Traditionelle spanske retter du bare MÅ prøve!
Spanien har en helt speciel plads i mit feriehjerte.
Flere af mine ferierejser igennem mit liv er gået til Barcelona, Sevilla, Marbella, Gibraltar og med et skoleophold i det spanske sprog på 3 måneder til Malaga, synes jeg efterhånden, jeg har fået et godt indblik i Spaniens ikoniske retter.
De fleste er enige om, at spansk mad er fantastisk, fyldt med spændende smagsindtryk og en fryd for det sultne øje! I denne blog vil jeg skrive om de bedste traditionelle spanske retter.
De fleste traditionelle retter i verdensgastronomien har dybe maritime rødder – og det præger også det spanske køkken hvor både fisk og skaldyr indgår i et utal af retter. Hvis I har en kærlighed til fisk (specielt lækre store tigerrejer…mums) som jeg har, så er spanske retter ikke det forkerte sted at starte.
Paella
Den traditionelle spanske ret paella var den første ret, som jeg blev introduceret for. Denne smagfulde ret fik jeg serveret første gang på et skoleophold i Malaga, da vi havde en aften, hvor alle de studerende først spiste sammen på skolen, og bagefter allesammen skulle danse den populære dans Flamenco.
Paella er for Spanien, hvad pizza er for Italien.
Paella er en genial ret at servere til et selskab med mange mennesker, som skal spise med.
Retten stammer fra Valencia, og navnet på retten stammer fra navnet på den helt særlige kæmpestore pande af samme navn, som retten laves i og serveres i.
Paella kan laves på mange forskellige måder med både kød, fisk, skaldyr (muslinger og rejer) og nogle gange snegle. For at lave paella har man som basis brug for ris, som bliver lavet på den meget store pande.
Tortilla de Patatas
En anden spansk traditionel ret, som jeg synes, I bør smage, er Tortilla de Patatas, som er en meget enkel, men også lækker ret. For nylig fandt man et gammelt brev fra 1817, hvor Tortilla de Patatas er nævnt. I brevet står blandt andet, at brevskriveren brugte 2-3 æg, kartofler, lidt brød og andet til at mætte 6 mennesker.
Siden har kokke rundt omkring i Spanien udviklet retten en del, og i dag finder I retten på de fleste spanske restauranter. Jeg kan her varmt anbefale at besøge den meget hyggelige og autentiske restaurant El Gastronauta i Malaga. Den er hele besøget værd, hvis I leder efter et sted at spise, hvor der er mulighed for at tale stille og roligt sammen i en hyggelig atmosfære og med exceptionel mad.
Gazpacho
Jeg glemmer aldrig sommeren 2012. Kursen var denne gang sat mod altid livlige og smukke Barcelona – der jo også er proppet med kulturtilbud af enhver slags. Temperaturen havde ramt 36 grader på termometret, og efter en lang dag med shopping på La Rambla, var vi helt færdige! Vi længtes bare efter noget at spise og noget koldt at drikke og tanken om varm mad var ikke just tillokkende.
Men så faldt vi over den kolde ret gazpacho, og var straks solgt! Gazpacho er en iskold tomatsuppe, der bliver lavet på tomat, agurk, løg, olivenolie, hvidløg og med brød til. En fantastisk ret, hvis vejret er varmt og sulten melder sig.
Gazpacho kan også købes færdiglavet i glas i supermarkedet Meny her i Danmark og er et udmærket bud på spansk gazpacho.
Calamares en su Tinta
Personligt synes jeg bestemt ikke, at denne ret er en fryd for øjet, men det er den bestemt for smagsløgene.
Hvis I ser et billede af denne ret, inden I bestiller, bladrer I sikkert hurtigt videre i menukortet. Men denne ret er fantastisk, så hvis den ser knap så godt ud, så er det bare om at lukke øjnene, åbne munden og smage på denne geniale ret.
Retten består af blæksprutter med ris, hvor kokken bruger over 1 time på at forberede den, da han bruger blækspruttens eget blæk, og det er derfor, at retten er helt sort ved servering. Ved servering bliver I straks overraskede over den meget karakteristiske smag, som kommer fra blækspruttens blæk. Udover blæksprutten indeholder retten løg, hvidløg, persille og cayennepeber.
Vil du fuldende denne specielle ret så tilføj et lækkert glas hvidvin!
Gambas al Ajillo
Min helt klare favorit fra det spanske køkken er uden tvivl den ualmindeligt smagfulde og lækre forret Gambas al Ajillo. Da det er en forret, får I normalt ikke serveret den i særligt store portioner, så hvis I vil have mere af denne lækre og simple ret, så må I bestille den to gange – eller snyde og stjæle lidt hos sidemanden, når han eller hun kigger den anden vej.
Det er en populær ret, som I ofte ser på spanske tapas-restauranter og nogle gange som en snack til diverse arrangementer.
Jeg smagte Gambas al Ajillo første gang i Sevilla, og jeg var allerede solgt inden, jeg smagte den første bid. Retten blev serveret i en rustik pande og kom direkte fra ovnen. Olien, hvidløgene og rejerne simrede lystigt i den brandvarme pande, da tjeneren satte retten foran mig.
Dengang sad jeg og mine veninder på den hyggeligste restaurant på et picturesque lille torv, det her dejlige spanske fløjlsbløde aftenmørke sænkede sig langsomt omkring os og stearinlys glimtede dejligt på bordene – imens duften af maden bredte sig. Duften af hvidløg ramte en med det samme, og hver bid var en ren fornøjelse. Jeg tror, jeg taler for alle i selskabet, når jeg siger, at stemningen var helt i top, fordi omgivelserne, maden, servicen og selskabet gik i eet på den gode måde.
Jeg har mange gange lavet Gambas al Ajillo herhjemme i Danmark, men jeg kan aldrig lave den præcis, som de gjorde i Sevilla. Men mindet om den aften gemmer jeg på – og jeg har været vild med rejer lige siden!
Churros
Når vi taler om spanske traditionelle retter, må jeg ikke glemme de luftige og smagfulde churros. Jeg er kæmpe fan af churros og har spist dem, siden jeg var barn, da dette også er en ret, der findes i Danmark. Men de danske churros kan slet ikke sammenlignes med de spanske! I Danmark opfatter vi churros som en dessert, som man for eksempel kan købe på Strøget i København på en varm sommerdag med en klat softice oven på.
Churros er en dybstegt kagedej, typisk af vandbakkelse, som serveres til morgenmad i Spanien med lidt chokoladesovs til. I Spanien er der en tradition for, at man laver churros hver søndag og spiser dem sammen med familien, inden man går i kirke.
Tapas
Den sidste ret er fra min sidste rejse til Spanien, som gik til smukke Marbella. Her fandt vi den hyggeligste restaurant i den gamle bydel. Om dagen er det suverænt at shoppe her, men så snart det bliver aften, ændrer hele atmosfæren sig. Vi fandt en restaurant, som hed Arco Tapas Bar, som vi havde fået anbefalet hjemmefra, så det var klart et sted, vi måtte besøge, og vi fortrød det bestemt ikke!
Vi blev præsenteret for et pænt menukort, som bød på en masse forskellige små retter, så det var bare at vælge alle de retter, man havde lyst til at prøve at sætte tænderne i. Jeg er personligt helt vild med tapas-konceptet og det her med, at man kan vælge flere forskellige retter og får det serveret i små portioner. Når man er så vild med mad, som jeg er, og altid har en kamp med sig selv om, hvad man skal vælge, så er tapas en fantastisk måde at spise på!
Jeg kunne nemt komme i tanke om mange flere dejlige spanske retter, men dem, som jeg har nævnt her, er helt klart mine favoritter! Skal I på ferie til Spanien, så er det et must at komme godt ud i hjørnerne af det spanske køkken og få prøvet at sætte tænderne i lidt forskelligt – for du bliver ikke skuffet.
Spanien har utrolig meget at byde på, så hvis I er lige så vilde, som jeg er med at prøve ny mad – så start med Spanien!
Skriv kommentar