Dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra København – ankomst til Santa Susanna
Vi mødes med en repræsentant fra Svane Rejser i Københavns Lufthavn, som hjælper med check-in og sikrer, at vi kommer godt afsted. Herefter flyver vi til Barcelona El Prat Lufthavn, hvor vores lokale guide tager imod os og følger os til vores private transport. Herfra går turen gennem det smukke nordspanske landskab til det skønne Hotel Indalo Park, der har en fantastisk beliggenhed direkte ved den livlige strandpromenade i hjertet af hyggelige Santa Susanna. En tunnel tæt ved hotellet giver nem og hurtig adgang til den brede, indbydende sandstrand, som skaber perfekte rammer for afslappende dage ved havet. Santa Susanna ligger i den sydligste del af Costa Brava, hvor dramatisk natur møder charmerende fiskerbyer. Her kan du nyde både strandliv, autentiske catalanske restauranter, sightseeing og shopping i det lokale område.
Når vi har tjekket ind på hotellet og fået vores værelser, er der tid til en lille spadseretur i nærområdet eller langs stranden. Senere samles vi til informationsmøde på hotellet med velkomstdrik og praktiske oplysninger fra hotellets repræsentant. Efter mødet er der mulighed for at lære hinanden lidt bedre at kende, inden vi nyder en dejlig middag sammen i hotellets restaurant.

Overnatning: Indalo Park Hotel
Forplejning: Velkomstdrik og -middag
Dag 2: Dagsudflugt til Barcelona med byrundtur og shopping
Efter morgenmaden mødes vi med vores rejseleder og sætter kursen mod Barcelona, hvor vi skal på en spændende panoramatur gennem denne levende og arkitektonisk imponerende storby. Undervejs passerer vi nogle af Barcelonas mest ikoniske seværdigheder – blandt andet den berømte La Sagrada Familia, andre eksempler på Antoni Gaudís fantasifulde bygningsværker, og flere smukke kvarterer fyldt med atmosfære og historie. Afhængigt af trafikale forhold og gruppens ønsker gør vi stop ved udvalgte steder, hvor det er muligt at tage billeder og nyde stemningen. Vi tager også en tur op ad den verdensberømte La Rambla, hvor byens puls for alvor mærkes.


Rejselederen arrangerer en fælles frokost på en lokal restaurant, hvor vi får mulighed for at smage på det catalanske køkken. Efter frokosten er der tid på egen hånd til shopping, sightseeing eller måske et besøg på et af Barcelonas charmerende markeder. Herefter samles vi og kører tilbage til vores hotel i Santa Susanna. Om aftenen mødes vi til fællesmiddag på hotellet, hvor vi nyder et godt måltid inklusiv et glas vin og vand. Aftenen byder på mulighed for at slappe af eller nyde stemningen i byen på egen hånd.
Overnatning: Indalo Park Hotel
Måltider: Morgenmad og middag
Dag 3: Udflugt til Figueres og besøg på Dalí-museet og Dalí-slottet
Efter morgenmad på hotellet kører vi i bus mod det nordlige catalonien for at besøge byen Figueres, også kaldet surrealismens hovedstad, da det var her Salvador Dalí blev født og levede mange år af sit liv. Figueres er ligeledes hjemstad for Dalís Teatermuseum, som indeholder den største samling af kunstnerens værker, og som er et surrealistisk kunstværk i sig selv. Vi får en rundvisning på museet, og har tid til at udforske og fordybe os i Dalís unikke verden bl.a. den permanente udstilling “Dalí Jewels”.

Efter frokost tager vi til Dalís slot, som han købte til sin hustru Gala. Slottet er imponerende smukt og haven skøn med mange figurer lavet af kunstneren selv. Gala ligger begravet i slottets kælder, Dalí selv ligger begravet på Teatermuseet i Figueres. Aftenen byder på middag på hotellet og egen tid i Santa Susanna.

Overnatning: Indalo Park Hotel
Måltider: Morgenmad og middag
Dag 4: Dagsudflugt med besøg i Clotilde-haverne og Tossa de Mar
Vi kører afsted efter morgenmad på hotellet, langs Nordspaniens kyststrækning Costa Brava, hvor vi først besøger de smukke anlagte haver Gardens of Saint Clotilde ved Lloret de Mar. Vi går en tur i haverne og nyder de velholdte frodige træer og buske og den filmiske og betagende udsigt, der omgiver haverne. Herefter kører vi en lille halv time til en af de smukkeste byer i Spanien; Tossa de Mar.

Byen var tidligere et mødested for kunstnere fra hele verden, og den blev sågar døbt “Det Blå Paradis” af maleren Marc Chagall pga. den smukke himmel og det azurblå, krystalklare hav, der ligger lige ved byen. Efter frokost har vi et par timer på egen hånd i byen til at bade ved stranden, shoppe eller gå ture gennem de antikke gader og se resterne af de termiske bade, mosaikker og de mange andre ruiner, som er mere end to tusinde år gamle. Aftenen nydes med middag på hotellet efterfulgt af egen tid.

Overnatning: Indalo Park Hotel
Måltider: Morgenmad og middag
Dag 5: Besøg på lokal vingård med vinsmagning & udflugt til Pals
Vi starter dagen med morgenmad på hotellet, inden vi begiver os ud på en naturskøn køretur gennem det frodige catalanske landskab. Vores første stop er på en lokal nordspansk vingård, hvor vi får en rundvisning og hører om vinproduktionens proces og gårdens historie. Undervejs smager vi naturligvis på nogle af de vine, gården er kendt for, og nyder den autentiske atmosfære blandt vinmarker og tønder. Efter besøget spiser vi frokost sammen på en traditionel catalansk masia – en landlig restaurant med fokus på lokale retter og stemningsfulde omgivelser.

Om eftermiddagen venter en oplevelse i den charmerende og maleriske middelalderby Pals – en af Costa Bravas bedst bevarede historiske byer. Pals er kendt for sit næsten eventyrlige bymiljø med smalle, brostensbelagte gader, gyldne sandstensfacader og smukt restaurerede bygninger, der vidner om byens lange historie. Her kan man virkelig mærke atmosfæren af en svunden tid, når man passerer gennem byporten og bevæger sig forbi blomsterudsmykkede balkoner, små butikker med lokalt kunsthåndværk og hyggelige caféer.
Fra byens højeste punkt, Torre de les Hores – det gamle klokketårn – er der en betagende udsigt over de omkringliggende marker, rismarkerne i Empordà-dalen og helt ud til havet. Vores guide tager os med på en afslappet gåtur gennem de idylliske gader og videre ud i det omkringliggende landskab, så vi får fornemmelsen af både Pals’ kulturhistorie og dens naturskønne omgivelser.

Efter en dag fyldt med smagsoplevelser, kultur og smukke udsigter vender vi tilbage til Santa Susanna for at samles til en fælles middag.
Overnatning: Indalo Park Hotel
Måltider: Morgenmad og middag
Dag 6: Egen tid i Santa Susanna – inkl. afskedsmiddag
Mandagen er uden program og til at bruge, som du har lyst– alene eller sammen med nogle af de andre fra gruppen. For jer der har lyst til det, så kan vi se om hotellet vil tilbyde os en times morgenyoga i det fri med en kompetent, lokal yogainstruktør. Morgenmaden kan nydes efter yogatimen og så er denne sidste hele dag i Nordspanien ellers til fri afbenyttelse. Ellers kan du bruge dagen på stranden, i den gamle bydel eller i de omkringliggende, smukke naturområder. Vi samles i gruppen til afskedsmiddag på en nærtliggende restaurant. Her nyder vi hinandens gode samvær og oplevelser fra hele ugen.

Overnatning: Indalo Park Hotel
Måltider: Morgenmad og afskedsmiddag
Dag 7: Hjemrejse til Danmark
Efter nogle oplevelsesrige dage i det nordspanske er det på tide, vi vender næsen hjemad. Vi tager fra hotellet til lufthavnen i Barcelona tidligt på eftermiddagen og flyver mod Danmark igen.
Vi tager forbehold for ændringer i programmet.













