Rejs til Ischia ved Amalfikysten – livsnyderferie i Italien
Termiske bade, verdens bedste pizzaer, liflige vine, fantastisk natur og autentiske mennesker. Alt det finder du på øen Ischia, som ligger i Napoli-bugten ca. 30 kilometer fra Napoli.
Jeg vil tillade mig at kalde Ischia for et hush-hush-tip. Den er ikke så overendt som sin mere berømte sydlige naboø Capri, men Ischia har det, som de fleste søger efter, men ikke finder så mange andre steder mere.
Italienerne fra det hektiske fastland ved det selvfølgelig godt, for de besøger øen gerne og ofte. Derfor kan jeg ikke anbefale at besøge øen i sommermånederne. Vi var der i påsken i år.
Vi fløj til Napoli og havde den første overnatning i Napoli, da vi aldrig havde besøgt byen før.
Hvis man ikke ønsker det, går der færger til og fra Ischia i en lind strøm hele dagen lang, så man kan sagtens ankomme til Ischia samme dag, og det er endda en skøn sejltur langs den smukke italienske kyst. Vi boede den første dag på Hotel Bellini, som ligger i den gamle historiske bydel af Napoli. Det kan jeg helt klart anbefale. Hotellet er superhyggeligt med moderne faciliteter.
Hotellet ligger i øvrigt 100 meter fra det verdenskendte National Archaeological Museum.
Napoli
Elsker man det ægte, intense og totalt autentiske, så er Napoli stedet. Det er streetart for alle pengene, totalt bilkaos og fantastiske maleriske gader med vasketøjet hængende ud af alle vinduerne i et sammensurium.
På intet tidspunkt følte vi os utrygge, eller oplevede noget, der kunne minde om de ”rygter” om kriminalitet, som Napoli godt kan have ry for. Men som i alle andre storbyer rundt om i verden, skal man altid være vågen og opmærksom. Napoli er bestemt et besøg værd.
Husk pizzaen er opfundet i Napoli, og jeg kan bekræfte, at de smager himmelsk her i pizzaens fødeby.
Byen Forio var vores lille perle på Ischia
Nu kom dagen hvor vi skulle videre med hurtigfærgen fra Napoli Beverello havn til byen Forio. Efter et lille pit-stop i Ischia Porto, sejlede vi de sidste 10 min videre til smukke Forio. Sejlturen med hurtigfærgen tager ca. 1 time i alt.
Vi blev afhentet af vores vært Giuseppe, som kørte vores kufferter til vores Bed & Breakfast midt i byen og smukt beliggende med udsigt til havet. Vores lille hyggelige Bed & Breakfast har ni fine værelser, og de er helt nymoderniseret med rigtig god smag.
Hjertet bag denne perle er Kelly, som er gift med Giuseppe. Kelly er oprindeligt fra Sydafrika, men tabte sit hjerte på alle måder både til Giuseppe og Ischia. Stedet bærer præg af Kellys gode smag og sans for det autentiske og det behagelige. Udover deres fine Bed & Breakfast har de også to smukke hoteller og en himmelsk restaurant. Det skal jeg nok skrive lidt mere om senere.
Selve øen er fuld af skønhed, termiske bade, grønne bjerge, maleriske små byer og dejlige restauranter.
Straks efter ankomsten bed jeg mærke i, at øen ikke er poleret og blottet for ægthed. For her og der kunne der da godt trænge til lidt maling og til at blive piftet op, men helheden forbyder at ”børste” dette paradis for dets charme.
Der er rigtig meget at se på selve øen. Det kan I læse mere om i min beskrivelse af Svane Rejsers tur til Ischia (kig under Italien og rejser hertil), for ellers vil denne blog fylde en hel bog. Ischia er så afgjort et besøg værd.
Prisniveauet er meget rimeligt. En stor og god pizza koster ca. 5-7 euro, en kop kaffe 1,50 euro, mv. Busserne suser rundt om øen og koster 1,5 euro per voksen per tur, uanset hvor I skal hen. De kører hele tiden.
Umiddelbart vil jeg ikke anbefale at køre bil selv, men måske er jeg heller ikke den rigtige at spørge. For det går stærkt og der bliver dyttet en hel del. Men har du det godt med smalle små gyder, bjergstrækninger og et hurtigt tempo, så kan du sagtens køre på Ischia. Jeg valgte bussen, og det gør jeg tit, når jeg rejser, for så oplever jeg samtidig lokalbefolkningen.
Udover de magiske termiske bade, stiftede jeg også bekendtskab med den mest vidunderlige, fine hvidvin produceret på Ischia.
Et besøg på en vingård må være et must.
Der er også citroner overalt på øen, og det ser man tydeligt i øens lokale retter, hvor citroner er en vigtig ingrediens i alle mulige slags delikate retter.
Byen Lacco Ameno
Forios naboby skal også lige nævnes. Denne perle ligger blot 10 min med bus fra Forio. Her emmer det af atmosfære, strandliv og her lever alle det søde liv. For her finder du alt, hvad der gør dig godt tilpas.
Jeg kunne nævne 100 ting, men begrænser mig til Parco Termale Negombo, en park med termiske bade og eksotisk flora, som ligger i den mest vidunderlige natur omgivet af vilde bjergskråninger, der hælder på smukkeste vis ned imod den dejligste strand. What’s not to like?
Efter 5 fantastisk dage på Ischia, var det desværre tid til at sige arrivederci. Vi har besøgt det meste af Ischia og der er så meget mere at fortælle. Men det vil snart komme sammen med Svane Rejsers tur til området , som vi er i fuld gang med at planlægge. Se efter den inde i vores rejse-sektion under Italien.
Dette var blot en lille appetizer til dig, der vil opleve noget ekstra.
Afslutningsvis skal jeg helt sikkert nævne vores sidste hotel på denne rejse, for det var noget af en positiv overraskelse. Vi havde booket de sidste to nætter lidt last minute i Napoli, for da vi nu var i området, ville vi se Sorrento og ikke mindst Pompeji.
Hotellet så helt vildt fantastisk ud på hjemmesiden, så jeg blev lidt mærkelig, da taxien stoppede udenfor en noget undseelig indgang i en smal gyde i det historiske Napoli. Tænkte først – han må da være kørt helt forkert!!!
Men jeg tror, jeg lader billederne tale deres eget sprog.
Skal vi ses i Syditalien? Jeg skal i hvert fald snart afsted igen. Ciao bella Italia.
De bedste hilsner
Antje
Læs også: Familieferie til Sydfrankrig
Cathia M C Mundeling skriver
Hej
Tak for en fin og meget spændende rejsebeskrivelse.
Bookede i selv alle hoteller, fly og transport og i så fald, vil du dele dine oplysninger?
På forhånd tak!
Dbh Cathia
Ditte Eisner skriver
Hej Cathia
Ja vi boede selv på de beskrevne steder. Hvis du ønsker en lignende tur så er du velkommen til at sende os en forespørgsel på mail. Så kan vi lave et godt rejsetilbud til dig.
Mvh Svane Rejser