Vi nød Cuba meget!
6. februar 2020
Hej Gry,
Vi havde en rigtig god ferie til Cuba og med vores manglende spanskkundskaber, så var vi også glade for at have alt arrangeret hjemmefra.
Vi var specielt glade for Havana, Trinidad og Playa Larga, mens Maria La Gorda og Las Terazzas var lidt for isolerede/ensidige – specielt turen til og fra Maria La Gorda er meget lang for et relativt begrænset ”udbytte”.
Guanabo var en fejl. Der er ingen mennesker på dette tidspunkt af året, der er meget få åbne restauranter og stranden/området er meget ødelagt af orkanen for nogle år siden. Hertil kom at Hostal Guanabo var under renovering, og der gik håndværkere rundt lige udenfor vores vindue, ligesom de meget eksplicitte seksuelle tegninger i loftet på værelset ledte tanken mere hen på et bordel end på et hotel til almindelige danske turister.
Vi forlod Guanabo efter en overnatning og bookede i stedet et hotel i Havana for egen regning.
Ud over det synes vi, at turen var godt arrangeret, alle taxaer kom som aftalt og Juan Carlos, som blev vor private chauffør i 6 dage, var meget serviceminded og kunne faktisk betydeligt mere engelsk, end vi havde forventet, hvilket er en stor hjælp, når man som os ikke kan noget spansk. Alle indkvarteringer på nær den første i Havana havde også den udsigt og den beliggenhed, som vi havde efterspurgt, så tusind tak for det!!
Hostal Floridana i Havana lå fantastisk godt lige i udkanten af den gamle by, men det værelse vi fik lå helt inde bagest uden vinduer, og det lugtede fugtigt.
Det lille Chalet i Playa Larga var bare helt perfekt, og Osmara var en helt fantastisk vært – god til engelsk og meget serviceminded. Vi ønskede virkelig, at vi bare kunne pakke det lille hus på stranden ned og så bare slå det op, hvor vi ellers kom frem.
Informationsmødet med Mundi Tours er en god idé, men måske kunne det udvides lidt til også at nævne lidt om, hvad der sker i de byer, vi kommer til, når vi er der. Vi kørte fra Trinidad på José Marti’s fødselsdag, og det var klart en af de større events, som vi så ikke nåede at opleve, da vores transfer kom, netop som paraderne startede.
Tak for en ellers vel tilrettelagt tur. Vi nød Cuba meget.
Lene & Henrik