Dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra København – ankomst til Madrid
Vi mødes i Københavns Lufthavn, hvor vi hilser på hinanden, inden vi sammen checker vores bagage ind og går igennem security. Vi flyver til Madrid, hvor en bus venter i lufthavnen og kører os til vores hotel, hvor vi får vores enkeltværelse. Efter ankomst har vi fritid til at opleve byen inden vi mødes og spiser velkomstmiddag sammen efter spanske spisetider (lidt sent). Resten af aftenen er til fri disposition. Hvis der er stemning for det, så spadser vi en tur ud og ser hvordan Madrid tager sig ud efter mørkets frembrud.
Overnatning: 3-stjernede Hotel Ganivet i Madrid
Måltider: Velkomstmiddag
Dag 2: Byrundtur til fods i Madrid
Vi spiser morgenmad, inden vi mødes til dagens byrundtur. Vi starter vores byrundtur med at spadsere til Plaza Mayor, der sikkert er den mest kendte plads i Madrid. I gamle dage blev den brugt til tyrefægtning, ridder-turneringer og andre dystre og offentlige henrettelser. Det er en stor plads med plads til ca. 100.000 mennesker. Pladsen er på alle fire sider omgivet af smukke bygninger, der i stueetagen understøttes af statelige buer på alle fire sider af pladsen. Her er altid liv og glade dage med masser af mennesker, og det er et rigtigt rart og afslappet sted at slentre lidt rundt eller sidde og hvile sig, mens vi ser på mennesker.
Fra Plaza Mayor spadserer vi videre til Puerta del Sol, hvor nul-kilometer-stenen står – hvilket vil sige, at det historisk er herfra, at alle veje starter. Her finder vi også den hyggelige plads Plaza Santa Ana, som kun er for fodgængere og for nyligt er renoveret. På Plaza Santa Ana er der mange hyggelige barer, restauranter, gademusikanter- og kunstnere og meget andet. Det er endnu et perfekt sted at sætte sig ned og lade sig underholde af folkelivet.
Vi går videre til Circulo de Bellas Artes, som ligger ved indgangen til Gran Via, der er et af de vigtigste kulturelle hotspots i Madrid og et yndlingssted for landets nok mest berømte spanske filminstruktør Pedro Almodovar. Her ved Gran Via er vi virkelig kommet til hjertet af Madrid med pragtfulde 1930’er bygninger og bylivet her er livligt og hjerteligt.
Herfra går vi videre til Plaza de España, hvor der står statuer af Don Quixote and Sancho Panza – kendt fra den verdensberømte spanske romanforfatter Cervantes’ kendte roman Don Quixote. Vi fortsætter til Plaza de Oriente, der ligger på den vestlige side af Madrid og den østlige side af Palacio Real, der er Madrids kongepalads bygget tilbage i 1537.
Her på pladsen står 44 statuer af spanske overhoveder og inde på midten af pladsen står kong Felipe 4. mejslet i sten. Palacio Real er en kæmpebygning med omkring 2800 værelser. I dag er det kun 16 værelser, der er åbne for offentligheden.
Vistillas-parken er næste stop på vores byrundtur. Her er der en rigtig fin udsigt over den smukke park og imod katedralen Catedral de Nuestra Señora de la Almudena. Vi bevæger os videre imod Madrids rådhus Plaza de la Villa og på vejen spadserer vi igennem byens smalle stræder og åbne pladser med gamle kirker. På dette tidspunkt af eftermiddagen er solen ved at gå på hæld og farvespillet mellem skygge og lys i denne del af byen er smukt at iagttage. Om aftenen bliver denne del af byen forvandlet til et område med mange åbne barer og natklubber med det natteliv, som de lokale kalder Movida Madrilena.
Efter vores byrundtur er resten af dagen og aftenen til fri disposition.
Overnatning: 3-stjernede Hotel Ganivet i Madrid
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 3: Heldagstur til byen Toledo
Vi spiser morgenmad og gør os klar til at tage toget til den fantastiske castilianske by Toledo syd for Madrid – byen hvor kristne, muslimer og jøder levede fredeligt sammen i mange år. Vi tager hurtigtoget, som varer ca. 1 time. Toledo er Spaniens oprindelige hovedstad indtil kong Carlos d. 5. i 1500-tallet besluttede at rykke hovedstaden til Madrid. Når vi ankommer til byen i dag, kommer vi ind igennem byporten Puerta Nueva og kører som det første til den historiske plads Plaza Zocodover, der stammer helt tilbage fra kong Felipe d. 2., der også regerede i 1500-tallet’s Castilien. Religionshistorien er interessant, idet besøgende her er i stand til at se både de kristnes katedral bygget i tidens gotiske stil, den jødiske synagoge og den muslimske moské Mosque de Christo de la Luz, der hver især repræsenterer Toledos tre fremtrædende religioner i tidligere tider.
Senere kommer vi også til at se kirken Santo Tome med sit tårn i mudjár-stil, der vel nok er eet af Toledos kendteste vartegn. Her ser vi naturligvis også blandt andet det verdensberømte El Entierro del Señor de Orgaz (Begravelsen af Grev Orgaz), som er malet i 1586 – 1588 af Spaniens berømte maler, skulptør og arkitekt El Greco, der ofte udnævnes som værende ”arkitekten bag den spanske renæssance”.
Efter besøget her spiser vi frokost på en lille lokal restaurant. Vi vil have lidt fritid inden vi tager tilbage til Madrid efter en begivenhedsrig dag.
Resten af eftermiddagen og aftenen til fri disposition.
Overnatning: 3-stjernede Hotel Ganivet i Madrid
Måltider: Morgenmad og frokost
Dag 4: Dagen er til fri disposition – afskedsmiddag
Dagen i dag er til fri disposition og kan bruges som vi hver især eller i mindre grupper har lyst til.
Om aften mødes vi alle sammen til en afskedsmiddag på en lokal restaurant.
Overnatning: 3-stjernede Hotel Ganivet i Madrid
Måltider: Morgenmad og afskedsmiddag
Dag 5: Afrejse fra Madrid – ankomst til København
Vi spiser morgenmad og checker ud fra hotellet. Herefter kører vi til lufthavnen, og flyver hjem til København med kufferten fyldt af gode minder og nye bekendtskaber.
Vi tager forbehold for ændringer i rejseprogrammet.