilla og deres venlige og hjælpsomme personale.
Vi havde på første dagen valgt en guidet tur (3 i 1) med kørsel rundt i Havanna i en gammel amerikanerbil og gåtur igennem det gamle Havanna. Vores guide og chauffør var fantastiske, og der gik ikke længe før stemningen var høj og underholdende hvilket gav mulighed for at afvige en smule fra ”det faste program”. Et must at tage sådan en tur. Det giver en god fornemmelse af hvad Cuba og Havanna er.
Vi havde tillige hjemmefra bestilt en aften på Hotel Nacional med musik af Buena Vista Social Club og havde set frem til det. Dette arrangement blev desværre aflyst. I stedet for blev vi tilbudt et andet arrangement på Hotel Nacional – nemlig Parisien Cabaret, cubansk dans og sang på internationalt niveau. Virkelig en dejlig oplevelse.
Rundt i gamle Havanna på egen hånd oplever man den varme og kærlighed det cubanske folk har overfor hinanden og overfor turister. Cubanerne vil meget gerne snakke og fortælle om deres levevis. Man behøver på ingen måde at være nervøs for at færdes i de smalle gader eller ude om aftenen. Cubanerne er fattige og alt er slidt ned, huse, veje, biler og tekniske installationer, alligevel fungere hverdagen. Man må ikke forvente at kunne gå rundt og handle, som man er vant til på ferier. Der er intet, absolut intet at købe, lige bortset fra verdens bedste Cigarer og Rom.
Til gengæld har de et meget spændende ”Museum” med Asger Jorn malerier på væggene, det var virkelig en oplevelse at besøge.
Cubanernes eneste måde at skaffe sig lidt ekstra goder, er ved at få ”tips” (CUC’er) af turister – så glem ikke at være rundhåndet.
Efter fem dage i Havanna var der afhentning af bus og videre til Varadero og syv dage ved kridhvide palmestrande og udsædvanlig varmt vand. Vi var indlogeret på luksus-resortet Grand Memories med ”all inclusive”. En helt anden verden og standard end Havanna. Alt her var nyt og luksuriøst. Super lækkert og et meget stort værelse beliggende i mindre rækkehuse, der er spredt ud over et kæmpe område – alt velplejet og frodigt med palmer og buske. To store svimmingpoole specielt for børnefamilierne – vi benyttede udelukkende den dejlige private strand med liggestole og parasoller og (gratis) servering af kolde drikke. Der er et stort underholdningsprogram på resortet, fra morgenstunden med Yoga, dans mm på stranden og ved poolerne. Om aftenen musik ved Lobby- og restaurantområdet. Maden i de store buffet-restauranter er glimrende, og der er en særdeles god betjening. For par som er afsted uden børn, kan det være lidt for ”hektisk og støjende”. Derfor er der også en del ”special restauranter” hvor man kan bestille bord. Her er der servering (og ro) ved bordet. Eneste minus er, at man kun kan få/bestille to besøg for hver uges ophold i resortet.
Der er mange bureauer på hotellet som tilbyder udflugter/ture. Vi købte en to dages tur med besøg i tre byer- Topes de Collantes overnight -, heriblandt Trinidad, og vandretur i regnskoven, kørsel i gamle russiske militærlastbiler, vandfald og overnatning på bjerghotel. En oplevelse ud over det sædvanlige. Her oplever man den frodighed, der er på Cuba, her dyrkes jo alle former for frugt og grøntsager. Her oplever man at al transport stadig foregår med hestekærer eller gamle cykler!
En tur som Svane Rejser også anbefaler hjemmefra.
Afhentning på resortet om formiddagen på sidste dag og kørt i taxa til lufthavnen i Havanna. Klar til at flyve hjem med Air France /KLM med mellemlanding i Amsterdam – også en god oplevelse. Beriget med indtryk fra en verden vi ikke ser til daglig og med en klar fornemmelse af, at HER MÅ VI TILBAGE TIL….
OG vi er sikker på at vi igen vil benytte Svane Rejser som arrangør af vores fremtidige rejser – tak for super rådgivning af dig Michelle.
Mange hilsner
Arne og Annette